Søren Sveistrup: ”Jeg følte mig forfulgt af en Sorte Slyngel-skygge, der løb efter mig og slog mig i hovedet”

Hvor skriver du bedst?

”Jeg kan skrive de fleste steder, om det så er på ferie på en græsk balkon, mens familien venter på at komme ud og bade. Til hverdag sidder jeg enten derhjemme, eller også tager jeg ind på kontoret (Sveistrup er medstifter af produktionsselskabet SAM med Adam Price og Meta Louise Foldager i Københavns Indre By, red.). Jeg har et kontor med en glasvæg, som gør, at jeg føler mig som en del af fællesarealet, selv om jeg sidder på mit kontor. Det giver mig en følelse af samhørighed med verden, mens jeg forsvinder ind i skriveriet.”

Har du en arbejdsrutine?

”Jeg skal have morgenmad, og jeg skal gå en tur med hunden i skoven og have gang i blodomløbet og tænke på noget andet, inden jeg sætter mig foran en skærm klokken ni. Jeg skal gerne have en Pepsi Max i løbet af dagen. Sådan har det altid været. Det kan jeg ikke lave om på. Siden jeg stoppede med at ryge for nogle år siden, skal der også gerne være gulerødder, nødder eller lakrids.”

Hvordan er din arbejdsproces?

”Jeg deler processen op i tre faser. I den første fase starter jeg researchen med en følelse af spirende optimisme. Jeg har friheden til at skrive hvad som helst. Hvis jeg arbejder på en tv-serie, så sker det typisk i et team med andre forfattere og instruktører, og her er det vigtigt, at vi har en god kemi. I filmatiseringen af ’Kastanjemanden’ arbejdede jeg sammen med Dorte Høgh (manuskriptforfatter, red.), som jeg kender i forvejen. Det var rigtig fedt. Der var en masse humor.

Fase to er virkelighedens verden, fordi kreativitet ikke bare kommer strømmende, i hvert fald ikke i mit tilfælde. Typisk oplever jeg i fase to, at jeg kommer i tidsnød. Jeg begynder at sove med et vækkeur i baghovedet, og jeg føler, at materialet driller. De ambitioner, jeg har følt i fase et, begynder at være belastende for mig, for jeg føler ikke, at jeg kan leve op til dem. Nu er det ikke længere et spørgsmål om at lave noget, der er godt, men om at lave noget godt på tid. I denne fase kommer panikken.

Det begynder at blive neglebidende, fordi jeg hver dag er nødt til at føde et plot eller et gennembrud, som skal være originalt. Jeg føler, at jeg er nødt til at træffe beslutninger om historien. Det er nu, bordet fanger. Det er som at lave et skaktræk. Jeg ved ikke, hvor det fører hen, og om det vil føre til et godt resultat, så jeg er nødt til at have en mavefornemmelse, der gør, at jeg tør flytte brikken. Jeg hænger på de beslutninger, jeg træffer. Der er ingen vej tilbage. Det er en hård fase.

Tredje fase er lettelsens fase. Det kan selvfølgelig også vise sig at være det modsatte, for her viser det sig, om de beslutninger, jeg har truffet undervejs, er rigtige eller forkerte. Nu lægger jeg mig i forlængelse af de beslutninger, jeg har truffet, jeg kæmper ikke længere imod. Jeg finpolerer den bygning, jeg har rejst. Det er der en tilfredshed i.”

Har du et dagligt mål, når du skriver?

”Jeg læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet og kan huske, at folk som Hemingway og Fitzgerald havde et vist antal ord, de skulle skrive om dagen. Men det fungerer ikke for mig. Jeg har mange dage, som er ufrugtbare, hvor der ikke sker en disse på skærmen, og det er enormt frustrerende. Men når jeg så får knækket nødden, så kan det gå meget hurtigere, end hvis jeg har sat et mål om et bestemt antal ord. Jeg holder fri ved 16-tiden og prøver at lægge arbejdet fra mig resten af dagen. Det var umuligt for mig, da jeg var yngre. Jeg slæbte rundt på historien 24 timer i døgnet, og det er ikke sundt. Min erfaring er, at hvis du bliver ved med at udmatte dig selv, så bliver dine idéer mere paniske. Det er godt at trække stikket og lave noget helt andet.”

Hvornår opdagede du, at du er god til at skrive?

”På filmskolen. Jeg havde skrevet i mange år, men var i tvivl, om jeg kunne noget eller ej. Men på filmskolen sagde Mogens Rukov (underviser og filmmanuskriptforfatter, red.) til mig: ’Det handler om følelser.’ Jeg indså, at jeg ikke skulle gemme mine følelser væk. I stedet skulle jeg bruge dem som et kompas for kreativitet. Hvis jeg havde en sorg, skulle jeg bruge den, når jeg skrev. Jeg skulle åbne for ventilen, så publikum følte noget for karaktererne i min historie. Det var en åbenbaring for mig.”

Hvad er din største succesoplevelse indtil videre?

”Jeg har en succesfornemmelse, når jeg får en god idé. En efterårsdag for nogle år siden kom jeg ned i børnehaven for at hente min yngste, og så sad børnene rundt om bordet og sang ’kastanjemand, kom inden for’, mens de samlede kastanjer. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg syntes, det var uhyggeligt, den der fornemmelse af, at de her små, uskyldige væsner sad og påkaldte sig kastanjemanden. Det gav mig idéen til at skrive ’Kastanjemanden’. Jeg kan blive høj på sådan nogle små åbenbaringer.

Endnu længere tilbage læste jeg en artikel om en familie, en far og en mor, der havde mistet en datter, som var blevet dræbt af en gerningsmand. Artiklen handlede om deres sorg, og det gjorde dybt indtryk på mig. Medfølelsen blev senere til første sæson af ’Forbrydelsen’. Men ud over det har jeg aldrig været god til at være tilfreds og rose mig selv. Uanset hvor meget succes, der er løbet ind på kontoen, har jeg haft en følelse af, at den er tom. Det var først i en moden alder, at jeg forstod, at jeg for længst havde lavet noget til min egen tilfredshed.

Det handler om, at jeg i mange år har ledt efter en bekræftelse udefra i stedet for at føle den indefra. I det øjeblik man forstår det, så indser man, at der ikke er noget at lede efter på den røde løber. Det er en kæmpe befrielse at nå det punkt. Det giver fred.”

Hvad er din bedste overspringshandling?

”Overspringshandling nummer ét er at gå i køleskabet. Nummer to er at gå i slikskuffen. Nummer tre er at tjekke formiddagsaviserne på nettet. Nummer fire er at google mit navn. Hvis jeg når til nummer fire, så kan jeg lige så godt begynde at pakke sammen for i dag.”

Har du en kur mod skriveblokering?

”Nej, men jeg hører gerne fra dig, hvis du finder den. Selvfølgelig er der blokeringer, men min erfaring viser mig, at jeg kommer forbi dem, om det så tager timer eller år. Det handler om at være tålmodig og blive siddende. Jeg har haft masser af skriveblokeringer.

Da jeg arbejdede på slutningen af ’Forbrydelsen’-trilogien, følte jeg et stort forventningspres. Jeg ville gerne fortsætte et niveau, som jeg følte, vi havde lagt i de to første sæsoner. Det krævede, at jeg blev ved med at føde gode idéer. Det hele skulle optimeres. Jeg sov dårligt, selv da jeg var på en tiltrængt ferie på Gran Canaria med min familie. Jeg følte mig forfulgt af en Sorte Slyngel-skygge, der løb efter mig og slog mig i hovedet.

Min udfordring var, at jeg ikke havde fået det politiske plot på plads og ikke vidste, om statsministeren skulle forsynes med en bror – og hvis han skulle have en bror, hvor skulle det plot så føre hen, og hvordan skulle det pege ind på drabssagen, som kørte. Jeg prøvede at regne alle trækkene ud hele vejen til slutningen, men det kan man ikke, og på et tidspunkt bliver hjernen overophedet, og så giver man op.

Jeg kom igennem ved at træffe nogle beslutninger og slutte fred med det. Statsministeren fik en bror, og det fungerede fint. Jeg forlod skærsilden ved at sige til mig selv, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne, og at det var o.k.”

Hvem er din første læser?

”Min kone. Hun læser ikke teksten som litterat eller kritiker, hun læser den med hjertet. Jeg stoler på hendes barometer. Jeg kan se på hendes øjne, hvis hun keder sig. Vi har været sammen i 20 år. Heldigvis er hun god til også at fremhæve de ting, hun synes, er spændende.”