Thomas Høedholt: “Min hustru driller mig ofte med, at jeg er lidt for sirlig med mine ting”

Støvler fra Visvim

“Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg havde købt dem i Japan. Men jeg købte dem hos mine venner fra Norse for fire år siden. De bliver kun pænere og pænere for hver sæson. Normalt går jeg kun i sneakers, men de her føler jeg mig ret godt tilpas i. Jeg har vel nok fem par sneakers i rotation, men det her er de eneste vinterstøvler, jeg ejer. De føles lidt mere voksne.

Jeg er stor fan af Visvim og deres chefdesigner Hiroki Nakamura, som er vildt god til at blande japansk kvalitet med amerikanske referencer. Han laver nogle sindssygt fede ting. Min hustru driller mig ofte med, at jeg er lidt for sirlig med mine ting. Selv vil jeg mene, jeg passer godt på mine ting. Jeg tørrer sålen af med vådservietter, for at holde rene, men mere pertentlig er jeg heller ikke. Jeg kan sagtens have dem på på en tur i skoven. Jeg tørrer dem bare lige af bagefter.

Jeg kan godt lide at købe gode ting, som man så også har i længere tid. Så har jeg ikke noget imod, at det koster en sjat. Jeg er ikke så forhippet på konstant at skulle have noget nyt. Det er nok det dyreste par sko, jeg ejer. Men så synes jeg også, at det er den flotteste støvle, der findes. Og de kommer til at holde i mange år.”

Racercykel af mærket Wilier Triestina

“Så langt tilbage jeg kan huske, er jeg vokset op med cykelløb. Jeg havde en far, som var besat af cykelløb uden nogensinde selv at have cyklet. Altså, til en sådan udstrækning, at vores sommerferie var planlagt omkring Tour de France. Og vi havde altid et lille sort-hvid fjernsyn med, når vi rejste rundt til campingpladser i Frankrig, så vi kunne se dagens etape.

Jeg har altid elsker at se cykelløb, men kom først selv i gang med at cykle for tre år siden. Det var ret spontant, så en dag gik jeg bare ned og købte en cykel i den nu lukkede butik Capitani på Vesterbrogade. Det er er moderne carbon-landevejscykel af verdens ældste cykelfabrikant, Wilier, som kom i flere farver og var overplastret med logoer, som jeg overhovedet ikke kunne affinde mig med. Derfor valgte jeg at få den sprøjtelakeret i matsort ude hos en specialist i Glostrup.

Jeg er selvstændig, så i løbet af ugen kan jeg ofte finde tid til at cykle alene i løbet af dagen. Så udskyder jeg arbejdet til om aftenen. Jeg har en god rute, hvor jeg kører vestpå fra København, forbi Roskilde, op langs fjorden til Frederiksværk og så ned gennem Nordsjælland. Sådan en god 150 kilometers tur på en sommermorgen er helt perfekt. Og så lige slutte turen med en kop kaffe og et stykke blødt brød.

Det kan lyde helt frelst, men cykling har givet mig sindssygt meget. Mange vil mene, der er noget ret monotont over at sidde på en cykel i fem timer, men man ser nogle helt nye områder og mærker naturen på en anden måde, når man er på cykel. Jeg gør altid noget ud af at køre på de mindste veje, gennem skove og væk fra al trafikken. Kombinationen af at få luften i ansigtet, at være alene i sit eget selskab og kunne koble af fra stress og helt specielt. Jeg er klart gladere og lettere at være sammen med efter at have cyklet en lang tur.

Da jeg købte cyklen, startede jeg med at tabe mig 13 kilo på seks måneder. Der gik jeg all-in på at cykle. Så en af glæderne ved at det må også være, at man kan spise næsten lige, hvad man vil, uden at tage noget på.”

Espressokande fra Alessi

“Af uransagelige årsager brugte jeg halvdelen af mit forhåbentlig lange liv på ikke at drikke kaffe. Jeg har nok kun drukket kaffe i et par år. Jeg gør så mit for at indhente det tabte. Og jeg drikker kun espresso. Til nøds en cortado. Aldrig stempelkande.

Jeg tror, denne model er fra 2015, og er designet af Michele De Lucchi. Jeg synes, den er sindssygt smuk. Den har en tud, der ikke kan dryppe og så skulle den efter sigende stoppe bryggeprocessen lige inden, kaffen bliver bitter.

Jeg drikker nok et par espresso om morgenen, så et par til op ad formiddagen, gerne en efter frokost, en senere på eftermiddagen og måske om aftenen efter middagen. Så jeg drikker espresso hele døgnet rundt.

I sommer blev alle vores udenlandsrejser aflyst, så i stedet tog vi til Jylland i en måneds tid. Der tog jeg den med sammen med min mælkeskummer. Det var også lige før, jeg tog mine espressokopper med. Espresso skal drikkes af små kopper.”

En samling af Popeye Magazine

“I princippet er det et japansk magasin om herremode, men jeg synes, det er meget mere end det. Det er et af de absolut ældste af sin slags fra midten af 70erne. Jeg har abonneret på det i tre års tid, og købt dem længe inden da. Jeg har efterhånden en halvstor samling.

Notorisk har de været kendt for at være svære at opdrive uden for Japan, men så opdagede jeg JP Books i London, som man helt old school kunne kontakte og sende sine kortoplysninger via brev. Sådan blev jeg abonnent. Og hver gang pakken ankommer, bærer den tydeligt præg af at være håndpakket. Jeg har abonneret på mange magasiner, som tit ikke dukker op. Men hos JP Books har aldrig misset et eneste nummer, og de kommer altid fint pakket i en brun kuvert med pap og en håndskrevet seddel. Nu til dags er det det eneste magasin, jeg abonnerer på.

Det kræver nok, man har en forkærlighed for Japan og japansk kultur og æstetik, for det kan virke åndssvagt at købe et magasin, man ikke kan læse et ord af, for alt står på japansk. Og du læser fra højre mod venstre. De har bare en virkelig fed grafisk stil og vildt flotte illustrationer, så rent designmæssigt er det lavet på en måde, man aldrig ser i et vestligt magasin. Det er virkelig gennemført.

Jeg får det det nye magasin den niende i hver måned og starter selvfølgelig straks med at bladre det igennem. Derefter ligger de nyeste numre oftest på mit skrivebord i et par uger, før de rykker ind til bogreolen i stuen, hvor de har en prominent plads. For ikke så lang tid siden, havde vores lille søn Bille revet alle bøgerne ud af reolen, og da jeg lagde dem på plads igen, tog jeg mig selv i at organisere dem i nummereret orden. Jeg er meget glad for min samling.”