Satireduoen bag ’Pøllehullet’: ”Vi går mere til grænsen, end vi er vant til at se hos DR”

PÅ EN ONSDAG FORMIDDAG i juni var et værtshus på Amager fyldt med folk og røg. Men det var ikke drikfældige gæster eller røg af den sædvanlige slags, der fyldte stedet, det var fotografer, lydfolk, lysfolk, runners, statister og en hyppigt pumpende røgmaskine, og i centrum for ståhejet rendt to herrer ved navn Christoffer Prisholm Højgaard og Kasper Stensgaard Sørensen rundt og trådte ind og ud af den ene karakter efter den anden. Der var Jan, der dansede lystigt og beruset med sin kæreste, Ying, til ud på nattens sene timer. Der var ham, hvis tilværelse var blevet så fortvivlende, at han var søgt mod terapiens mere obskure hjørner, og nu sad og proppede sig med en indbagt pizza som led i et forløb med Calzone-terapi. Og så var der den optimeringsfokuserede businessfamiliefar, der med AirPods i ørerne og en plante i en papkasse – sådan én, man bliver tildelt, når man i film bliver bedt om at rydde sit bord efter en fyreseddel – sad og hang med næbet, sukkende efter at blive benådet af sin familie.

De havde været i gang siden tidlig morgenstund, og resten af dagen, ligesom dagen forinden, stod på optagelser til deres fælles satireserie, ’Pøllehullet’, opkaldt efter værtshuset, hvor meget af serien finder sted, til DR. Den 8. oktober fik den så premiere. Det første ud af seks afsnit af 14-15 minutters varighed indledes af Prisholm, der iført en bolsjefarvet skjorte, sorte bukser, hvide strømper og laksko vralter på tværs af kameraet, foran en green screen, og laver pruttelyde i sin armhule, mens der forlyder uskyldigt loungemusik i baggrunden. Fra højre træder Stensgaard ind, han smiler lidt undskyldende, samler sine hænder foran sig og siger: ”Nu bliver det skørt. Vi skal en tur til Pøllehullet for at se, hvad drengene dernede har fundet på til os. Rigtig god fornøjelse!”

Man kunne således, seriens titel og den beskrevne intro taget i betragtning, få sig den tanke, at vi her har at gøre med en public service-produktion i den komfortable, behageligt joviale ende. Men således ville man tage fejl.

”Der var nogen, der sagde til os, da de læste manus: ’Fuck, det er ubehageligt at læse, det her.’ Det er angst, ensomhed, depression. Og knivstik. Vi fik faktisk at vide, at der var for mange knivstik med,” fortæller Stensgaard om de tematikker, som seriens over tredive karakterer bærer præg af.

”Det er ikke vigtigt for os, at det slutter på et grin,” tilføjer han: ”Vi er lige så glade, hvis det slutter med, at folk har sygt ondt i maven.”

Knivstikkene blev taget ud. Det var alligevel for voldsomt, mente de på DR, og så måtte Prisholm og Stensgaard gå lidt på kompromis. En ”tovtrækning”, kalder de det selv. Jeg anfører, at der i de senere år er blevet lavere til loftet inde hos DR, end man før har set, kanterne er blevet lidt blødere. Prisholm medgiver, at det vel sagtens også er tilfældet, men at der i ’Pøllehullet’ ikke er sparet på de grove løjer.

”Jeg føler faktisk, at vi går mere til grænsen her, end vi er vant til at se inde hos DR,” siger han.

Siger navnene Christoffer Prisholm og Kasper Stensgaard dig ikke alverden, så er det ikke så underligt endda. Den seneste årrække har de været en del af DR P3’s satirehold, hvor de har produceret en solid mængde korte videoer, målrettet de sociale medier. Blandt de mest virale kan nævnes ’Løvens Bule’ og ’Livet som…‘. Men selv om visningerne var mange, sommetider rigtigt mange, blev der ikke gjort noget stort nummer ud af personerne bag: De passede deres tjans, og lod det være ved det. Det er derfor heller ikke meget, for ikke at sige noget som helst, der dukker op, når man googler Prisholm og Stensgaard. Jeg kan hertil bidrage ved at oplyse, at Prisholm er opvokset i Odense og har læst kreativ kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mens Stensgaard er fra Givskud og har en baggrund på DR’s Talenthold.

Som børn var de væsensforskellige i deres tilgang til sjov og spas: Prisholm var afdæmpet, men slog sig løs i legekammeraters lag (”Mine venner sagde, at jeg var meget anderledes, når vi var i kælderen og legede, end når vi var oppe ved forældrene, hvor jeg meget ordentlig, nærmest overhøflig. I kælderen var jeg en helt anden,” fortæller han). Steensgaard, derimod, var ikke bleg for at stikke trynen frem (”Som niårig optrådte jeg til min kusines bryllup som Steward Stardust. Og i 6.-7.-klasse optrådte jeg til Givskud Lokalrevy med en, når jeg kigger tilbage, dybt problematisk og frygteligt typisk parodi på en polak, jeg selv havde skrevet,” fortæller han).

Nu er de, efter et par intense modningsår, klar til som duo at træde et skridt længere frem i rampelyset med deres helt eget sketchshow i hånden. Og så på DR, et hus med stolte satiretraditioner, hvor man i flæng kan nævne ’Gramsespektrum’, ’Casper & Mandrilaftalen’, ’Banjos Likørstue’ og ’Drengene fra Angora’. Så hvordan forholder man sig, som to unge gutter i branchen, to showdebutaner, egentlig til at stå på skuldrene af sådan en flok?

”Jeg har prøvet ikke at tænke så meget på det,” griner Prisholm.

”Vi har forholdt os til det på den måde, at…, “ begynder Steensgaard og tygger lidt på den. ”Jeg er jo i hvert fald stor fan af ’Mandrilaftalen’. Og mange af de andre programmer også. Men vi har også gerne villet gøre noget helt andet. Der har for eksempel været en tendens til, at dansk satire helst skulle være skrællet produceret. Vi har fra starten af sagt, at det vil vi ikke. Vores mantra har været, at lige meget hvor fjollede vores karakterer er, skal kameraet altid tage dem dybt seriøst. Det skal ligne DR Drama.”

”Det føles meget som 2020-satire,” følger Prisholm op: ”Det er ikke ’Mandrillen’ eller ’Angora’, hvor der hænger et lærred, og én kommer ind med en omvendt paryk på og siger: ”Sååå, i går var jeg inde ved naboen…” Det er også sjovt, men det var en anden tid. Vores er meget på manus. Hvert billede bliver nurset. Og vi har forsøgt os med en meget filmisk score i stedet for noget quirky ’nu kommer der noget sjovt’-musik.”

Som komiker og satiriker er det en sprængfarlig tid. Man kan hurtigt rode sig ud i noget, om man så har gode eller dårlige intentioner. Hvor meget, hvis noget, har det fyldt i jeres manusskrinving?

Prisholm: ”Det har helt klart fyldt noget. Der er for eksempel nogle emner, vi ikke synes, er vores kamp at tage. Det bliver lynhurtigt til et statement i dag. Man skal passe på, også selv om man har gode intentioner og selv synes, man har den rigtige holdning, og man sparker til dem, man synes, er åndssvage.”

Stensgaard: ”Men der skal nok være nogen, der kan hive en mening ud af et eller andet, hvis de vil.”

Prisholm: ”Kasper sidder på et tidspunkt i en kørestol.”

Stensgaard: ”Præcis.”

Prisholm: ”Det kan der vel være nogen, der bliver sure over.”

Stensgaard: ”Vores producent sagde faktisk, at vi nok skulle høre noget for det. Vi har også en lidt længere sketch, som handler om en mand, der køber en sexdukke, som han skaber et liv sammen med. Det har da strejfet mig, at der måske er nogen, der vil tænke, at det er vores kommentar til, hvordan en kvinde er og bør være. Men hvor vi før (da Prisholm og Steensgaard lavede korte videoer til DR på sociale medier, red.) gik ud med en klar holdning, er det ikke tilfældet her. Så på den måde er jeg ikke så nervøs for det.”

Prisholm: ”Helt naturligt har vi heller ikke haft så mange af de emner oppe. Det er nemmest at skrive om de ting, man selv er. Så det ender jo tit med nogle … kæmpe tabere. Ensomme og ynkelige.”

Stensgaard: ”Sketchen med sexdukken handler jo bare om en mand, der er ensom. Det handler det meste langt hen ad vejen om. Så skal der være nogle andre, der tager andre emner. Og jeg håber virkelig, at der kommer flere LGBT-komikere og sorte og brune komikere. Men vi kan ikke tage de emner op. Det er længere oppe i DR, man skal tage nogle beslutninger, der gør noget for at udvikle diversiteten.”

De største kritikere af den tid, vi lever i, påstår jo gerne, at man ikke må sige noget længere. Føler I som komikere og satirikere, at I ikke må sige noget? Føler I jer begrænset af tiden?

Stensgaard: ”Nej, altså, jeg synes, det er en kæmpe floskel.”

Prisholm: ”Lidt groft sagt så er man ikke kreativ nok, hvis man påstår det.”

Stensgaard: ”Det er en måde at afværge, at samfundet udvikler sig, på.”

Prisholm: ”Det er meget mandlige, hvide standuppere på 45, der siger det.”

Stensgaard: ”Det der med at stille sig op og på et bord og råbe: ’Vi må ikke noget mere! Krænkelseskultur!’ Jeg synes, det er barnligt og uopfindsomt langt hen ad vejen.”

Nu er ’Pøllehullet’ og showets mange depressive, halvtossede, paranoide, rodløse, ja, taberagtige karakterer så sluppet fri. På DR’s satirekanal på YouTube er nogle bidder fra showet også lagt ud, blandt andet begyndelsen på sketchen med den slipseklædte Sofus og hans sexdukke Tanja, og det er til pæne reaktioner. En bruger kommenterer således: ”Har DR brugt licenspenge på en sexdukke? Respekt.” Altså umiddelbart ingen høtyve fundet frem hos de licensbetalende YouTube-brugere. Og så er der jo også hændt det, at serien ved et tilfælde er dumpet ned i en tid med ensomhed og isolation som et pludseligt grundvilkår for de fleste. Pandemien vil ikke give slip, og de mørke måneder er på vej. Så: Kan ’Pøllehullet’ pludselig blive et spejl af tiden?

”Vi havde ikke nogen ambition om at lave et sketchshow, der taler ind i tiden lige nu,” siger Stensgaard. ”Men nu, på bagkant, kan vi jo se, at det både er mørkt filmet og gradet, og temaerne er mørke. Det hele er ret mørkt. Så det bliver sjovt at se, om nogen læser ind i noget af det, for det ville man jo sagtens kunne gøre, i denne tid hvor der er mange, som døjer med en helt masse psykologiske sygdomme.”

Prisholm ser lidt overvejende ud. Og tilføjer så:

”Ja, det bliver interessant at se, om nogen tænker, at det er med vilje … For det er det faktisk ikke,” siger han og griner.