Sådan får man sympati for en kvinde, der har slået sit barn ihjel

Fransk retssalsdrama ser måske kedeligt ud på overfladen, men folder sig ud som en blomst, der bryder op gennem asfalten.

Sådan får man sympati for en kvinde, der har slået sit barn ihjel
Offentliggjort

Alice Diops retssalsdrama ’Saint Omer’ gemmer på meget mere, end man ved første øjekast lige skulle tro. Rama (Kayise Kagame) er en succesrig, ung, sort kvindelig forfatter fra Paris på udkig efter et emne til sin næste bog.

Hun tager til Calais for at følge en retssag mod Laurence (Guslagie Mandala), der er anklaget for at slå sin blot 15 måneder gamle datter ihjel. Et barn, hun uforvarende har fået med en ældre, hvid mand. Laurence nægter ikke at have slået barnet ihjel, men hun påstår, at fjerne familiemedlemmer fik hende til at gøre det – med vodoo-kræfter af en slags.

Den forfærdelige sag udspillede sig i 2015, og Alice Diop overværede dengang sagen på sidelinjen i Calais. Derfor er forfatteren i filmen en repræsentant for Diop.

Vi følger sagen, roligt og langsomt, i retssalen, og vi er næsten kun til stede der. Fx varer Laurences første forklaring et sted mellem 15 og 20 minutter. Alice Diop bruger absolut intet overfladisk gøgl til at fange interessen i os.

Hendes manuskript lægger bunden, og de to hovedrolleskuespillere får det til at leve. De er begge fremragende i al deres lavmælthed. Kayise Kagame venter med at vise forfatterens eget ansigt, indtil hun berøres af sagen, og hun er mere skrøbelig, end man forventer.

Guslagie Mandala afleverer sit forsvar i en stil, der kan minde om forelæsninger på Lidenskabsløshedens Universitet, men efterhånden får vi små ændringer i betoningerne og kommer til at se sprækkerne i mennesket. Det fungerer, som når nogen hvisker, og man er nødt til at læne sig længere ind mod dem og lytte mere opmærksomt. Kun få gange hæver hun stemmen en smule. Som når hun til en fremfusende anklager siger: ”Er du i min krop eller i mit hjerte?”

Still2_Saint Omer.jpg

På overfladen handler ’Saint Omer’ om en ung kvinde, der har slået sit barn ihjel. Som om det ikke er dramatisk nok. Men den handler også om forskellen mellem den vestlige verden og en anden del af verden, hvor andre begreber og levemåder kan have forrang.

Og så handler den om kulturforskelle i det hele taget, om moderskabet og i sidste ende om den måde, vi alle kan risikere at få revet tæppet væk under os på. Uanset om vi selv er skyld i det eller ej.

’Saint Omer’ er nemlig trods sin prunkløse form en film med et meget stort hjerte. Hvor jeg egentlig hader ordet ’prunkløs’. Det er et begreb, der blev misbrugt og nærmest gennemkneppet af rockanmeldere i 1980’erne og 1990’erne, når de skulle beskrive musik, der ikke lød af så meget, men som virkelig var noget. Efter en lang karantæne vælger jeg at genbruge det, men jeg lover, at det kun bliver denne ene gang.

Alice Diops drama vil – for nogle – være for lang tid om at komme i omdrejninger. Men når den så gør det, er der bid i både inderbane og yderbane. I finalen berører den endda én i så udstrakt grad, at man ikke kan komme uden om at kalde den for et mesterværk. En understyret og flot udfoldet film, som i sit hjerte bærer ufatteligt mange af vores mest brændende udfordringer. Og selvom titlen refererer til en forstad i Calais, kunne den snildt udspille sig alle andre steder i verden.

’Saint Omer’ har premiere 8. juni.