Theis Mortensen: "Jeg har brugt alt for mange penge på Supreme. Jeg har slet ikke tal på det"

Nikon 28TI kamera

“Jeg var fotografelev på DK4 fra 1998 til 2002, hvor jeg fik lov til at følge Jacob Holdt rundt i USA i tilbage i januar 2001. Jeg sov i hans amerikanske varevogn, mens han sov hos en bekendt, der boede på Manhattan. Dengang brugte han det her analog-kamera, og på det tidspunkt var det ret avanceret.

En dag filmede vi ham i New Jersey, hvor vi kiggede ind mod Manhattans skyline, hvor Twin Towers dengang stadig stod. Der tager han nogle billeder af mig, mens jeg filmer ham. Totalt meta. Siden er framegrabs fra min gamle optagelse blevet blæst op og vist, da han havde sin udstilling på Louisiana i 2009. På billedet står han og holder kameraet med Twin Towers i baggrunden. Da jeg så det, fik jeg gåsehud.

I årevis forsøgte jeg at få lov at købe kameraet, og en dag forbarmede han sig, fordi han ikke brugte det længere. Jeg mener, jeg gav 500 kroner for det. Jeg tror faktisk, at jeg fik lov til at købe det, fordi han syntes, det var et skodkamera. Men det er jo skidesmukt. Jeg har haft det i 20 år nu, og ikke brugt det særligt meget. Lidt pinligt. Men hver gang jeg åbner min skuffe med kameraer, bliver jeg lidt lykkelig.”

Originalværk af kunstner Søren Arildsen

“Jeg har arbejdet som fotograf på to musikdokumentarer om Ukendt Kunstner. Første gang var, da de var ved at udgive albummet ‘Den Anden Side’ tilbage 2016, som for mig er et kæmpe værk. Coveret til det album er denne tegning af Søren Arildsen, som er en helt ung kunstner. En dag finder jeg ham på Instagram og skriver til ham. Og der viser det sig, at det originale værk er til salg. Så slår jeg til.

Livet er for kort til print. Det er jo arrogant at sige, men jeg vil langt hellere købe få gode ting og så være vildt glad for dem. Så, ja, livet er for kort til print. Jeg elsker at have originalværker og har købt mig fattig i tegninger fra Wes Lang, Kasper Eistrup, Husk Mit Navn, Søren Arildsen og mange andre. Jeg ser det ikke som en kunstsamling. Jeg ser det som noget, der gør mig glad hver dag. Forhåbentlig kan jeg give dem videre til mine børn, og så kan de blive glade for dem.

Tegningen ville sikkert stige i værdi, hvis jeg fik Hans Philip og Jens Ole fra Ukendt Kunstner til at signere det, men det er simpelthen for Hard Rock Café-agtigt. Og jeg kommer alligevel aldrig til at sælge det.”

Supreme x Kermit The Frog T-shirt fra 2008

“Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg var med på vognen i 1994, da Supreme startede som brand. Men jeg har et foto af mig foran butikken på Lafayette Street i New York fra 2001, da jeg er derovre med Jacob Holdt. Der har jeg lige har købt en hue, og i 2003 begynder jeg for alvor at samle.

Dengang var der ingen webshop, og det var kun i butikkerne i New York og i Japan, at man kunne få fat i deres ting. Jeg har stadig et minde fra butikken i New York fra midten af 00erne, hvor en kunde spørger en ansat om en anden farve af en sko, hvorefter han bliver smidt ud af butikken, fordi “we’re not a fucking sneaker store”, som ekspedienten formulerede det. De er jo kendt for deres fuck-dig-attitude, og når man er i butikken, skal man følge deres regler. Ingen fotografier, ingen dumme spørgsmål, og man tager ikke selv ting ned fra hylderne. Jeg er heldigvis altid gået fri.

Jeg har efterhånden været i mange af deres butikker i Tokyo, London, Paris, San Francisco, Los Angeles … jeg mangler dog et par i Tokyo og den i Brooklyn. Jeg vil skyde på, jeg har 200 stykker tøj eller accessories fra Supreme. Det er lidt patetisk, men jeg giver ikke op. Det er lidt ligesom at sælge sin CD-samling. Jeg gider det bare ikke. Og de laver stadig nye kollektioner, der gør mig lykkelig.

De har lavet det fedeste samarbejde med den amerikanske kunstfotograf Joel-Peter Witkin, som jeg har været inspireret af siden 90erne. Ingen købte det, men det jeg gjorde jeg, fordi jeg vidste, hvem han var. Så de er stadig gode til at opdrage og laver nye ting, der ikke bare er det ikoniske logo på en hvid T-shirt.

Jeg har brugt alt for mange penge på Supreme. Jeg har ikke slet tal på det. Men i hvert fald over hundrede tusinde. De fleste nye ting bliver udsolgt på nettet, så man ender med at give overpris på websites som Grailed og eBay. T-shirten med Kermit er den første T-shirt, jeg har betalt over 1000 kroner for. Det var i 2008, og der tænkte jeg, dét var mange penge. I dag er priserne på re-sell stukket helt af.”

Fleecevest fra North Face Purple Label

“Jeg købte den, da jeg var i Japan med Mikkeller for et par år siden. Jeg laver en del film og fotos for dem, så jeg er relativt ofte i Japan, hvor de har to barer og en ølfestival. Selve mærket North Face er tæt på uinteressant for mig, men de har den her japanske linje, Purple Label, som man kun kan købe derovre. Og de kører deres helt eget show. Det er vilde farver, gode mønstre og samtidig helt vild kvalitet. Og så er det bare dét federe, fordi man kun kan få det, når man rejser over til den anden side af verden.

Alt det, der er sjældent alle andre steder i verden, kan man få i Japan. Om det er gamle kameraer, vintage Ralph Lauren, eller hemmelige jazzplader på vinyl. Alt er der, hvis man vil betale for det. Det er ret specielt at shoppe i Japan, for de ansatte ikke taler engelsk, og jeg skal altid have den største størrelse. Og selv den stumper lidt underligt. Men jeg har købt nogle fantastiske ting derovre, som man ikke kan få andre steder. Jeg har nok været der ti gange, og jeg kommer altid hjem med noget nyt.

Farven gul er jo en farlig farve, men den er også skøn, fordi det er de færreste, der tør at gå i den. Og jeg elsker det bånd, der er ved lynlåsen. Det er sådan luksushippie på den fede måde. Der er kun et lille North Face-logo nede i kanten, så der er virkelig mange, der har spurgt mig, hvor den er købt. Det er jo det ultimative kompliment.

Jeg har det med at slide mit tøj i stykker, så i perioder har jeg haft den på hver dag i flere måneder. Der er meget lidt tøj, som jeg ikke vil spise spaghetti bolognese iført. Jeg køber det, fordi jeg vil bruge det.”