En særlig makaber scene i nyt dansk Netflix-drama er helt suverænt løst

Kasper Barfoed har mest været i vælten for at give os ’Sommeren ’92’ – filmen om EM-sejren i fodbold. Men i virkeligheden har Barfoed oftest stået bag kameraet i spændingsserier som for eksempel ’Den som dræber’, ’Gidseltagningen’ og ’Kastanjemanden’.

Nu er han aktuel med den nye Netflix-serie ’Sygeplejersken’ om Christina Aistrup Hansen (Josephine Park), der arbejder på sygehuset i Nykøbing Falster, hvor hun deler vandene. På den ene side trives hun i orkanens øje, når hjerter sætter ud, og genoplivning forsøges. På den anden side er hun ’lidt for meget’ og har en tendens til at lyve for at sætte sig selv mere i centrum.

Vi møder hende gennem Pernilles øjne (Fanny Bernth). En nyuddannet og nyansat sygeplejerske, som den karismatiske Christina tager under vingerne i akutmodtagelsen. Christina kalder de to for et dreamteam, og siger højrøstet efter en dramatisk nattevagt: ”Vi har reddet liv for helvede – hvordan kan det ikke være et kick?”

Langsomt får Pernille øjnene op for, at noget kan være helt, helt galt bag facaden, men det er svært for hende at overbevise sine omgivelser om, hvad det er, der foregår. At der dør så mange på hospitalet tilskrives en smule arrogant af tilflyttertyperne, at der jo er ’mange livsstilssygdomme her på egnen.’

Netflix-serien varer sammenlagt tre timer. Det giver Kasper Barfoed god tid til at gå diskret til værks med rolige filmskridt og fine overbliksbilleder. Fanny Bernth spiller sin Pernille afventende, hvor man alligevel så småt kan ane handlekraften inde bagved.

Josephine Park kører på en højere tænding som Christina, der for det meste fascinerer, indtil en form for personlighedsforstyrrelse viser sig som mørke skygger i hendes blik.

Vi ved, hvad der sker, fordi vi kender sagen, som er oprullet i journalist Kristian Corfixens glimrende bog, så Kasper Barfoed har egentlig kun, ’hvordan det så rent faktisk skete’, at vise os. Det slipper instruktøren for det meste godt fra, fordi han har god smag i afleveringen, og fordi han ikke spekulerer for meget i den død og de tragedier, vi får serveret.

I første afsnit bliver en del informationer afleveret lidt klodset som lange dialogstumper. Når man for eksempel får præsenteret en såkaldt ’akutbakke’ hele to gange – det er sådan en bakke, man straks finder frem, når et dødsfald kan være på vej – er det voldsomt tydeligt, at den jo nok snart kommer i brug.

Til gengæld har han og medforfatter på manuskriptet Dorte W. Høgh skrevet en sublim scene, hvor Christina og Pernille yder hjertemassage i den rytme, som Gloria Gaynors ’I Will Survive’ spiller i. Det er virkelig suverænt løst.

Et andet lyspunkt er, at man tydeligvis har tænkt på, at flere biroller godt kan tilbydes skuespillere med anden etniske baggrunde end dansk. Og så er der ovenikøbet en bevægende lille – men dog gennemgående – rolle til efterhånden sjældent brugte Dick Kaysø.

I ’Sygeplejersken’ siges følgende replik meget ofte: ”Der stødes!” Det gør man åbenbart på en sygestue, lige før hjertestartergrejet sættes i gang på en patient, hvis hjerte er ved at stoppe.

Er Kasper Barfoeds serie så ’helt oppe at støde’? Både ja og nej. ’Sygeplejersken’ er lige tilbageholdt nok i sin dog gennemgående spændingspuls, men til gengæld er den lavet af dygtige folk, som kender og mestrer genren til bunds.

En stor anbefaling herfra.

’Sygeplejersken’ har premiere på Netflix 27. april.