Taxi Stoltenberg: Valgvideo fra Norge vækker begejstring verden over

Taxi Stoltenberg: Valgvideo fra Norge vækker begejstring verden over
Offentliggjort

Chok, diskussioner og tvivlsomme køreegenskaber. Sådan beskriver Jens Stoltenberg selv et lille stunt, han stod bag, hvor han som taxachauffør kørte rundt i Oslo en junidag og snakkede med passagerer. Han indrømmede kun sin sande identitet, når folk genkendte ham. Det er der nu blevet en lille film ud af, der spreder sig hurtigt på hjemmesider verden over. Se selv filmen her:

Den lille film tjener som valgmateriale for Jens Stoltenberg, der stiller op til valg til Stortinget. Jens Stoltenberg har været norsk statsminister i otte år. Hans evner som statsmand kom på prøve efter ugerningen i Oslo og på Utøya, hvor Anders Behring Breivik dræbte i alt 77 mennesker.

Angrebet rettede hele verdens øjne mod Norge, og efterfølgende har den generelle opfattelse været, at Stoltenberg formåede at samle nationen og bringe den videre i en svær tid. Det lader dog ikke til at være tilstrækkeligt for nordmændene, der i øjeblikket favoriserer det konservative parti Høyre frem for Stoltenbergs Arbeiderpartiet. Om videoen med Stoltenberg som folkelig taxachauffør kommer til at ændre ved den holdning, får nordmændene svar på den 9. september 2013, når valget finder sted.

LÆS OGSÅ Norsk redaktør til danskerne: Tak for olien og pengene

LÆS OGSÅ Den norske udenrigskorrespondent: Mit syn på Danmark