Tre gode udstillinger, du skal opleve i november

Forær dig selv et kulturelt udsyn gennem novembertågen.

Tre gode udstillinger, du skal opleve i november
Offentliggjort
cherry-moki_dc-1981_f_prallan-allsten_modernamuseet_press.jpg

På Moderna Museet Malmö kan du hen over vinteren opleve en retrospektiv udstilling med den svenske multikunstner Moki Cherry, der i 70’erne arbejdede med maleri, tekstilcollager, træ, keramik, musik og scenografi i en poetisk og farvefestlig bestræbelse på at fange essensen af vores hverdagsliv og sætte lighed og fællesskab på dagsordenen.

Moki Cherry er som kunstner fuldt berettiget til spalteplads alene, men det er alligevel interessant at nævne, at hun dannede par med den amerikanske jazztrompetist Don Cherry, med hvem hun har to børn, musikerne Neneh Cherry og Eagle-Eye Cherry.

En stor del af hendes kunst er skabt i familiekollektivet i den svenske by Tågarp, hvor hun bevidst arbejdede med at forene sine ambitioner som kunstner med rollen som mor.

Moki Cherry – A Journey Eternal på Moderna Museet Malmö. Til 3. marts 2024.

Modernamuseet.se.

workinggirls_04.jpg

Har du endnu ikke besøgt udstillingsstedet Palace Enterprise ved Vesterport i København, er det lige nu oplagt at gøre din entré. Stedet sætter barren højt for kunst med et internationalt perspektiv og har i november Benedikte Bjerre på programmet.

Med oppustede høns, gamle vaskemaskiner, kaffemaskiner og stålreoler on display kan Bjerres kunst opleves som sociologiske eksperimenter, der rykker vores hverdagsforestillinger op med rode og ryster.

Benedikte Bjerre på Palace Enterprise til december 2023.

Palace-enterprise.com.

Bossetrees_foto by_adam jandrup_-32.jpg

Altid poetiske Rune Bosse indtager i november Gl Strand i København og fylder kunstforeningens tredje sal med forkullet skov. Kunstneren har sat sig for at undersøge skovbrandens transformerende kraft og har sat ild til det, der ellers er hans vante materiale: naturen, træerne og planterne.

Du vil blive mødt af et kunstigt landskab af afbrændte træer, der spreder sig over et gulv af trækul, men magien ligger gemt og selv det mest forkullede træ går i knop.

Rune Bosse på Gl Strand. Til 14. januar 2024.

Glstrand.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst og Guide