Karl Ove Kanusgård er berømt for sin selvudlevering. Ingen bliver skånet – mindst af alt ham selv i de seks bind af ’Min Kamp’-serien. Og følelsen bagefter er langtfra kun god.
”Jeg har krænget min sjæl ud. Det er ubehageligt, at alle ved noget om mig. Alle har en ide, alle kan læse om mine børn, min kone, vores skænderier. Jeg har vist mig som et lille menneske. Virkelig,” siger han i en dokumentarfilm, der har fulgt den norske forfatter igennem tre år ovenpå afslutningen af livsværket.
En af de ting, som bøgerne skildrer med størst smerte, er opvæksten sammen med den alkoholiserede fader i dennes hus på øen Tromøy.
Annonse
Her har han ikke været tilbage i omtrent 30 år. Han har ikke været der, siden han flyttede til Kristiansand som ung teenager. Men i dokumentaren er han tilbage i forbindelse med, at han skal modtage en pris.
Faderen lever ikke længere, men huset står der endnu, og Karl Ove Knausgaard beslutter at tage forbi og gense det.
Og hvad er der så at se? På en måde ikke så meget. Forfatteren forsøger ikke at komme ind i huset, og som han siger, er træhuset udefra set ikke så meget andet end et almindeligt 70’er-hus.
Men for hovedpersonen er det alligevel betydningsfuldt.
”Det er mærkeligt at se det, for jeg har været her så meget i tankerne. Jeg har et imaginært billede, som jeg har skrevet om i så mange år,” siger han.
”Det ser præcis sådan ud og så alligevel ikke.”
Annonse
Tydeligvis skaber det en form for forløsning i forfatteren at vende tilbage til den så hyppigt og realistisk beskrevne barndom. Måske er der endda noget, der bliver repareret eller i hvert fald falder på plads.
Knausgaard har tidligere udtalt, at han efter udgivelsen har haft drømme om, at faderen kom tilbage fra de døde og straffede ham for den måde, han har beskrevet ham.
Og i filmen fortæller han, hvordan han har haft en følelse af, at han havde gjort noget forfærdeligt. Noget, der havde lukket ham ude fra stedet, hvor han voksede op. Men efterhånden og med sit besøg erkender han, at det ikke behøver at være sådan.
"Det er vigtigt at finde ud af, at man bare kan tage herhen, med familien."
”Det åbner sig op på en helt anden måde end, når man sidder i Sverige på lang afstand og skriver om det,” siger forfatteren, der er svensk gift og bor og arbejder i Österlen, om gensynet.