Steen Jørgensen og Sune Wagner skaber visuel koncertoplevelse med fotograf Jan Grarup til støtte for torturoverlevere

'SILENT NOISE' bliver spillet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København og i Musikhuset Aarhus i efteråret 2019. Billetsalget er netop skudt i gang.

Steen Jørgensen og Sune Wagner skaber visuel koncertoplevelse med fotograf Jan Grarup til støtte for torturoverlevere
Offentliggjort

En ny og unik trio er født i dansk kultur for at støtte torturoverlevere.

Steen Jørgensen fra Sort Sol og Raveonettes-frontmand Sune Rose Wagner forener deres stemningsfulde rockmusik med den verdensberømte krigsfotograf Jan Grarups smertelige og smukke billeder i en visuel koncertoplevelse.

Projektet 'SILENT NOISE' er skabt i tæt samarbejde med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur - der siden 1982 har rehabiliteret torturoverlevere i Danmark og nærområderne, blandt andet som følge af konflikter i Mellemøsten og Nordafrika.

"Jan Grarups fotos fra verdens mest voldelige konflikter vil sammen med originalkompositioner fra Sune Rose Wagner og Steen Jørgensen give en tidløs skildring af den historieløshed og apati, der præger vores samtid.

Kombineret med ubegribelige vidnesbyrd fra konflikternes traumatiserede overlevere, er målet at skabe et dystopisk værk, som med en flig af håb efterlader publikum påvirkede, indignerede og lidt mere handlingsparate," lyder det i en pressemeddelelse.

De to ekstraordinære koncerter bliver spillet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene 19. oktober 2019 og i Musikhuset Aarhus 4. november 2019. Billetsalget er allerede startet, og al overskud fra projektet går til DIGNITY's arbejde.

Jan Graurup (main).jpg