Stort portræt af Nikolai Lie Kaas: "Det er en frisk histiorie, jeg har. Der har været bølgegang"

Nikolaj Lie Kaas er en af landets mest populære, prisvindende og alsidige skuespillere. Han spiller små mænd, store mænd, tosser, træmænd, strømere, psykopater og seriemordere. Men vejen derhen har været brolagt med små og store ulykker. Og hårdt arbejde. Og en lille smule held. Jonas Langvad Nilsson møder manden, der fik et æselspark af skæbnen, rejste sig og sparkede igen.

Nikolai Lie Kaas
Offentliggjort

Nikolai Lie Kaas går i sine egne tanker på Nørrebrogade.

Med brede, fjedrende skridt og sit evigt livsironiske strejf om munden glider han ind og ud mellem stilladser, barnevogne og tilbudskasser med gummisko. Hvis nogen genkender ham, holder de det for sig selv. På Nørrebro, Danmarks tættest befolkede bydel, er beboerne vant til lidt af hvert. Her er flere skudhuller, politibiler, durumruller, posemænd, romaer, brune værtshuse, studerende og forældre på Christiania-cykler pr. kvadratmeter end noget andet sted i landet. Der skal mere end en landskendt skuespiller til at stoppe trafikken. Hvilket passer Nikolaj Lie Kaas fint.