Jens filmede sit eget overfald i 'Skagen smackdown': ”Det var så absurd, at det blev komisk”
En våd morgen i Skagen blev Jens Laursen og hans ven Jesper pandet ned af en hidsig og piftende nordjyde med striber i håret. Jens fik det hele på film. Og pludselig gik de viralt, før det at gå viralt overhovedet var blevet en ting. Nu fortæller Jens, hvad der skete før og efter videoens 56 sekunder.
I en tid før videokamera i mobiltelefonen og tv-programmer som 'Natholdet' og 'Dybvaaaaad!' oplevede en række danskere at gå viralt på YouTube. Jens Laursen var en af dem. Han filmede sit eget overfald med et digitalkamera en tidlig morgen i maj 2007 i Skagen.
En video, der fyndigt blev døbt ’Skagen smackdown’ og kun varede i 56 sekunder, men som gjorde Jens og Jesper, det andet voldsoffer, til et internetfænomen for en hel generation. Det var videoen, man smækkede på i skolens frikvarter eller under en førfest med gutterne for at få et godt grin. Herefter gjaldt det ellers om at tippe hinanden om andre videovidundere på YouTube: 'Kender du den her?'
Annonse
Og så kom perlerækken med ’Alti' Alti'-manden’, ’Snehaderen’ og ’Ham der ude på den bååd der’. Det var rent guld og langt sjovere end at se på en komiker, der klædte sig ud og spillede tosset, af den simple årsag, at det her var virkelighed. De her mennesker fandtes rent faktisk; overfaldet i ’Skagen smackdown’ var hverken instrueret eller opsat.
De fik sgu et par på låget, Jens og Jesper, af en hidsig nordjyde med lyse striber, der uden at tøve gav sin pizzabakke videre til sidemakkeren, piftede en enkelt gang og kålhøgent meddelte: "Film du bare lidt ekstra" og pandede dem ned.
Men hvorfor skulle de have tæsk? Hvad skete der i minutterne, efter Jens slukkede for kameraet? Fik overfaldsmanden egentlig en dom? Og hvad har det betydet for deres liv, at de pludselig gik viralt?
Her får du hele historien bag 'Skagen smackdown', fortalt af Jens selv, der i dag er blevet 38 år og har anlagt sig skæg, men stadig oplever at blive genkendt.
DET ER EN SMUK SØNDAG SOMMERMORGEN i maj 2007, hvor fuglene er begyndt at kvidre, da Jens og Jesper dingler halvvisne rundt i de næsten mennesketomme gader i Skagen. De to københavnere er kun i Skagen denne weekend for at åbne en Jensens Bøfhus, som udelukkende holder åbent i byen om sommeren. De er hentet ind som personale, fordi de begge i forvejen er en del af kædens restaurant på Kultorvet i København.
”Det var tredje eller fjerde år, at jeg var taget derop. Normalt var jeg der i flere måneder ad gangen, men dette var mit korteste og i øvrigt sidste ophold," fortæller Jens.
Annonse
Man kan kalde Jensens Bøfhus-opholdene i Skagen for en slags dansk pendant til det bulgarske Sunny Beach, hvor festglade unge rejser ned for at arbejde som bartendere på Den Glade Viking og drikke sig i hegnet, når de får fyraften. Sådan var det også, når Jens, Jesper og resten af Jensens Bøfhus-slænget var i landets nordligste by.
"Det var altid sjovt at bruge sin sommerferie på at tjene nogle penge og være i Skagen, hvor alle var unge og klar på at feste," fortæller Jens, der på det her tidspunkt er 25 år og i gang med en uddannelse i København. Han er med til at lave maden ude i køkkenet på Jensens Bøfhus.
Proceduren er, at man arbejder og knokler til relativt sent, og når man så får fri, sætter det unge personale sig enten ind i restauranten eller i et baghus, hvor de ansatte bor, og laver ølspil og drikker ølbong.
"Så vi får en god buzz på, inden vi skal i byen," siger Jens. "Jeg blev kendt som Møffe, fordi jeg udviklede en ølbong, der hed Møffe, og gjorde den helt vild. Vi gik konstant rundt med en ølbong de her somre deroppe, når man var på stranden eller andre steder i byen."
Denne aften starter ikke usædvanligt. Jens og Jesper drikker godt igennem som altid. Der er blandt andet en halv flaske Jägermeister tilbage, som Jens mener, de skal have bundet, inden de forlader Jensens Bøfhus og tager videre på Buddy Holly, der er 'stedet' i Skagen.
Jens foreslår at spille om, hvem der skal have den kedelige ære at mæske sig i den tykke, tyske bitter. Jesper er den eneste, der bider på. De ti andre i slænget afviger.
"Jesper endte heldigvis med at tabe, så jeg var lettet, og han måtte gå ud på gaden og tage den i en ølbong, mens vi stod og heppede på ham. Det forklarer også, hvorfor han er pænt stiv i videoklippet lidt senere.”
Annonse
På Buddy Holly begynder Jesper at vifte med nogle billetter. De kan indløse en gratis øl på baren Storm P et andet sted i byen, og da han har to af dem, skal Jens da have den anden, mener Jesper.
"Det siger man ikke nej til, så vi går rundt om det hjørne, hvor vi en time senere bliver slået ned, og får os en øl på Storm P og har det godt."
En taknemmelig Jesper på Storm P.
”Jeg har i forbindelse med dette interview lige fundet det her foto fra selve aftenen af Jesper på Storm P, som jeg aldrig har set før. Du kan se, at han er meget imponeret, og når vi har drukket den øl, så er det, at vi går ud på gaden og får tæsk. Det er måske ti minutter før, at det sker.”
Da de nu pænt stive drenge bevæger sig ud fra Storm P, får Jens den idé, at han skal filme dem og finder sit Canon Digital IXUS 950 IS med otte megapixel frem fra lommen. Det er ikke, fordi han får et eller andet klarsyn og ved, at der om få sekunder kommer til at ske noget, der ændrer deres liv for altid. Men Jens kan bare godt lide at filme sine venner, når han er i byen. Det er ligesom hans ting.
"I løbet af aftenen har jeg taget lidt billeder og video, og derfor tænker jeg også, at jeg hellere må tænde for kameraet og filme lidt, når vi går ud på gaden. Det har jeg altid gjort, og især, når jeg er fuld. Så er det sjovt at have en lille scene på halvandet minut. Det var dog før, der var kamera i mobiltelefonen, så det var ikke så normalt dengang at hive et kamera frem og filme noget.”
Og så er det, at han trykker 'record', og den video, som vi alle kender, indledes.
Det har været mørkt udenfor, da Jens og Jesper trådte ind på Storm P, og nu er det pludseligt helt lyst, hvilket forklarer drengenes fuldemandsdialog.
"Vi bliver totalt overraskede og snakker derfor om at gå mod lyset."
Jesper siger, at han vil gå mod lyset og Grenen. Jens følger op med et 'gå ikke mod lyset'. Og hvorfor egentlig det? Ved han noget?
Faktisk viser det sig nu, at det er en reference til en scene fra satireprogrammet 'Casper & Mandrilaftalen'.
”Det er et citat af Verner Lohals, der spilles af Frank Hvam, der holder gang i to bamser, og den ene er 77 år og skal have hjertemassage, hvor karakteren siger: ’Gå ikke mod lyset, gå ikke mod lyset’."
"Jeg var stor Mandrilen-fan, så den lå bare i baghovedet på mig, da Jesper begyndte at snakke om at gå mod lyset. Jeg tilføjede så selv det med ’helvede’, det var min egen."
Og her kan man faktisk tale om et klarsyn fra Jens. Helvede ventede dem lige om hjørnet.
Her går de nemlig forbi et slæng på tre personer.
"Vi har aldrig set dem før," siger han.
Én af dem er en pumpet gut, der har diamanter i øret og lyse striber i håret og er iført et par bootcut-jeans, skjorte og en stor blazer. Et ægte 00'er-sæt i provinsen. De to andre i slænget er angiveligt kæresten til den pumpede nordjyde og en ven. Netop, som de skal til at åbne nogle pizzabakker, de står med, får de øje på Jesper, og så eskalerer det på få sekunder.
Men hvorfor skal Jesper og Jens egentlig slås ned nu? Prøv engang at læg godt mærke til Jespers kropbevægelser på videoklippet. Det ene ben løftes op, som når man skal slippe en vind.
"Det ligner jo mistænkeligt meget, at Jesper slår en prut i retning mod vores kommende overfaldsmand," siger Jens og tilføjer:
"Jesper siger dog selv i dag, at han ikke kan huske, om han slog en skid. Han er nok ikke så stolt af det."
At Jesper prutter mod slænget på hjørnet, forklarer jo også, hvorfor overfaldsmanden pludselig siger: "Fede svin, mand."
Og da Jesper, der tydeligvis ikke aner, hvem han har med at gøre, nonchalant svarer tilbage, "Ja, du er selv et fedt svin", tager fanden ved den pumpede nordjyde. Han afleverer sin pizzabakke til kæresten, siger med tyk dialekt, "Undskyld, hva sa'e då?", går resolut mod Jesper og når lige at kigge ind i Jens' kamera, "Film du bare lidt ekstra", inden han bokser Jesper ned i jorden med et knytnæveslag.
"Man kan klart se, hvordan Jesper slet ikke forventer et slag komme," siger Jens, "og alligevel triller han to-tre gange rundt. Det er et ret vildt rullefald, han får lavet."
Jens føler, at han må gøre et eller andet ved situationen, så han hæver stemmen en smule: "Hallo! Hallo!" Her bliver Jens for første gang selv ramt af overfaldsmanden.
"Han slår mig på læben, så jeg får en hævet læbe og lige får sagt ’av’, og kameraet ryster, men det var ikke, fordi det var så voldsomt."
Herefter går han mod Jesper igen.
"Men jeg tænker overhovedet ikke på at slukke kameraet, fordi nu havde det endelig fanget noget spændende," siger han og fortsætter:
”Det ligger slet ikke til Jesper og jeg at være sådan nogle slagsbrødre, vi plejer altid at kunne løbe væk eller at snakke os ud af situationen, men Mr X var ikke smalltalker-typen og kom op i det røde felt og reagerede prompte."
Jens forsøger dog en gang til at berolige overfaldsmanden. Denne gang med et: 'Du slapper lige af, du'. Så får overfaldsmanden virkelig øje på Jens. Nu er det hans tur. "Skal du også have én?" spørger han.
"Og det skulle jeg åbenbart," siger Jens. "Jeg står og kigger ind i kameraet og prøver med en arm at afværge ham, men jeg kan jo ikke se, hvor han slår hen. Han rammer mig hårdere, end jeg havde regnet med, og jeg ryger ned med kameraet i hånden.”
I kommentarfeltet til videoen på YouTube er der især mange, som er begejstrede over netop denne scene, hvor Jens ligger nede på jorden og fremstammer nogle bizarre lyde.
"De beskriver dem som en mini-orgasme," siger han og griner.
Inden Jens slukker for sit kamera, når han lige at fremstamme 'Satans også' og 'Idiot', og så er videoen slut for vores vedkommende.
Kun de involverede ved, hvad der sker efter de 56 sekunder.
Her er, hvad Jens fortæller:
Jesper vælger at stikke af, mens overfaldsmanden blot vælger at gå tilbage til sit slæng og sin pizza, da Jens stadig ligger nede på jorden.
Han får så rejst sig op og kan slet ikke forstå, hvad der lige er sket, fordi situationen var accelereret så hurtigt.
Pludselig er der nogle folk, der råber til Jens: "Løb! Løb! Han kender alle i Skagen."
"Men jeg gad ikke at løbe," siger Jens, "for jeg havde ikke gjort noget forkert i min optik. Og jeg ville slet ikke have, at overfaldsmanden også skulle have den, at jeg var bange for ham og løb væk."
Så i stedet for at løbe sin vej går Jens i langsomt tempo væk fra stedet. Han møder Jesper nogle minutter senere nede ad gaden, og de prøver sammen at finde ud af, hvorfor de skulle have tæsk. Og så gør Jens noget, der kan virke underligt.
"Jeg går tilbage mod overfaldsmanden," fortæller han. "Jeg vil have en forklaring."
Det bliver, som man nok kan regne ud, ikke noget glædeligt gensyn.
"Han bliver omgående sur igen og nikker denne gang ud efter mig."
Jens får lige trukket hovedet tilbage og bliver akkurat ramt på næsetippen, så der står blod ud af begge næsebor.
"Så står jeg der med blod ud af næsen, en hævet læbe og et blåt øje, og jeg forstår stadig ikke, hvorfor han er så sur.”
Overfaldsmanden er virkelig rasende nu, og der er en anden person, som prøver at holde ham tilbage og få ham til at slappe lidt af.
Den forslåede Jens giver ikke op. Han går igen tilbage mod hans overfaldsmand.
"Jeg siger til ham: "Det her synes jeg slet ikke er i orden’ og bevæger mig stille og roligt væk derfra, og han bliver holdt tilbage. Det kan jeg da godt se i dag virker provokerende.”
Jens og Jesper kommer hjem i det hus, hvor personalet overnatter og får snakket det hele igennem. Jens ser ret smadret ud, så der er en af de andre, som vil tage et foto af ham, men der er ikke mere batteri tilbage på kameraet.
"Så det var egentlig utrolig heldigt, at jeg akkurat nåede at få optaget filmen," siger han.
De lægger sig til at sove og vågner dagen efter og skal hjem. Jens har i løbet af nattet fået ladet batteriet op på kameraet og sætter sig med det samme og kigger optagelsen igennem i køkkenet for første gang.
”Alle de andre i lokalet syntes, at videoen var grineren og absurd, og det er den jo også. Skuespilmæssigt kunne den næsten heller ikke været sammenkoblet bedre. Selv om der i dag er kommet mange flere videoer på nettet end dengang på grund af mobiltelefonernes kameraer, så er det sjældent, at man ser en filme sit eget overfald i first-person, det er ret specielt.”
Der er også nogle kvindelige kollegaer, der udbryder: "Ham skal du melde til politiet."
"Tanken om at melde ham var slet ikke dukket op i mit hoved, jeg syntes bare, at det var sjovt at have sådan en video. Men i ugerne efter, hvor jeg også viste videoen til en masse andre, sagde de alle sammen, at det var det bedste bevismateriale, man kunne have."
Jens ændrer pludselig mening og melder overfaldsmanden til politiet.
"Jeg tænkte på, at han kunne fortsætte med at slå andre ned, og som måske kom mere alvorligt til skade end os, og kom frem til, at vi hellere måtte melde ham og få ham til at stoppe med at overfalde folk.”
YouTube var på det her tidspunkt forholdsvist nyt, og Jens tænker slet ikke på, at videoen har viralt – et ord man heller ikke rigtigt kender til endnu – potentiale. Han lægger dog videoen op på sin kanal, men kalder den ikke for 'Skagen smackdown'. Og den går heller ikke viralt.
Alligevel bliver han ringet op, da vidoen har været online en uges tid, af en kammerat fra Skagen.
"Han siger til mig, at overfaldsmanden har set videoen og er helt oppe i det røde felt. På det tidspunkt havde vi allerede fået en dato for, hvornår vi skulle i retten, så jeg tænker: ’Okay, vi fjerner den lige igen’. Jeg havde ikke tænkt, at videoen skulle op igen."
Der går nogle måneder, og de involverede skal i retten i Hjørring i Nordjylland. Havde de vidst det på forhånd, havde de nok droppet retssagen. Her bliver videoen vist to gange. En besynderlig oplevelse for Jens.
”Jeg stod heldigvis bagerst, for jeg fik et smil på læben og smågrinte lidt for mig selv. Men det var jo også upassende, for det var alvorligt og havde nogle store konsekvenser for overfaldsmanden."
Videoen skal vises i retten, fordi overfaldsmanden og hans forsvarer hævder, at Jens har klippet i sin video. Men det har han ikke. Overfaldet skete på den måde, som videoen viste. Det var alligevel en lidt ubehagelig oplevelse for Jens at sidde i retten, og han havde slet ikke tænkt på at tage en advokat med.
"Jeg havde forestillet mig, at jeg bare skulle sætte mig i nogle minutter, hvor filmen blev vist, og så kunne jeg gå igen, og han ville få sin straf. Det virkede jo så indlysende, hvad der var sket.”
”Men da jeg satte mig i stolen, blev jeg overfaldet med alle mulige anklager og spørgsmål, hvor jeg skulle redegøre for min færden til hans forsvarer. Jeg følte nærmest, at det var mig, som sad i den varme stol. Det gik jo fint nok, for jeg havde ikke noget at skjule eller gjort noget forkert.”
Overfaldsmanden blev dømt: Otte ugers samfundstjeneste.
HALVANDET ÅR EFTER RETSSAGEN støder Jens tilfældigt ind i Jesper. I mellemtiden er der sket så mange andre ting for Jens, at han ikke har tænkt specielt meget over videoen, som han heller ikke tror ligger på YouTube længere. Jesper siger til Jens. "Nå, vores video har fået 50.000 views."
Jens spørger: "'Hvad er det for en video?’
"Det er den, hvor vi blev overfaldet i Skagen. Min kammerat har lagt den ud på YouTube."
”Så måtte jeg hjem og søge på 'Skagen smackdown'," siger han.
Ham, som har lagt den på YouTube, har gjort det, fordi Jesper gerne ville gense videoen. Han har ikke nogen følgere og kender heller ikke specielt meget til platformen. Men fordi den er international, er han nået frem til, at videoen skal hedde noget på engelsk.
'Skagen smackdown' bliver det altså til. I teaserteksten skriver han: 'Jesper getting his ass whooped in the city of Skagen'. Begge beskrivelser er meget præcise.
Måske er det netop de engelske ord, der gør, at videoen pludselig bliver fundet af andre på YouTube. Det går stærkt.
"Han havde ikke slået fra, at han modtog mails med info om, at folk havde kommenteret den hver gang, så han blev totalt spammet," fortæller Jens.
Videoen går viralt, og Jens har egentlig ikke noget med det at gøre. I dag er den sammenlagt blevet vist mere end en million gange på de mange forskellige platforme, hvor den ligger, har Jens talt det sammen til.
Hvorfor tror du, at 'Skagen smackdown' blev et viralt hit?
”I starten var det meget jyderne mod københavnerne. Jyderne skrev: 'Det er sådan nogle smartasses fra København, de skal bare have nogle tæsk'. Mens københavnerne skrev: 'Hvad fanden bilder I jer ind?' Der var sådan en battle på tråden. Jeg kommenterede aldrig på noget selv," siger han og fortsætter:
"Men jeg tror også, at der er et eller andet interessant ved vold. Det var så absurd, at det blev komisk. Vi går og snakker om at gå mod lyset og helvede, det er super random, og få sekunder senere bliver vi slået ned. Det hele accelererer så hurtigt, og det spiller nok også ind, at videoen er meget kort, og at vi allerede bliver slået ned indenfor de første 30 sekunder."
Og så er der alle formuleringerne, der er gået hen og blevet ikoniske.
”Videoen er fyldt med one-liners. Måden og trykket, han siger ’undskyld, hvad siger du’ med, er jo blevet lidt en ting, folk siger til hinanden. Jeg har selv oplevet folk, der ikke vidste, at det var mig på videoen, sige det til hinanden. Måske er det bare dialekten. Det er dog lidt underligt at høre det i København, så jeg tror, at det er blevet en ting efter videoen.”
Der er blevet lavet mange remakes af 'Skagen smackdown', men noget af det vildeste for Jens var, da han for nogle år siden har P3 kørende derhjemme i baggrunden, mens han arbejder. En sang med musikeren Bisse sætter i gang:
Du ku' da godt
Ha' advaret sådan nogle københavnerdrenge som os
Mod en Skagen Smackdown
Hva' fanden er en Skagen Smackdown?
Det ska' jeg sige dig
Det er sådan én der sender dig til havs
"Hørte jeg rigtigt? Det var lidt en syret oplevelse. Videoen har altså sneget sig ind i alt muligt og har gjort en eller anden form for påvirkning på noget. Jeg har fra start af syntes, at det hele var sjovt."
Der var en enkelt gang, hvor Jens har været træt af videoen og prøvet at få den slettet. Det er nogle få år efter overfaldet, og Jens er på det her tidspunkt lærervikar på en efterskole.
"Der var 100 elever, og da de efter noget tid opdagede, at det var mig fra videoen, begyndte de at tro, at de havde noget på mig. Lærerne var ligeglade, men eleverne var jo nærmest fans, så det var lidt en skævvridning i vores relation til hinanden.”
Derfor skriver han til Jesper, om han vil få sin ven til at slette den, men han hører aldrig noget tilbage.
I dag er det for sent at få filmen slettet. Den har spredt sig for meget.
Hvordan har det påvirket dit liv, at du har været med i 'Skagen smackdown'?
”Jeg har kun fået positive henvendelser. Når folk har set og genkendt mig, om det så var i bussen eller i byen, og de kommer hen til mig, så synes de bare, at det er herregrineren. De kalder sig for ’kæmpefans’, og det er sjovt, at man kan være fan af sådan en ting, men det er der en del, som har udtrykt. Så er det klart, at de lige skal have en selfie med mig, eller også skal jeg lige lave en Snapchat, hvor jeg siger ’går mod lyset’. Det gør jeg gerne.”
Jens fortæller videre:
”Det har som sådan ikke påvirket mig særligt meget. Jeg er ret sikker på, at videoen har påvirket overfaldsmanden mere, og han har sikkert haft nogle problemer med, at han er blevet genkendt. Skagen er jo en lille by, så hvis en video går viralt i hele Danmark, så har alle i Skagen da set den. Jeg mødte engang en pige i Sydafrika, som var fra Skagen, og hun kunne genkende mig. Vores overfaldsmand har måske haft svært ved at få jobs, eller folk har ment, at han er en klaphat.”
Sådan ser Jens Laursen ud her 13 år efter 'Skagen smackdown'.
JENS LAURSEN ARBEJDER I DAG som creative producer på et reklamebureau i det indre København.
"Egentlig er jeg uddannet skuespiller og har lavet noget forskelligt i tv-serier og reklamer, dog ikke det helt store, men det er stadigvæk 'Skagen smackdown', som folk kender mig fra. Det er, hvad det er. Nu har jeg uddannet mig videre til det, som jeg laver nu, og arbejder med animationer og kreative koncepter og filmer og klipper.”
Han har altså ikke sluppet glæden ved at filme og være foran et kamera. Han har også kastet sig ud i at lave sin egen podcast, 'Virale Veteraner', hvor han dykker ned i skattekisten og opsøger nogle af de danskere, som ligesom Jens har prøvet at gå viralt på nettet. Tre afsnit er det blevet til indtil videre.
”Jeg er blevet spurgt så mange gange om 'Skagen smackdown' og ind til, hvad fanden der egentlig skete. Derfor tænkte jeg, at det måtte der være andre, som var interesseret i. Der gemmer sig jo også en historie bag de andre videoer, som er gået viralt. Ligesom mig har de nok også skullet forklare det igen og igen," fortæller Jens.
”Det er et lille detektivarbejde, hvor jeg i øjeblikket er i gang med at travle hele det danske virale marked igennem for videoer, som kunne være interessante for min podcast. Der er nogle, som i første omgang ikke har været interesseret, fordi de ville have videoen på afstand.”
Første afsnit handlede selvfølgelig om 'Skagen smackdown', hvor han både inviterede Jesper og ham den anden, som lagde videoen op på YouTube igen, ind i studiet.
"Jeg havde faktisk aldrig hørt Jespers side af historien, for når vi har mødt hinanden, har vi mest joket med det og har aldrig snakket om, hvad fanden der egentlig skete. Vi var også inde i retssalen hver for sig, så jeg havde heller ikke hørt om, hvordan han oplevede det.”
I sin podcast satte Jens sig for at ringe sin overfaldsmand op. Han ville høre hans version.
”Jeg var spændt på, om han tog telefonen eller kun kom med skældsord.”
Han tog faktisk telefonen.
Først afviste han dog et interview, men da Jens fortalte, at det var ham, som han havde slået ned, åbnede han sig alligevel lidt op og fortalte en smule om efterspillet.
"Det var meget interessant lige at få snakket med ham. Jeg går ikke og tænker på ham dagligt, men det ville da være ærgerligt, hvis hele hans liv var ødelagt af den video. Han sagde til mig, at han selv var ovre det, men han er irriteret over, at hans børn skal konfronteres med, at det er deres far, som slår folk ned. Og det kan man jo ikke fortænke ham i.”
Jens runder af:
”Det er også uhyggeligt, at man ikke selv er herre over, hvordan en video kan eksplodere på nettet. Og at vores overfaldsmand åbenbart for evigt skal straffes for noget, som han engang gjorde i fuldskab. Det er jo tankevækkende, at det skal have sådan en konsekvens.”
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.