Sebastian Bull blev castet af Thomas Vinterberg som 12-årig, var i Cannes med Thomas Bo Larsen som 16-årig, og nu kigger alle i retning af den bløde mand med det hårde ydre

”JEG SPILLER HOVEDROLLEN i serien ’Frit Land’, hvor min karakter Nicki Nørrebro bliver viklet ind i det kriminelle miljø på den københavnske Vestegn. Det er min første store hovedrolle, så jeg kan godt mærke, at jeg er ekstra nervøs op til premieren. Jeg har virkelig tænkt meget over frygten for at falde igennem, for Nicki Nørrebro er en meget kompleks karakter. I ’2 Døgn’, der tidsmæssigt foregår efter ’Frit Land’, er Nicki Nørrebro blevet en simpel voldspsykopat, men hvordan fanden var han egentlig, før han blev til det? Jeg håber, at folk får en bedre forståelse for min karakter, når de ser ’Frit Land’.

Rent socialt tager man også et ekstra ansvar som hovedrolleindehaver. Jeg gider ikke at være ham, der møder op på settet og ser sur ud. Men under optagelserne var jeg på konstant og havde sindssygt mange scener hver dag, så jeg sov ikke ret meget i ugen op til første optagedag. Til gengæld sov jeg i en uge, da vi var færdige med at optage.

Selvom det ikke er mig, der har skrevet eller instrueret serien, føler jeg mig virkelig investeret i produktet. Det handler nok om, at jeg har lavet ’Frit Land’ med nogle af mine bedste venner og derfor har været mindre afkoblet fra hele redigeringsprocessen, end skuespillere normalt er. Gustav Giese, som min karakter spiller overfor i ’Frit Land’, er min gode ven privat. At få lov til at arbejde sådan med sine venner er en virkelig privilegeret mulighed, jeg er meget glad for.

JEG ER RØGET ind på et spor, hvor jeg oftest spiller afstumpede, voldelige karakterer fra socialt belastede områder. Det er paradoksalt, fordi jeg kommer fra et pænt kvarter i Hellerup, og det lå aldrig i kortene, at jeg skulle blive skuespiller eller arbejde med noget kreativt.

Jeg har altid følt mig lidt fremmedgjort i Hellerup. I folkeskolen talte alle mine venner om gymnasiet, uddannelse og job. I gymnasiet ville alle mine klassekammerater læse på CBS. Men jeg har altid haft en ro omkring, at jeg ikke skulle have en eller anden akademisk uddannelse, for det sagde mig ikke en skid. Da jeg landede en rolle i filmen ’9. April’, droppede jeg ud af gymnasiet. Det var tre måneder, før jeg ville være blevet student.

Jeg sagde til mine forældre: ’I må ikke blive sure på mig, for jeg har en plan. Hvis I finder ud af, at jeg ikke følger den her plan, så må I blive sure på mig.’ Heldigvis var mine forældre meget støttende. Min far (Bo Rygaard, erhvervsmand, red.) har opnået en masse flotte ting i sin karriere, og jeg har skullet passe på, at jeg ikke sammenlignede mig for meget med ham.

I en ret tidlig alder sagde jeg til ham, at det, han laver, det gider jeg sgu ikke. Jeg har altid været meget stolt af alt det, min far har stået for, men jeg har tidligt indset, at jeg aldrig kommer til at blive lige så succesfuld som ham inden for det, han gør. Jeg har skullet finde min egen passion, og drivkraften og viljestyrken har jeg nok fra min far, selvom vi lever i to vidt forskellige verdener.

Jeg har aldrig følt mig presset af mine forældre. De er bare glade for, at jeg har fundet min vej. Da jeg fik hovedrollen i ’Frit Land’, var jeg sammen med min mor, og hun hoppede og dansede rundt i min lejlighed. Jeg svingede hende en tur rundt i luften og ringede til min far. Han var stolt.

I FOLKESKOLEN BLEV JEG UDREDT for ADHD. Jeg var så bevidst om mine omgivelser, at det sled på mig. Det er meget typisk for folk med den diagnose – vi har antennerne langt ude. I skolen kunne jeg altid vurdere, hvem fra min klasse der havde haft en dårlig dag.

ADHD er både en superkraft, men også noget, man skal lære at arbejde med. Lige meget, hvor man er i sit liv, skal man forholde sig til sin ADHD og arbejde med den. Jeg var ikke ret god i skolen, og i gymnasiet pjækkede jeg i min mors frisørsalon, hver gang vi havde matematikprøve.

I dag har jeg fundet ud af, hvordan jeg kan bruge ADHD’en til min fordel, men der er stadig tidspunkter, hvor den viser sit ansigt og udfordrer mig. Jeg overtænker. Efter en optagedag kan jeg ligge og vende og dreje alle scenarier i hovedet, for jeg er en pleaser, der gerne vil have, at alle har det godt. Fik jeg sagt noget forkert? Fyldte jeg for meget? Har jeg givet plads til mine medspillere? Selve skuespillet er jeg selvsikker omkring, men de sociale dynamikker kan fylde enormt meget i mit hoved.

JEG ER SKOLET PÅ en gadedrengsagtig måde. Den mest dyrebare erfaring, jeg har, er fra de forskellige set, jeg har været på. Da jeg var 16 år, spillede jeg Thomas Bo Larsens søn i ’Jagten’, og selvfølgelig lærer man meget af at spille overfor ham og Mads Mikkelsen.

Jeg ser virkelig meget op til Thomas Bo Larsen, og jeg hører tit folk sammenligne mig med ham. Jeg forsøger ikke at imitere ham, men at arbejde med ham er noget af det bedste, der er sket for mig. Vi har vores ordblindhed til fælles, og jeg skal også bruge længere tid end andre på at lære mine replikker. At se, hvordan Thomas går ind og har en lidt løsere tilgang til manuskriptet og bare spiller så godt, der må jeg lægge mig fladt ned.

’Jagten’ skulle vises på Cannes Filmfestival, og jeg var kun 16 år og pissenervøs. Min mor tog med, og jeg havde fået skræddersyet en tuxedo, der passede til min splejsede krop. Vi mødtes med hele holdet dernede, inden vi skulle køres til den røde løber. Thomas Bo Larsen stod med sin e-cigaret og tog det hele med ophøjet ro. ’Du kører med mig,’ råbte han og pegede i min retning. Mens min mor kiggede væk, drak jeg et par glas champagne for at dulme nerverne.

Vi sad i limousinen, bare mig og ham, og han glædede sig som et lille barn, kunne jeg mærke. Inden vi rullede op til den røde løber, satte han Thin Lizzys ’The Boys Are Back In Town’ på. Da en mand i hvid smoking åbnede bildøren, stod der 150 fotografer på hver side og råbte og skreg på os. De var mest interesseret i at vide, hvad det var, Thomas Bo Larsen stod og røg på.

Da jeg kom tilbage i skole, var det svært at sætte ord på det hele overfor mine klassekammerater. Min karriere startede på en måde med det fineste og allermest glamourøse.

MIN ROLLE I ’JAGTEN’ var oprindeligt tiltænkt til at være mere bærende, end den endte med at blive. I den oprindelige udgave, er det min karakter, der skyder Mads Mikkelsens karakter til sidst i filmen. Vi filmede, at jeg brækkede mig, løb væk og alt muligt.

I klipperummet fortalte Vinterberg mig, at de var gået med den anden slutning, hvor det kunne være hvem som helst, der havde skudt hovedpersonen. Af samme årsag fyldte min karakter gennemgående mindre i fortællingen.

Det var det bedste for filmen, det kan jeg sagtens se i dag. Men selvfølgelig havde jeg en drøm om at se mig selv skyde Mads Mikkelsen i biografen.

I MIT VOKSNE LIV har jeg stort set kun spillet the bad guy, selvom det ligger langt fra det menneske, jeg er. Vi skuespillere drømmer altid om at kunne spille en rolle, hvor vi også udforsker nye sider af vores skuespil. Nu ved jeg godt, hvordan det er at spille en hård fyr. Jeg vil rigtig gerne prøve at spille en mere sårbar karakter. Jeg vil gerne ind på en retning, hvor jeg spiller mindre voldspsykopat og mere førsteelsker.

Mit agentur og jeg arbejder målrettet på, at jeg skal udvide mit repertoire. Jeg modarbejder så lidt strategien ved at få så mange tatoveringer. De fleste andre skuespillere tænker ’fuck, hvad laver du?’. Men hvad fanden, det gør mig glad at blive tatoveret, og hvis jeg mister roller på grund af mine tatoveringer, så var det nok ikke det rigtige alligevel.

Jeg gad rigtig godt at spille hovedrollen i en kærlighedsfilm. En dansk ’The Notebook’. Så kunne jeg stå ude i vandet med min tussede krop og være helt sårbar.”