Skal du have en god bog med på vinterferie? Vi har tre stærke bud

Hvilken bog skal du kaste dig over som det næste? Vi har fundet tre nye bøger, du bør overveje.

Skal du have en god bog med på vinterferie? Vi har tre stærke bud
Offentliggjort
Snyt-ud-af-naesen_frontcover_FINAL__PSOcoat_v3.jpg

Man skal have levet under en sten i de seneste par år, hvis man ikke har lagt mærke til Thomas Korsgaards enorme succes med sin trilogi om Tue, der vokser op i en dysfunktionel familie på en gældsplaget gård et sted i Jylland.

De tre delvist selvbiografiske bøger, som blev indledt med ’En dag kommer der et menneske forbi’ og afsluttet med ’Man skulle nok have været der’, er solgt i over 350.000 eksemplarer, og Korsgaard modtog i 2022 De Gyldne Laurbær som den yngste nogensinde – han var da 26.

Nu er han aktuel igen med novellesamlingen ’Snydt ud af næsen’, hvilket er en genre, han tidligere har boltret sig i. De 16 skæbnefortællinger, der udfolder sig i et lille lokalsamfund (igen, et sted i Jylland), er klassisk Korsgaard.

Han spidder forholdet mellem fædre og sønner og viser på ny, at han totalt mestrer at beskrive interne koder, menneskelige relationer, løgne og undladelser, skam og ydmygelser.

Blandt drenge og mænd, som virkelig er ringe til at kommunikere med hinanden. Men som man samtidig kan mærke i deres mindste handling og bevægelse.

Er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Engle_forside_tryk.jpg

Sebastian Nathan udgav i 2021 sin debut-digtsamling ’Honey Moon’ til stor opmærksomhed. Nathans digte om kærlighed og tab og livet, som nærmest lydløst passerer forbi, modtog forrygende anmeldelser i landets dagblade, og for ’Honey Moon’ vandt han Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris og var desuden shortlistet til Bogforums Debutantpris og Blixenprisen for Årets Digtsamling.

Med opfølgeren ’Engle’ har Sebastian Nathan skabt endnu en smuk digtsamling – nu om at få en psykiatrisk diagnose, om at gå i behandling og om at prøve at håndtere og forholde sig til sine egne skævheder.

Digtene er leveret i et stilfærdigt, præcist og afdæmpet sprog, som fx her: ’pillerne skulle give kroppen den skal / den ikke ejer / men sådan er det med savn / der er noget man ikke har.’

Det er sjældent veludført, og man bliver fuldstændig suget ind i passagerne om hovedpersonen, der slentrer gennem en verden, som på én gang er både ultrarealistisk og magisk.

Er udkommet på Gads Forlag.

Maniac2_salgsforside_230621.jpg

’Maniac’

I ’Når vi ikke længere forstår verden’ fra 2020 berettede den chilenske forfatter Benjamin Labatut om en række af de mest fremtrædende videnskabsfolk i det 20. århundrede og om deres intellektuelle kampe og moralske dilemmaer.

Bogen, som blev Labatuts helt store gennembrud og nomineret til Booker-prisen, var en skønsom blanding af fakta og fiktion, og samme opskrift bruger han igen i ’Maniac’. Her zoomer han ind på den excentriske, ungarske matematiker John von Neumann, som var en del af Oppenheimers Manhattan-projekt.

Von Neumann var også en pioner inden for kvantemekanik og kunstig intelligens, og her trækker Labatut en elegant linje videre til den virkelighed, vi befinder os i nu, hvor AI har potentiale til at ændre verden, som vi kender den. Hvor mennesket står over for maskinen.

Sidste del af ’Maniac’ handler således om den sydkoreanske mester i det komplicerede brætspil Go, Lee Sedol. Han blev i 2016 besejret i Go af AI-programmet AlphaGo, hvilket efterlod ham så knust, at han stoppede sin karriere.

Udkommer 22. februar på Politikens Forlag.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Guide og Shopping