Svend Brinkmann: "Det er en stor lettelse, at der faktisk er noget i vores liv, som ikke er op til os selv hele tiden"

En dag i sommeren 2018 modtog psykologen og forfatteren Svend Brinkmann et håndskrevet brev fra en kvinde på 90 år.

Hun skrev, at hun med interesse havde læst Brinkmanns bøger og set ham i fjernsynet. Men én ting var hun utilfreds med. Det undrede hende, at Brinkmann aldrig havde forsket i, hvad det vil sige at være et værdigt menneske.

Selv havde hun brugt 33 år i psykoterapi på at finde et svar, og hun var ikke færdig endnu. Brevet blev indledningen på en langvarig korrespondance og en lang række møder mellem Brinkmann og kvinden, som inviterede forfatteren hjem i sit køkken. Brinkmann fornemmede, at noget stak under i kvindens breve og i de digte, der fulgte med i konvolutten. Det viste sig, at kvinden gemte på en hemmelighed.

Hun var vokset op i en by i provinsen. Under besættelsen havde hun forelsket sig i to tyske soldater, og dette havde farvet hendes liv lige siden. Som 14-årig havde hun en sommerferieflirt med en soldat, men det stoppede. Kort tid efter forelskede hun sig i en tysk officer og havde et længerevarende forhold til ham. Forholdet var dog gået i sig selv, da tyskerne kapitulerede.

”Som ung pige havde hun en stor appetit på sex, hun er et sanseligt menneske, og det har hun bøvlet med hele sit liv. I en lille dansk provinsby har det ikke været nemt. Hun har forklaret mig, at det på en måde var lidt mindre forpligtende at forelske sig i en tysk soldat. Tyskerne var spændende, de talte et andet sprog, havde flotte uniformer og havde en vis magt, så der var en attraktion der. Hun sneg sig ud af forældrenes hus og ind ad den bagindgang til huset, hvor officeren boede. Det var en kæmpestor oplevelse for den her unge kvinde at være forelsket,” siger Svend Brinkmann, som fortæller kvindens historie i sin nye bog ’Vi er det liv vi lever’. Her optræder kvinden under pseudonymet Lili.

”Fordi hun var kæreste med tyske soldater, blev hun interneret efter befrielsen, hvor hun i ugevis lå på et betongulv uden nogen retssikkerhed. Det var et chok, det var skamfuldt. Det har sat dybe spor i hende. Hun er stadig, så mange årtier efter, bange for, at der er nogen, der vil hende det ondt. Jeg har sagt til hende, at jeg ikke tror, hun har noget at frygte, men hun mener, at folks legitime vrede mod nazismen, besættelsen, kollaboratører og tyskerpiger stadig findes. Hun er bange for at blive overfaldet,” siger Svend Brinkmann.

Lilis møde med de to tyske soldater har med Brinkmanns ord sat sig i hende som en livstråd. Bogens formål er at undersøge, hvordan vi mennesker ligger under for livstråde, en skæbne, om man vil, som vi ikke kan flygte fra.

Historien om Lili ligger i naturlig forlængelse af Brinkmanns tidligere bøger ’Gå glip’ og ’Stå fast’, hvor han gør op med vor tids selvhjælpslitteratur, personlighedsudviklende kurser og det moderne menneskes – efter hans mening – misforståede forestilling om, at vi selv kan bestemme, hvem vi er.

”Det er en forestilling, som gør mere skade end gavn, fordi det er ekstremt hårdt for mennesker at skulle stå til ansvar for vores eget liv hele tiden. Hvis vi tror, at alt er et frit valg, så er alt jo også vores skyld, når tingene går galt. Jeg mener ikke, at alt er op til os selv. Vores liv er snarere en tråd, som bliver spundet, og som vi selvfølgelig selv er med til at spinde, men hvor der også er alle mulige andre, der spinder den. Metaforisk sagt kan man sige, at den livstråd, vi har hver især, er spundet ind i et helt livstæppe, som var der, da vi blev født. Denne livstråd kan vi forsøge at forsone os med, forholde os til, leve bedst muligt med. Men vi kan aldrig fjerne den.”

”Hun var født på et bestemt tidspunkt af danmarkshistorien i en bestemt del af landet med nogle bestemte forældre. Hun blev hvirvlet ind i verdenshistoriske omstændigheder, da Danmark blev besat. Hun har nogle følelser, nogle dispositioner, som givetvis har en medfødt komponent, hvor hun har lidt mere appetit på kærlighed og seksuallivet end de fleste, og det blev hun forført af. Det er nogle drifter, hun fulgte. Det er alt sammen med til at gøre hende til den, hun er.”

”Det er teoretisk set rigtigt, men hvornår har vi valget, friheden, til at handle på sådan noget? Søren Kierkegaard taler om, hvad et æstetisk valg egentlig er. Han siger, at når en ung pige følger sit hjerte, så er det egentlig ikke et valg. Hvis det æstetiske er klangbunden for ens måde at orientere sig i livet på, så gør man simpelthen det, man mest har lyst til. Det, man er drevet mest til.”

Efter krigen blev Lili gift med en dansk mand, en bokser, og levede et stille liv uden børn. Hun fortalte sin mand om sine forhold til de to tyske soldater under krigen, og det accepterede han. Men for Lili har oplevelserne under besættelsen ligget dybt i hende lige siden. Hun mener selv i dag, at det var forkert at have kærlighedsrelationer til tyskerne. Alligevel fortryder hun ikke, fortæller Svend Brinkmann.

”Der er en form for modsætning i hendes sind, som er et omdrejningspunkt for hendes måde at forstå sig selv på. Mødet med de to soldater har virket stærkt på hende. Og det er en af pointerne i bogen: Nogle gange sker der noget i vores liv, som får så stor en betydning, at det er med til at gøre os til dem, vi er. Vi kan ikke rigtig fortryde det, for så fortryder vi også, at vi er dem, vi er.”

Som voksen opsøgte Lili en psykoanalytiker. Hun fik indskydelsen til at søge professionel hjælp, da hun så filmen ’Borte med blæsten’ i biografen. Lili betragtede den kvindelige hovedperson Scarlett O’Hara, en forfængelig, selvoptaget, egenrådig 16-årig kvinde, som var hjælpeløst forelsket i naboens søn. Da Lili sad i biografmørket, skete der noget.

”Hun genkendte sig selv i Scarlett O’Hara. Lili syntes, kvinden var forfærdelig, og hun indså, at hun selv var lige sådan: Et menneske, der kun orienterede sig ud fra sin lyst, sine drifter, sine oplevelser, uden at have nogen forpligtelser i sit liv. Filmen gav hende en pludselig erkendelse, den blev et vendepunkt i hendes liv.”

Lili begyndte en mangeårig dannelsesrejse for at blive klogere på sig selv og sine handlemønstre.

”Psykoanalytikeren satte hende til at læse litterære klassikere, franske, russiske, tyske og engelske romaner. Han satte hende i gang med en HF, hvor hun lærte fransk og andre sprog. Hun begyndte at skrive digte og noveller. Hun voksede som menneske. Hun voksede ind i en form for værdighed. Hun kan ikke ændre på skæbnen, men hun forsoner sig med den, forholder sig til den på en reflekteret måde.”

Psykoterapien stod på i 33 år og stoppede, da terapeuten døde af alderdom. Lili bor i dag alene i et hjem med bøger og kunst på væggene. Hun korresponderer stadig med Svend Brinkmann i brevform.

”Vi kan ikke gøre os fri af livstråden. For den er simpelthen vores liv. Vi bliver først fri for den, når vi dør. Men vi kan blive medforfatter til vores historie. Når vi erkender, at vi har en skæbne og en livstråd, så kan vi forholde os fornuftigt til den og måske ændre på nogle ting, som ikke har været så gode. Men pointen er, at i Lilis tilfælde har det krævet 33 år, hvor hun hver eneste uge har mødtes med sin psykoanalytiker. Det har krævet, at hun har læst 10.000 siders romankunst og taget en HF og alt muligt.

Nogle vil måske tænke, at det er ærgerligt, at det er så svært at ændre på sin livstråd eller spinde videre på den eller forbedre den, og det er måske rigtigt nok. Men man kan vende den om og sige, at det er en stor lettelse, at der faktisk er noget i vores liv, som ikke er op til os selv hele tiden. Jeg tror, at det er mange menneskers problem i dag, den her fornemmelse af at alt afhænger af mig, alt falder tilbage på mig selv, jeg har ikke nogen skæbne, jeg har kun det frie valg. Jeg tror, det er en angstprovokerende tanke, og det er en forkert tanke. For sådan er livet ikke. I hvert fald ikke, hvis Lili har ret, og jeg har ret.”