Thomas Korsgaard: "Hvis man lige træder to-tre skridt forkert, kan man hurtigt ende nede på bunden. Jeg er selv meget bange for forfaldet"

"Hun kunne have været smuk’ er en sætning, der stikker ud for mig, fordi den rummer, hvordan hovedpersonen har det med sin mor. Han har en ømhed for hende, men samtidig kan han godt se forfaldet. Det forfald er på en måde tema for alt, hvad jeg skriver. Hvis man lige træder to-tre skridt forkert eller tager en gal beslutning, kan man hurtigt ende nede på bunden. Jeg er selv meget bange for forfaldet. Hvis der pludselig samler sig fem papkasser i min entre, som jeg ikke får båret ned, tænker jeg: ’Åh nej.’ Jeg kan virkelig blive bange for, om jeg er ved at gå i hundene. Jeg voksede op i et liv, der hele tiden lå på kanten, så det sidder i mig. Sætningen stiller også spørgsmål til, hvad det vil sige at være smuk. For jeg beskriver ikke mine personer særlig meget. Lidt hist og her, men ikke lange, malende beskrivelser. Det her er en mellemting mellem at skrive, at nogen er grim eller pæn. Sætningen rummer lidt begge dele, og den ømhed er vigtig for mig.

Når jeg skriver, leder jeg altid efter en kontrast. Det interesserer mig ikke at skrive om nogen, der er entydigt onde eller gode. Jeg prøver at skrive karakterer frem, der er alt muligt på én gang. Det er den sætning med til, selvom den er lige på kanten af at være patetisk. Jeg er nok lidt bange, men trods alt mindre bange end tidligere, for det patetiske. For hvis man tillader sig at gå med det, kan der også komme noget godt ud af det. Sætningen har en modstand i sig, der gør, at den ikke knækker. Kontrasten skal være der i ethvert kapitel og gerne i hver sætning.