Thomas Korsgaard: "Jeg er homoseksuel, jeg er fra underklassen og jeg er forfatter. Så har man ikke meget at miste"

- Uddrag fra ’En dag vil vi grine af det’.

”Familien i min roman er en underklassefamilie. Hvis man aldrig har haft penge, betyder de jo enormt meget. Det er som om, der er et stort, bundløst hul af gæld – både økonomisk og følelsesmæssigt. Forældrene kan ikke fylde det op. Deres liv er brudt sammen. Der er så mange gode intentioner om, at ’nu prøver vi’, men det mislykkes gang på gang, fordi noget har låst sig fast. Det betyder, at der er en grundlæggende mistillid.”

”Et vigtigt element i min bog er de mange forskellige historier, som karaktererne fortæller hinanden. Tue, hovedpersonen, kan ikke få dem til at stemme overens. Moren betror sig i allerførste kapitel til ham om sin affære, og faren fortæller en historie om, hvorfor moren fik et dødfødt barn. Men Tue ved ikke, om det passer, og det giver ham en følelse af mistillid og uvirkelighed. For samtidig holder familien fødselsdag, fejrer jul og gør ’almindelige’ ting sammen, men Tue begynder at kunne se falskheden i det. Det her er i bund og grund historien om en families endeligt.”

”Vold kan føre til en uvirkelighedsfølelse hos offeret. Når du har været udsat for vold, er du den eneste, der ved, at det skete – og hvordan det skete. Så snart du fortæller det videre, vil andre begynde at lægge fortolkninger ned over det. Der er så mange fordomme og forestillinger om, hvad vold er.

At vokse op med vold er især også at vokse op med ensomhed, for du er den eneste, der ved, at det foregår. Det er så tabubelagt at snakke om, og nogle gange vil man desværre også beskytte den person, der har udsat én for det. Særligt hvis det er ens forældre.”

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vold er noget, jeg selv har erfaring med. I romanen ser vi, hvordan volden på en måde bliver hverdag. Det fylder på samme måde, som det gør at tage opvasken. Hvis man ikke selv er vokset op med det, kan det være hård kost at læse.”

”Det er umuligt at svare på. Jeg har skrevet det hele, så hvert eneste ord leder jo tilbage til mig. Men det er en konstruktion. Det ville være umuligt for mig at skrive mit liv ned fuldstændigt, for så ville jeg aldrig blive færdig.

Man må gøre en lang række fravalg og tilvalg, som gør det umuligt at få alt med. Ingen siger det som den norske forfatter Vigdis Hjort: ’Lige så lidt som man kan slippe uden om alfabetet som forfatter, lige så lidt kan man slippe uden om sig selv.’”

”Jeg synes, det er synd for bogen, hvis jeg skal begynde på det. Det ærgrede mig meget ved udgivelsen af den første roman, at det for nogle begyndte at blive en gættekonkurrence. Der var sågar folk fra min folkeskoletid, der kontaktede mig og gættede på, hvilke navne i romanen der var dæknavne for virkelige personer. Men mine romaner er ikke rebusser. Jeg forsøger at skrive romaner, der føles virkelige for dem, der læser dem, og så ville det være ærgerligt at gå ind og sige: ’Det her er ikke sket.’”

”Der var røster, der sagde ’Det passer ikke!’, men jeg har jo aldrig påstået andet. Der står ’roman’ på forsiden, det betyder, at det er en konstruktion. Andres mening rører mig ikke. Jeg er kompromisløs, når jeg skriver. Det skal man være. Men jeg har ikke lyst til at gå så meget ind i det, så bliver det bare et cirkus.”

”Jeg synes ikke, det er interessant med den konflikt. Jeg passer mit arbejde som forfatter og gør det så godt, jeg kan. Men om jeg er ængstelig, græder om natten og må drikke fem glas vin, før jeg kan sove, kan da ikke være særligt spændende.”

”Det kan jeg ikke vide. Hvad skulle det være værd? Jeg skriver ikke i forventning om, at der kommer en eller anden godbid eller pris eller noget, der gør det ’dét værd’. Jeg skriver, fordi det tilfældigvis er det, jeg har talent for, og jeg er gået med det. At være forfatter indbefatter en masse afsavn og fravalg, som til gengæld gør, at man kan leve i skriften.

Det er den livsform, der passer mig. Jeg tror i virkeligheden, at de fleste forfattere har det sådan, at de har følt sig uden for hele deres liv. Jeg er homoseksuel, jeg er fra underklassen, og jeg er forfatter. Det er tre stigmata på én gang. Så har man ikke meget at miste.” ■

LÆS MERE: Forbrydelsens elementer: Hvorfor er vi så glade for kriminalromaner?

LÆS MERE: Jesper Buch slår tilbage efter en dårlig anmeldelse: ”Jeg blev lidt nervøs for, at det ville blive taget for seriøst”

LÆS MERE: ”Lemvig er et lille portræt på Danmark. Da jeg voksede op havde den sin egen bank, rådhus og et voldeligt natteliv”