Sangerinden Mekdes har fart på karrieren: "Hvis Thomas Treo vil bruge tid på at svine mig til, må det betyde, at jeg har gjort noget rigtigt"

Du skal spille på blandt andet Northside og Roskilde denne sommer. Hvordan bliver det at optræde på de største scener rundt om i Danmark?

”Jeg tror, det bliver sjovt. Nu har jeg jo ikke prøvet det før, men jeg glæder mig virkelig. Min festivaltour er siden 2020 blevet udskudt ligesom så meget andet. Derfor har mit band og jeg også haft god tid til at øve os, og jeg føler, at jeg har fået forbedret mit liveset.

De to år, hvor jeg bare har ventet, har givet mig en vigtig erfaring i forhold til at optræde. Noget, som jeg nok ikke helt var klar til for to år siden. For hvem siger ikke ja til at spille på Northside, Roskilde og Jelling Festival? Da lockdown ramte, kan jeg huske, at jeg følte en lettelse over, at jeg kunne få lov til at blive bedre og øve mig mere. Men nu glæder jeg mig, og det bliver rart at komme ud at optræde og mærke folk.”

Hvorfor følte du ikke, at du var klar dengang?

”Jeg var ikke rutineret nok. Jeg ville gerne, men jeg havde ikke været ude og spille nok til, at jeg bare kunne gå ud og optræde på en stor scene og slappe af samtidig. Ikke engang de små scener. Jeg vidste godt, at jeg kunne synge, men jeg var nervøs for, hvad jeg skulle sige mellem sangene, for det at entertaine og holde mig kørende i en time ved at være mig selv var jeg ikke sikker nok i. Og det tror jeg bare, man skal være, hvis man skal stå på en scene. For ellers bliver det hurtigt angstprovokerende.

Jeg kender også andre artister, der ligesom mig har en frygt for, hvad der skal siges mellem numrene. Og det fyldte rigtig meget for mig dengang, og jeg frygtede, at det ville påvirke min præstation.”

Hvad har du gjort for at gøre dig klar?

”Jeg har studeret kollegaer og rollemodeller for at se, hvad de gør, og har ladet mig inspirere af det. Jeg har set timelange YouTube-videoer med hele Lollapalooza-koncerter fra kunstnere som Zara Larsson, Doja Cat, Michael Jackson og andre af de helt store og holdt øje med, hvordan de performer i de situationer, som jeg frygtede.

Det har også givet mig en masse god erfaring at være ude på turnéer og spille og generelt interagere med publikummet. Jeg har vænnet mig mere til musikerlivet, hvilket også har givet mig en følelse af, at jeg har fortjent at være, hvor jeg er. Det følte jeg ikke før, hvor jeg lige var blevet færdig med gymnasiet og nærmest stadig følte mig som et barn.”

Hvornår vidste du, at du var god?

”Jeg har været bevidst om det fra en ret tidlig alder, og musik interesserede mig allerede som barn. Min mor har fortalt mig, at jeg begyndte at synge, før jeg snakkede som baby. Da jeg var lille, elskede jeg at se Melodi Grand Prix, og når showet var færdigt, fik jeg brændt alle sangene på en CD, og så lærte jeg dem alle udenad, så jeg kunne vise dem til alle de andre i skolen.

Folk omkring mig sagde, at jeg virkelig var dygtig, og at det lød godt. Især mine forældre har altid troet på mig og sagt, at jeg var god. Det har givet mig en grundlæggende tro på mig selv fra en tidlig alder. Jeg har været heldig, at jeg ikke har været omkring mennesker, der har villet trække mig ned. Hvis man har en kæmpe passion for noget, har man også tit en tro på, at man er vildt god til det, man laver.

Da jeg var omkring 15-16 år blev jeg spurgt, om jeg ikke ville være med i X-factor. Jeg svarede nej med det samme, for jeg følte ikke, at jeg var klar på det tidspunkt. Men der blev jeg bevidst om, at jeg kunne noget, når der var folk, som prøvede at få fat på mig, uden at jeg gjorde noget.”

Hvorfor sagde du nej til X-factor?

”Jeg følte ikke, at jeg havde et behov for at være med i en sangkonkurrence for at blive musiker. Jeg har altid haft en mentalitet om, at man skulle kæmpe hårdt, for det man ville, og jeg ville dygtiggøre mig endnu mere. Jeg ville ikke være en, der kun kunne synge godt, for hvad skulle der så ske, når det hele var færdigt? Jeg ville ind i branchen, fordi jeg havde lavet noget god musik selv.”

Hvordan fandt du din vej i musikken?

”Det var først i gymnasiet, at jeg for alvor begyndte forstå vejen til musikbranchen. Jeg kom ind på en mgk-linje (musisk grundkursus, red.) på mit gymnasium, som var en forberedende, musisk linje til musikkonservatoriet. For at komme ind på denne linje skulle man kunne en masse teoretiske ting, og det kunne jeg slet ikke. Men jeg endte med at lære meget af teorien ved at lytte, og eksempelvis lærte jeg at forstå noder uden at vide, hvad de betød. Hvis jeg bare vidste, hvad starttonen var, kunne jeg se og høre, hvilken vej jeg skulle gå. Og så klarede jeg optagelsesprøven.

Efter halvandet år droppede jeg ud af mgk-linjen. Det blev alt for teoretisk og teknisk. Linjen var en hjælp i forhold til at lære at skrive mine egne sange, men jeg savnede friheden i musikken. Pludselig følte jeg, at jazz var det eneste rigtige musik. Jo mere jazzede akkorderne blev, desto bedre var musikken, og sådan ønskede jeg ikke, at det var.

Jeg var omkring 18-19 år gammel, da jeg en dag i 2.g smed et covernummer af Dua Lipas sang ’Thinking 'Bout You’ på min Instagram. En måned senere blev jeg kontaktet af en fyr fra et af de store pladeselskaber. Men jeg endte med at sige nej. Jeg følte, at de havde et alt for klart billede af, hvad jeg skulle være som musiker. De havde alle mulige store planer med mig, og det gjorde mig lidt skeptisk, for jeg vidste ikke helt selv, hvad jeg egentlig ville.

Jeg vidste bare, at jeg selv ville skrive min musik. Jeg gik hjem og skrev en sang, som jeg sendte til dem med beskeden om, at det var sådan noget, som jeg gerne ville lave. Og så skrev jeg til dem, at hvis de ikke syntes, at det var fedt, skulle de finde en anden. Derfra hørte jeg ikke mere fra dem.”

Hvilken følelse stod du med, efter du havde sagt nej til et af de store pladeselskaber?

”Jeg stod helt sikkert med en lidt tom følelse i kroppen. På det tidspunkt gik jeg stadigvæk kun i gymnasiet, og det hadede jeg virkelig. Jeg følte ikke, at jeg hørte hjemme, og jeg kunne slet ikke se, hvad jeg skulle bruge en uddannelse til. Men mine forældre syntes, at jeg skulle færdiggøre det for at have noget at falde tilbage på.

I dag får jeg udgivet min musik hos et mindre pladeselskab ved navn Mermaid Records. Her laver jeg alt selv og har et hold, der siger god for at udgive alt det, jeg laver. Jeg nyder virkelig den frihed, hvor jeg kan lave musikken på den måde, som jeg vil.

Min sang ’Greedy’ blev til, fordi jeg blev bedt om at lave et hit. Den går ud til alle dem, som kræver noget af andre og bliver ved med at forlange mere uden at have en stopklods. Folk, der kan formå at gøre andre usikre, fordi de ønsker, at du skal være på en bestemt måde. Da jeg skrev den, forestillede jeg mig, at jeg skrev til radioerne, fordi jeg vidste, at der var en tvivl om, hvorvidt de ville tage imod mit album. Jeg forestillede mig, hvad jeg ville sige, hvis jeg stod foran en person, der fortalte mig, at min musik aldrig nogensinde kom i radioen.

Jeg forstår ikke, hvordan dét at være anderledes ikke kan være en positiv ting, for hvorfor vil man have den samme musik hele tiden? Man kan godt sige, at sangen lidt er en branchekritik.”

Har du nogensinde overvejet at smide håndklædet i ringen?

”Aldrig. Jeg tror end ikke, at jeg har tænkt på det. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det nok skulle ske. Jeg hader at sige det på den måde, men det var jeg ikke. Jeg har altid været meget stålsat på at finde en måde at skulle lykkes på med musikken.

Men jeg har selvfølgelig også været heldig. For det var da sindssygt heldigt, at der lige var en, der hørte min sang på Instagram. Jeg kender mange dygtige musikere, som ikke er nået dertil, hvor jeg nu er, fordi branchen ikke har samlet dem op.”

Mekdes Vinholt Pedersen

Født i 1998. Adopteret fra Etiopien og vokset op i Starup ved Haderslev. Bor i dag i Kolding med sin kæreste Lærke og vennen Mikkel. Har lært sig selv at producere musik, spille guitar, bas og klaver. Udgav i 2018 debutsinglen ’Right Direction’ og har sidenhen udgivet EP’en ’Fly’ i 2020 og albummet ’Greedy’ i 2021. Vandt i 2021 P3 Guld ’Talentprisen’. Skal over sommeren på sin første festivaltour, hvor hun blandt andet både optræder på Northside og Roskilde Festival.

Hvilken sang af dine egne har en særlig betydning for dig?

”Sangen ’Leave’ elsker jeg virkelig. Ikke på grund af handlingen i den, men fordi jeg synes, at den lyder sindssygt godt. Den opstod på en dejlig naturlig måde. Jeg var næsten færdig med mit album, da jeg en nat sad hjemme i min stue og så tv. Jeg fik sådan en trang til at spille klaver og bare mærke øjeblikket og føle alt muligt. Så jeg satte mig ned og skrev og producerede sangen færdig på to timer.

Det er så magisk at skrive og producere en sang, uden alle mulige skal mene noget, fordi den bare skriver sig selv. Da jeg først havde indspillet klaveret, formede sangen sig ret naturligt derfra. Det er den bedste følelse.”

Hvor meget fylder anmeldelser og offentlige meninger om dine værker for dig?

”De fylder ikke rigtig noget. Jeg har en regel med mig selv om, at jeg ikke læser anmeldelser, for jeg kan ikke lide dem, uanset om de er gode eller dårlige. Folk kan godt finde på at sende de gode anmeldelser til mig, men det behøves de ikke. Jeg skal ikke bruge dem til noget. Jeg kan ikke bruge de negative energier og kommentarer til noget, for der er ikke en håndbog til at være musiker.

Musik er en subjektiv ting, og jeg har det svært med, at en person skal sidde og vurdere, hvorvidt noget er godt eller dårligt og farve en masse mennesker, inden de hører albummet.

Måske hvis Thomas Treo en dag skrev en anmeldelse, ville jeg gerne læse den. Bare for at få lov til at grine lidt og se, hvordan han ville bruge mig. For han er så kendt for at sige alle mulige ting om bestemte mennesker.

Jeg ved ikke, hvor man skal nå hen, før han skriver om en, men måske det bliver denne sommer. For hvis han vil bruge tid på at svine mig til, må det betyde, at jeg har gjort noget rigtigt.”

Hvad er den største musiske oplevelse, du har haft?

”Der er to oplevelser, der står klart for mig. Da jeg spillede på Spot Festival sidste år, var det en vanvittig oplevelse. Jeg har aldrig haft så stort et publikum, og de kunne bare synge med på mine sange. Jeg er vant til at være en artist, der fortsat er på vej op, og at stå der foran et stort publikum, der bare kan synge med på ens sange, er vildt. Det ved jeg aldrig, om jeg vænner mig til. Da jeg kom 10 minutter før showet startede, stod der måske 30 mennesker i regnvejr. Men da jeg så kom på scenen, var det propfyldt med mennesker, hvilket var sindssygt.

En anden vild oplevelse var, da jeg i 2021 vandt ’Talentprisen’ ved P3 Guld. Der er så mange artister i Danmark, og at det så lige blev mig, der vandt den, var bare utroligt. Jeg kan stadig ikke helt forstå det. Bare det, at jeg var nomineret, var stort, og jeg havde egentlig ikke forberedt mig på at vinde.

Jeg havde ikke engang skrevet en takketale, og da de sagde mit navn, var det som om, jeg glemte alt. Jeg stod omkring Tobias Rahim, Andreas Odbjerg og Drew Sycamore, og det var som om, at det gik op for mig, at jeg jo stod der af en grund. Mest af alt var jeg dog bekymret for at skulle snakke foran så mange mennesker, når jeg ikke havde forberedt noget.”

Mange jyske musikere rykker til København, når karrieren tager fart. Hvorfor bor du stadig i Kolding?

”Jeg er blevet her i Kolding for at passe på mig selv og sørge for, at jeg kommer ordentligt i gang med at få skrevet min musik og finde ud af, hvor jeg står rent musikalsk. Hvis jeg for et par år siden var taget til København, tror jeg, at jeg var blevet distraheret og havde fået travlt med en masse andre ting end at lave musik.

Min drøm er jo at lave al min musik selv, så det er også min opgave at være disciplineret og holde mig selv i ørerne. Jeg var bange for at komme til København, og at det endte med, at der gik fest og farver i den, og jeg dermed mistede mit fokus på musikken. Jeg satte allerede mit hus til salg i 2019, men fortrød, fordi jeg arbejder virkelig godt her i Kolding. Og skulle jeg bo i en lejlighed i København, vidste jeg, at jeg ville få svært ved at kunne lave musik i alle døgnets timer på grund af naboer.

Min plan er dog stadig, at jeg skal til København. Jeg har sat mit hus til salg, og jeg har brug for en ny udfordring. Men jeg har lovet mig selv, at jeg skal lave et nyt album, før jeg flytter herfra. Her er en god ro og nogle gode mennesker omkring mig, og jeg er glad for byen.”

Hvad er det hårdeste ved at være ung musiker?

”Det er økonomien. Der er rigtig mange af de første ting, man er ude at lave, som man selv skal betale for. Jeg vil bestemt ikke klage, for nu står jeg godt nok til, at jeg betaler udgifterne med min musiske indkomst, men det var virkelig hårdt i starten. Jeg føler med alle de andre unge musikere derude, som tager rundt og spiller opvarmningsshows og selv skal betale transporten rundt og kæmper med at betale deres musikere den mindsteløn, de skal have. For det er svært ikke at have pengene til det, man virkelig gerne vil.

Presset og forventningen til, hvordan jeg skal agere på sociale medier, har også været ret hårdt. Der er en kæmpe forventning til, hvordan man som musiker klarer sig på de sociale medier og promoverer sig selv, og der har jeg haft svært ved at følge med andre musikere på min alder. Mange tager det virkelig seriøst, eller også er de virkelig gode til bare at gøre det og være i det. Men det kan jeg ikke.

Jeg ville ønske, at jeg var ligeglad og bare postede det, som jeg havde lyst til. Jeg er bange for at træde forkert, jeg er bange for, at folk misforstår mig, fordi folk ikke kender mig i virkeligheden. For den, jeg er på sociale medier, er på ingen måde den, jeg er i virkeligheden. Jeg har ikke lyst til at give folk forkerte fornemmelser af, hvem jeg er, ved at smide noget op på min profil bare for at gøre det.

Det er vigtigt for mig at være musiker, men det er ikke vigtigt for mig at vise det frem. Jeg ville ønske, at jeg kunne, men jeg ender altid med at trykke ’discard’, når jeg skal til at poste noget. Det bunder nok meget i den sammenligningskultur, der hersker blandt mange unge, hvor man hele tiden er i tvivl om, hvorvidt det er godt nok, det man gør.”

Hvordan laver du en sang?

”Jeg plejer altid at starte med akkorderne – oftest klaver. Når jeg så finder ud af, at jeg for eksempel har fire akkorder, der enten lyder som et vers eller et omkvæd, arbejder jeg intenst på det. Jeg sidder ikke og skriver akkorder til en hel sang, men i stedet sætter jeg de fire akkorder i et loop, og så sidder jeg bare og jammer en masse melodier.

Jeg skriver aldrig teksten først, og det tror jeg, aldrig kommer til at ske. For mig vil det altid være rytmerne og tonerne, der lyder bedst, og så er det en kæmpe bonus, hvis der så er en smuk tekst henover. Og så former melodien sig bare slag for slag derfra.

Nogle gange kan jeg gå i måneder og have en melodi, der kun består af volapyk-ord, fordi jeg ikke har noget at skrive om. Jeg har det for godt og har ikke nogen problemer at skrive ned. Det er også bare lidt plat hele tiden at skrive om, hvor godt jeg har det.”

Hvad er din bedste kur mod en skriveblokering?

”Enten tager jeg en pause, ellers lytter jeg til noget, der inspirerer mig. Når jeg får en skriveblokering, er det tit, fordi at jeg ikke synes, at det, jeg laver, lyder godt nok. Så lytter jeg eksempelvis til sangerinden Jorja Smith og hører efter, hvad hun gør og skriver. Hun kan synge om noget relativt simpelt, men gør det med en stil, så det lyder fedt. Og så prøver jeg det. Virker det ikke, er det nok bedst for mig at tage en pause og lægge det væk.”

Hvad er så din bedste overspringshandling?

”Jeg elsker at sidde og stene YouTube-videoer af livesessioner med folk, der optræder. Ellers ser jeg enten dokumentarfilm på Netflix om musikere eller true crime. Jeg elsker virkelig true crime, selvom det ikke ligefrem er særligt inspirerende.”

Hvad er den bedste beslutning, du har truffet?

”Alle de gange, jeg har sagt nej. Og det er fordi, at jeg har det så godt med, hvor jeg er endt i dag. Selvom jeg sagde nej til nogle store muligheder, stolede jeg nok på, at jeg en dag skulle ende, hvor jeg drømte om. Der er jeg endt nu på relativt kort tid, og det betyder utroligt meget for mig at kunne leve af musikken og samtidig have friheden til at gøre det, som jeg har lyst til”.

Hvad er næste skridt?

”Det er at have en virkelig fed sommer og komme ud og vise mit album frem. Det har jeg ikke fået gjort nok, men det ser jeg virkelig frem til.”

Hvad er din største drøm?

”Min drøm er at få lov til at lave musik, som jeg elsker at lave, resten af mit liv. Jeg gider ikke at ende med at lave noget, som jeg ikke kan se mig selv i. Jeg håber, at jeg bibeholder den lyd, jeg har, med stor base af support, så der ikke stilles spørgsmålstegn ved det. Jeg drømmer også om at rykke til England en dag og prøve at komme ind i den musikindustri.

Mange af mine idoler og min inspiration kommer derfra, og så synes jeg, at det kommercielle rammer mig mere end den danske. For det hele behøver ikke altid være så simpelt.”