Skuespiller har forvandlet sig til Kurt Thyboe: ”Han havde et panser omkring sig med flere hundrede floskler”

KURT THYBOE TROEDE, at han stod til en bonus efter næsten ti års tjeneste i spidsen for Ugens Rapport, da han en dag i 1981 blev kaldt ind til Aller-chefen Poul Holdt Hansens kontor. I stedet ventede der ham en fyreseddel. Han var blevet for gammel, lød grunden angiveligt. Thyboe var dog kun 41. Og inden han forlod bygningen, sendte han en kommentar tilbage mod Holdt Hansen, der sikrede, at Thyboe fik det sidste ord:

'Jeg er glad for, at jeg er så ung, at jeg kommer til at pisse på din grav,' kom højrekrogen fra den fyrede chefredaktør.

Kurt Thyboe smed aldrig sin fyreseddel fra Ugens Rapport ud. Seancen på Holdt Hansens kontor er blandt andet med i en ny forestilling på Det Kongelige Teaters store scene, der også har fået titlen ’Ugens Rapport’, og som fortæller historien om den vilde tid på det kulørte blad og Thyboes utraditionelle og festlige ledelsesstil. En ledelsesstil, som nok i virkeligheden var den egentlige årsag til hans fyring.

Kurt Thyboe døde 3. november 2021, 81 år gammel, og fyresedlen havde datteren Charlie med, da hun i forbindelse med forarbejdet på teaterforestillingen mødtes med holdet bag.

”Vi taler her på sættet lidt om ham som en Uffe Elbæk-karakter,” fortæller skuespiller Mads Rømer Brolin-Tani, der har fået opgaven at portrættere den selvudnævnte ’champ’.

”Han var venner med alle, også selvom han var chefen. Han fik aldrig sin vilje, når han skulle diskutere løn og honorarer med journalisterne. På den måde var han faktisk ret konfliktsky.”

KURT THYBOE SKREV MAILS, som han fortalte historier. Der var drøn på. De bestod af versaler, korte sætninger, engelske udtryk, store følelser, lidt namedropping, og selvfølgelig masser af punktummer. Han forestillede sig uden tvivl, at han skrev dem på en ’ældgammel typewriter’, fordi han hadede computere.

Jeg sletter mails hver eneste dag, men jeg kommer aldrig til at slette den mail, som jeg modtog fra Kurt Thyboe, efter jeg havde interviewet ham om sit lange liv til Euroman i efteråret 2019, og han havde fået teksten tilsendt:

‘...HI TEIS....PRETTY DAMN COOL..

...THOSE ARE FLASHES FROM IMPORTANT PARTS OF MY LIFE...YOU GAVE SENTIMENTAL.....AND ROTTEN TIMES....

....AND GAVE SENTIMENTAL COLOURS ....TO WHAT CONSTRUCTED MY PERSONALITY....

....FROM MY HEART...TANX...BUDDY...

....TU COMPADRE....EL CABALLERO...KURT’

Jeg griner altid, når jeg genlæser mailen. Og jeg er sikker på, at han også morede sig, da han skrev den. Kurt Thyboe var en storyteller. Han havde altid en anekdote eller floskel klar i ærmet til enhver situation. Og så var han på fornavn med Muhammad Ali.

’I’m street’, skattede han at sige om sig selv. Man kan vel også kalde ham for en white trash Jørgen Leth. Begge berejste aarhusianere og passionerede sportsformidlere. Leth har cykelsporten, Thyboe havde boksningen, Leth slog sig ned på Haiti, Thyboe i Catalonien. Leth forguder jazzmusikeren Charlie Parker, Thyboe crashede backstage, når hippiebandet Dr. Hook tog på tour.

Da Kurt Thyboe i 2007 medvirkede i tv-programmet ’Den 11. time’ på DR2, blev han bedt af vært Mikael Bertelsen om at præsentere sig selv for folk, der ikke kendte til ham. Thyboe kastede om sig med ’devil horns’-håndtegn og henvendte sig så direkte til Bertelsen:

’You may be the emperor, but be I the slave, I’m fucking Spartacus.’

En oneliner, som skuespiller Mads Rømer Brolin-Tani har som sin foretrukne af Kurt Thyboe.

”Den kommentar bevidner bare om hans storhedsvanvid og denne ’larger than life’-måde at være på. Det kan godt være, at han var nede i bunden af hierarkiet, men han skulle nok bryde frem, gøre oprør og få en stor hær med sig,” siger han og fortsætter:

”Han var som en korkprop og kom altid op uanset hvad, og det, synes jeg, var ret enestående. Og specielt med tanke på alt det lort, som han var igennem i livet.”

Kurt Thyboe oplevede rigtig nok meget modgang i sit liv. Da jeg interviewede ham, fortalte han, hvordan faren aldrig var hjemme i barndomshjemmet i Aarhus, fordi han drak sig fuld ude i byen. Han fortalte specifikt om en juleaften, hvor faren havde været væk i en uge, men pludselig kom hjem med fire gæs under armene.

”Han havde gået rundt med de gæs i hele København og drukket sig pishamrende fuld,” sagde Thyboe.

Den største personlige tragedie var dog, da han mistede sin kun 14-årige søn Tom til et astmaanfald. I månederne efter kunne han drikke en flaske whisky i døgnet, det var ligesom at drikke vand. Der skulle et mirakel til, før Kurt Thyboe kunne rejse sig og deale med sorgen. Syv måneder efter Toms død sagde hans anden søn, Nicki, til ham en dag:

’Jeg har lige set Tom, han fløj langt ude i universet med en masse andre bittesmå børn og sagde: ’Sig til far, nu må han ikke græde mere.’ Thyboe så det som ’en message’ gennem drengen til ham og rejste sig.

Selvom den mangeårige boksekommentator fortalte om sin hårde barndom og sønnens død både i interviews og i sin selvbiografi ’Storyteller’, blev man aldrig klog på, hvem Kurt Thyboe egentlig var. Han skjulte sig bag de mange floskler og oneliners, mener Mads Rømer Brolin-Tani, efter han har læst og set alt, hvad der kunne opdrives om den mangeårige boksekommentator.

”Alle mennesker har jo en facade. Det har jeg også for dig nu her, hvor du sidder og interviewer mig, og så er jeg en anden Mads, når jeg er nede i prøverummet og en tredje, når jeg er hjemme. Men Kurt havde virkelig sådan et panser omkring sig med flere hundrede sætninger og floskler,” siger han.

Med så mange oneliners og en karismatisk stemme med amerikansk accent kan der nemt gå parodi i den, når man skal portrættere Kurt Thyboe, medgiver Rømer Brolin-Tani.

”Men jeg vil jo gerne spille ham som et menneske og vise, at han ikke kun er de her floskler, men at han gør det af en årsag. Og årsagen, som vi prøver at vise i forestillingen, er i forhold til hans baggrund og barndom, hvor han har haft døden med som følgesvend. Det sagde han jo også selv hele tiden: ’Kurt blev født død.’”

”Vores tanke er, at han følte, at han havde døden hængende efter sig hele tiden, så han blev nødt til at skubbe den væk ved at sige fx: ’Vi sælger en halv million blade næste gang. Kom så, champs!’, uanset hvor dalende oplagstallet på Ugens Rapport var. Vi render nok alle rundt med en form dødsangst, men den var ret tydelig ved ham, tror jeg.”

Der findes et enkelt interview, hvor man kan se Thyboe blive ramt og rystet. I et tv-program på TV3 i 90’erne, hvor Thyboe er værten, har han besøg af skuespiller Tommy Kenter. Han spørger Kenter, om han vil prøve at skræmme ham, mens de filmer udsendelsen. Kenter rejser sig op og giver Thyboe et par lussinger og siger: ’Jeg vil ikke være med til hvad som helst. Hallo. Er du med?’

Thyboe sidder helt paf, selvom han selv bad Kenter om at skræmme ham.

”Der mistede han lidt af sin facade,” siger Mads Rømer Brolin-Tani.

KURT THYBOE VAR EN STOLT mand, og han forsvarede altid sit Ugens Rapport, når det blev skudt i skoene, at det kun var nøgne damer. Og det var til trods for, at man lavede markedsanalyser, der viste, at salget mest handlede om, det var en brunette eller blondine på forsiden, eller hvor store bryster vedkommende havde. Thyboe mente, at det var artiklerne, der solgte. Han præsenterede det som kunst og kaldte journalisterne for kunstnere. Det var ’mindblowing’.

Ugens Rapport og redaktionens mange tilknyttede freelancere bedrev gonzojournalistik, og historien var altid vigtigere end fakta, medgav Thyboe.

”Når man læser artiklerne i dag, fremstår de, som om at de kunne skrives på en time. Det er korte sætninger, masser af punktummer, bang-ord, og det skulle helst være om nogle, der mister livet eller var tæt på det,” fortæller Rømer Brolin-Tani.

”Artiklerne spillede meget på frygten. ’Tænk, hvis’. Jeg er fx stødt på en artikel om nogle små insekter, som kan tåle at falde ned fra et højhus og tænk nu, hvis de var lige så store som hunde eller heste. Så ville de have overtaget menneskeheden, så pas på. En artikel, som egentlig ikke var noget, men pustede til en sensation.”

Ugens Rapport solgte virkelig godt i store perioder og især i de gyldne 70’ere. I sine bedste uger solgte man over 200.000 blade, og ifølge Thyboe, der havde været med til at starte bladet op fra bunden i 1971, reddede man Allers røv ved at skovle så mange millioner ind.

Men Thyboe var også god til at bruge pengene igen, og ifølge Rømer Brolin-Tani må man have haft en repræsentationskonto, som har været ude af denne verden.

Engang tog Thyboe fx til Mexico, fordi han havde hørt, at Fidel Castro skulle være der i to dage. Han fik dog aldrig lige tjekket det med Castros stab, inden han satte sig på flyveren, så chefredaktøren kom hjem igen uden noget interview og havde brugt en masse penge på det.

I forestillingen på Det Kongelige Teater møder man alle de skæve eksistenser, som udgjorde redaktionen på Ugens Rapport. Mange af dem boede i perioder hos familien Thyboe, hvis de ikke havde noget sted at være.

”Det virkede, som om at ’nej’ ikke fandtes i Kurts ordforråd. Alt var ’ja’,” fortæller Rømer Brolin-Tani.

Der var også en masse alkohol både før, under og efter arbejde. Der er en scene i stykket, hvor det går rigtig godt på bladet, og de får sidste uges salgstal, som er skyhøjt, og så siger Thyboe: ’Tillykke! Nu går I på værtshus og drikker. I skal være hjemme klokken 17.00 og skrive videre, fordi der er deadline i morgen.’

”Ugens Rapport kunne ikke have eksisteret uden ham. Thyboes eget selvbillede blev forstærket af hans medarbejdere. Han så sig selv som en inspirator, men det gjorde medarbejderne også. ’Det er det, som Kurt siger, der er det rigtige.’”

Redaktionen var hans hær. Og da Thyboe forlod bygningen for sidste gang i 1981, fulgte 11 af bladets journalister og fotografer efter ham i sympati.

MAN KAN IKKE SIGE KURT THYBOE, uden at sige Marianne, hans elskede kone gennem knap et halvt århundrede. Hjemme hos familien Thyboe var det Marianne, som havde bukserne på. Det oplevede jeg selv, da jeg ringede til deres fastnettelefon i Catalonien i 2019 for at høre om et interview til magasinet her.

’Kuuuurt! Det er én fra øjreaumand (Euroman, red.)!’

Sådan kaldte Marianne Thyboe med en noget hæs stemme på sin mand. En skeptisk Kurt Thyboe rejste sig fra sofaen: ’Det kan ikke passe,’ kunne jeg høre ham sige.

De to havde et passioneret forhold. Mens Kurt Thyboe var chefredaktør på Ugens Rapport, betalte Aller-koncernen deres hus, der var et lejehus, og så fik han 40.000 kroner om måneden, som var mange penge dengang, men der blev ikke sparet op.

Hvis der var nogle venner, som havde brug for 10.000 kroner, så fik de pengene.

”De brugte alt, hvad de havde, og rejste til Den Franske Riviera, købte noget fedt tøj og legede rige, selvom de ikke var det. De drak drinks hele tiden. Marianne ville gerne feste. I vores forestilling siger hun også: ’Du kan gøre, hvad du vil. Men du skal aldrig komme hjem og sige, at du er træt.’ Festen skulle fortsætte. De skulle have et liv i sus og dus, fortæller Rømer Brolin-Tani.

Marianne Thyboe gik bort knap et år før Kurt Thyboe. På Facebook skrev han blandt andet om hende: 'Hun var min Dronning…og vi havde vild passion… Hun bar mig gennem alt… Sammen var vi usårlige…'

I mit interview med Kurt Thyboe spurgte jeg ham om, hvad enhver mand skulle udrette i sit liv. Han svarede:

’En mand skal være en champ og en hero. Både en champ og en hero dør nemlig to gange.’

’Ugens Rapport’ har premiere 28. april på Det Kongelige Teater.