Blandt ’hvaler’, modeller og dyre flasker: Sådan fester de nyrige

HAN VAR EN LEGENDE i nattelivet i Europa og USA. Han var sådan en, enhver klubejer drømmer om at få besøg af, fordi han rask væk brugte én million dollars på en sjov aften i byen. Den malaysiske forretningsmand Jho Low, en bebrillet mand med sort hår og runde kinder, var i mange år en velkommen gæst på verdens dyreste natklubber. Når Low og hans selskab af langbenede modeller i stiletter løb tør for champagne, bestilte han nye flasker, som et optog af smukke, letpåklædte kvindelige medarbejdere leverede til bordet i isspande med stjernekastere, så de andre gæster kunne se, hvem der var aftenens hovedperson.

Hvordan Jho Low havde tjent så mange penge, at de kunne finansiere hans ødsle livsstil, er der flere teorier om, en af dem går på, at pengene kom fra ejendomshandler på Manhattan. Under alle omstændigheder var Low mand for sin hat, når det gjaldt om at bruge penge på sine byture. Allerhelst besøgte han nogle af verdens dyreste natklubber med adresse i New York, The Hamptons, Miami og i Cannes og St. Tropez. Det var her, jetsettet mødtes, inden pandemien brød ud, og det er her, de atter vil feste, når klubberne åbner igen. Jho Low er en af den slags mennesker, som i nattelivet går under betegnelsen ’en hval’. En hval, måske på grund af sin størrelse, befinder sig i toppen af det hierarki, man finder på verdens mest eksklusive natklubber, og som sociologen Ashley Mears har undersøgt gennem 18 måneders feltarbejde.

Ashley Mears er tidligere model, men har i dag titel af professor ved Boston University, og resultatet af hendes studier kan læses i bogen ’Very Important People – Status and Beauty in the Global Party Circuit’ (2020). Bogen giver ikke kun et indblik i en verden af rige mænd og smukke kvinder, som slipper for at stå i kø til natklubben; bogen løfter også sløret for, hvordan natklubberne er nøje indrettet, så de ansporer de mest velbeslåede gæster til at overgå hinanden i indkøb af dyre champagneflasker i en evig jagt på status og økonomisk dominans.

Natklubejeren ved, at han har en indbringende aften i vente, hvis klubben får besøg af ikke bare én men to hvaler. Hvalerne bliver placeret ved klubbens mest fremtrædende borde, hævet over de andre borde, tæt på DJ’en, hvor de er synlige for hinanden og klubbens øvrige gæster, som bliver tilskuere til hvalernes indbyrdes strid om at bruge fleste penge og være mest ligeglad. Hvalernes ekstreme livsstil er med til at skabe rygter og historier, som tiltrækker flere gæster til klubben.

Ashley Mears' ’Very Important People – Status and Beauty in the Global Party Circuit’.

På trinnet under hvalerne finder man berømthederne fra underholdningsbranchen, som er vant til at springe køen til natklubben over, ligesom de sjældent behøver at betale for deres drikkevarer. Selv om berømthederne ikke genererer den store omsætning i baren, er de alligevel værdifulde for klubben, fordi deres blotte tilstedeværelse skaber gratis medieomtale. Hvalerne og berømthederne har dog det til fælles, at de er forholdsvis sjældne gæster på natklubben, som derfor ikke kan basere sin indtjening alene på dem. Den langt mere sikre indtjeningskilde finder man på tredje niveau af statuspyramiden: Turister og forretningsfolk. Selv om de i status ikke når hvalerne og berømthederne til sokkeholderne, så er den store gruppe af turister og forretningsfolk af afgørende vigtighed for VIP-kredsløbet på natklubberne, da de som hyppige kunder typisk lægger mellem 10.000 og 20.000 kroner på en aften. Ifølge Ashley Mears køber turisterne og forretningsfolkene sig adgang til de kendte og populære mennesker.

Længere nede i hierarkiet finder man gruppen af mænd, som ikke er kendte eller rige nok til at købe et bord. De må pænt stå i kø i baren og vente på, at det bliver deres tur til at købe en drink. Den slags mænd går under betegnelsen fyld. Dette til trods er disse mænd vigtige aktører i natklubbens iscenesatte minisamfund. Mændenes tilstedeværelse gør, at klubben ikke ser tom ud. Fyldet agerer publikum for hvalernes indbyrdes magtkamp om at købe flest flasker og være omgivet af de smukkeste modeller.

I bunden af natklubhierarkiet finder man dem, som dørmanden vurderer, ikke er rige og smukke nok. De går under tilnavnet ’the bridge and tunnel crowd’, hvilket hentyder til, at de har kørt gennem en tunnel eller over en bro for at komme frem til natklubben. De bor med andre ord ikke på Manhattan, men i mindre eftertragtede områder som Queens eller på Staten Island. Dørmanden vil vurdere på deres udseende, at de ligner typen, der kan komme i slagsmål senere på aftenen. Måske bærer de et våben. De bliver afvist i døren.

Natklubejerens mål er, som det fremgår, at få de mest velbeslåede kunder til at bruge så mange penge som muligt på dyr champagne, nogle gange til en pris på 250.000 kroner flasken. Skal dette lykkes, må natklubejeren alliere sig med en særlig medarbejdergruppe kaldet promotere med et stort netværk af smukke kvinder. Det er promoteren, som sørger for at befolke natklubben med modellignende kvinder, som er dem, der lokker rigmændene inden for på klubben. Promoteren får udbetalt en vis procentdel af klubbens indtægter fra champagnesalget, typisk 10-12 procent. Som en af promoterne siger: ”Hvis en fyr bruger 20.000 dollars, betaler det min husleje. På en enkelt aften.”

Kvinderne får ikke betaling for at stille op som vedhæng til rigmændenes byture, da dette ifølge Ashley Mears ville give hele arrangementet en uheldig aura af prostitution. Til gengæld betales kvinderne med middage, drinks og gratis adgang til natklubberne, hvor rigmændene overøser dem med Cristal og Dom Pérignon. Nogle af kvinderne, som Ashley Mears mødte under sit feltarbejde, giver udtryk for, at de morer sig glimrende på natklubberne i selskab med hvaler, berømtheder, forretningsfolk og fyld. Andre kvinder finder hele affæren tom og smagløs.

Imens spejder natklubejerne forgæves efter festkongen Jho Low, der tog bad i dyr champagne med et stort smil. Han eftersøges af myndighederne i Malaysia, Singapore og USA for økonomisk svindel, herunder hvidvask og korruption, for milliarder af kroner. Det siges, at han gemmer sig et sted i Kina.