De tiltrækker et større og bredere publikum for hvert kunstværk, de skaber, og alligevel bliver de ved med at overraske. For Elmgreen og Dragset ville det være et nederlag, hvis man kunne definere dem, og de nægter at stå stille. Det lykkedes dog Kristoffer Dahy Ernst at fange den dansk-norske kunstnerduo – i tre forskellige byer.
Michael Elmgreen holder 18 sekunders tænkepause. Han er blevet spurgt om, hvem Elmgreen og Dragset er, og det er tilsyneladende ikke så enkelt at svare på.
Tager man til Helsingør, vil alle med det samme kunne svare på det. Her er de dem med ’Han’, skulpturen på Kongekajen i havnen. Den, der delte vandene i byen, og som var udgangspunktet for to års intense diskussioner og en læserbrevsstorm til lokalavisen. Fonden Realdania var imod, ligesom Slots- og Ejendomsstyrelsen var det, men nu står ’Han’ altså der på kajen. Og når en spørger: ”Nå, har du været derude?” eller ”Hvad synes du så?”, ved alle i Helsingør, hvem man taler om.
Annonse
I London vil besøgende på Trafalgar Square måske vide, at det er dem bag drengen på gyngehesten, der skiller sig meget ud fra de tre øvrige skulpturer på pladsen: Den af George IV fra 1844, den af generalen Charles James Napier fra 1855 og i det sidste hjørne den af generalmajor Henry Havelock fra 1961.
Og så vil der være dem, der kender det dansk/norske kunstnerpar som dem, der står bag en fuldt udstyret Prada-butik midt i den texanske ørkens ingenting.
Michael Elmgreen og Ingar Dragset i deres studio. Drengen i midten er en figur, der i september 2012 blev udstillet på deres galleri Victoria Miro i London.
Så måske er det ikke så mærkeligt, at Michael Elmgreen er så længe om at svare. Duoen lader sig ikke så let definere, de hopper rundt og skifter æstetikker og formsprog og medier og laver alt fra arkitektur og design til mode og kunst.
”Vi har ikke lyst til at være ét brand,” siger Elmgreen så endelig.
Michael Elmgreen og Ingar Dragsets studio i Neukölln i Berlin. Bygningen er et gammelt vandværk, som er blevet totalt istandsat.
Annonse
”Og derfor er der mange forskellige opfattelser af, hvad vi er for et brand. Folk forbinder os med alt muligt forskelligt. Nogle synes, vi er socialkritiske, andre, at vi er seksualpolitisk korrumperende eller for politisk kritiske. Så er der andre, der synes, vi er for meget hånd i hånd med kapitalen, fordi vi samarbejder med firmaer i modebranchen. Der er folk, der synes, vi er minimale, folk, der synes, vi er dekorative, og folk, der synes, vi er konceptuelle. Vi prøver at holde folk glødende.”
Er det derfor, I breder jer så meget?
”Næ. Det er for ikke at kede os selv ihjel.”
Udtrykket ’to alen af et stykke’ passer formidabelt på Elmgreen og Dragset. De kunne aldrig forestille sig at lave kunst alene eller med andre end den anden. Det lykkelige match har eksisteret i 17 år, men konstellationen har ændret sig, som årene er gået. Michael Elmgreen og Ingar Dragset er stadig Elmgreen og Dragset, men de er ikke længere Michael og Ingar. Engang var de kærester, nu er de blot den enes yin og den andens yang. 18 års samarbejde og 10 års forhold som private partnere har lært dem alt, hvad der er at vide om den anden. De er enige om stort set alt. Den ene kommer kun yderst sjældent med en idé, den anden ikke kan se potentiale i. Og efter Michael er flyttet til London, forfalsker Ingar hans underskrift med en sådan lethed, at få faktisk behøver at vide, at Michael ikke længere bor i Berlin.
”Det var selvfølgelig herrebesværligt at gå fra hinanden. Men vi turde gøre det, fordi vi vidste, at vi stadig skulle arbejde sammen. Det gav et pust, at vi pludselig blev nye for hinanden. Før bruddet kørte vi for meget i ét spor, men det er fandeme vigtigt at bryde med sin rutine og give sig selv forskrækkelser som kunstner,” fortæller Elmgreen.
Dragset er ikke overraskende enig.
Og selv om de ikke længere bor i samme by, er opsætningen i Studio Elmgreen & Dragset næsten den samme. De er stadig begge en lige stor del af foretagendet og snakker stadig sammen 5-10 gange om dagen. Men hvor Ingar Dragset styrer studiet, værkstederne og de seks ansatte i Berlin, arbejder Michael fra London og besøger kun Berlin en uges tid om måneden. I London arbejder han fra et lille kontor i en lejlighed i midten af London, der står i skærende kontrast til den voluminøse bygning, de i fællesskab ejer og driver i Berlin.
Annonse
Uanset om man træffer kunstnerduoen sammen eller hver for sig, er udkommet ofte ens. De nævner begge nødvendigheden i konstant at søge at forny sig. Deres mangeårige parløb som kunstnere er opnået gennem konsensus frem for konflikt, og selv hver for sig har de svært ved at svare på, om den anden nogensinde gør noget galt. Selv deres imødekommende håndtryk føles ens. I studiet i Berlin går Ingar selvsikkert rundt, fordi han ejer det hele. På Trafalgar Square går Michael selvsikkert rundt, ikke fordi han ejer noget, men fordi hans kunstværk er udstillet på den mest centrale plads i byen. Ja, selv deres sprog lyder med lidt god vilje ens: Ingar snakker dansk med norsk accent, og Michaels danske er en smule påvirket af 17 år i udlandet.
Artiklen fortsætter på næste side...Ingar Dragset og Michael Elmgreen har tømmermænd. De er i København i anledningen af et skuespil, de har skrevet og designet kostumer til. Forestillingen ’Happy Days in the Art World’ bliver vist på Det Kgl. Teater over fire dage efter at være blevet vist i Glasgow, New York og Bergen. Og som det sig hør og bør, blev gårsdagens danske premiere skudt ind med fest.
De har indkvarteret sig ved Istedgade i København på et hotel, hvor priserne er et niveau højere end de hoteller, der bliver brugt til lyssky aktiviteter. Her er både gårdhave, smagløst springvand og ublu priser på den plejehjemstynde kaffe, der dog ligner noget, der lindrer. Ingar Dragset har været en tur i Kødbyen og drikker i stedet vellavet kaffe fra et lyserødt papkrus. Han ryger røde Gauloises, Michael Elmgreen ryger Prince Light.
Parret har ædt sig længere og længere ind i de kreative indercirkler i den internationale kunstverden. De har ingen kunstnerisk uddannelse, men begår sig alligevel hjemmevant på en kunstscene, der er svært gennemskuelig med sine mange aktører, sin enorme leflen og endnu varmere luft.
Der skulle gå en del år, før Elmgreen og Dragset solgte deres første kunstværk, et billede af en måne, der spejler sig i plexiglas, til en schweizisk kunstsamler i Harlem, der står bag Art Basel. Et par år senere fik de udsolgt på en udstilling på Nikolai Wallner i København, og så begyndte det langsomt at rulle. Det smitter meget, hysteriet i kunstverdenen, og er der først salg på et galleri, spreder rygtet sig. Siden kom opsigtsvækkende kunstværker som Prada-butikken i Texas, der fik Miuccia Pradas velsignelse og sponsorat, og en kæmpestor og totalt usælgelig boligblok i Karlsruhe, hvor man kunne kigge ind gennem vinduerne og se sørgelige skæbners liv udfolde og indvikle sig.
Elmgreen og Dragset har siden 23. februar 2012 udstillet bronzeskulpturen ’Powerless Structures, Fig 101’, der forestiller en dreng på en gyngehest, på Fourth Plinth på Trafalgar Square i London. Siden 1999 været Fourth Plinth været udstillingsplads for samtidskunst, og kunstværkerne skifter hver 18. måned. Før 1999 stod den tom pga. uenighed om, hvad den skulle bruges til. Uenigheden varede i over 150 år.
Og så var de de første kunstnere nogensinde til at have to pavilloner med på en biennale til Venedig Biennalen i 1999, hvor de stod for både den danske og den nordiske pavillon. Den nordiske pavillon var opført som et californisk dandyhjem, hvor ejeren lå død i poolen, og hvor vagterne indenfor spillede trækkerdrenge.
I dag er Elmgreen og Dragset repræsenteret af gallerier i Tokyo, Madrid, London, Milano, Paris og København og på de mest toneangivende kunstmesser som Art Basel, der både har afdelinger i Basel, Miami og Hongkong, og Frieze i både London og New York. Deres virke breder sig både over offentlig kunst, som de bliver indbudt til at lave eller vinder ved konkurrencer, og privat kunst, som de laver uden købere for øje, og som nogle gange er så abstrakt, omfattende eller konceptuelt, at det ikke kan købes.
Værket ’Death of a Collector’ fra kunstbiennalen i Venedig i 1999, hvor Elmgreen og Dragset fremstillede et californisk udseende hjem og lod ejeren ligge død i poolen.
De er i København mandag til søndag, og selv om det er her, Elmgreen er vokset op, er det den længste sammenhængende periode, han har været i byen, siden han flyttede til Berlin i 1997. Da han var 19 år, skrev han et digt, der hed ’Hjem er det sted, jeg forlod’, og hans insisteren på ikke at gro fast giver mere og mere mening.
”Jeg var voldsomt begejstret over at flytte til Berlin til at starte med, men på et tidspunkt begyndte jeg at blive protektionistisk over byen og brokke mig over forandringer. Sådan noget med, at tingene var federe før. Jeg kan jo ikke lave byen om. Det er mig selv, jeg er nødt til at ændre.”
Til venstre: Fra udstillingen ’Celebrity - the One and the Many’ fra Karlsruhe i 2010. Til højre: Han er solidt placeret på Kongekajen i Helsingør. Man kan spejle sig i den blanke overflade af rustfrit stål, og omtrent hvert 40. minut blinker skulpturen.
Hvordan har jeres samarbejde ændret sig, siden I startede?
”Kunstverdenen er mere krævende end tidligere. Det er meget præsentation, og man skal balancere det at lave interessant kunst, som samtidig kan sælges, hvis man altså vil ende som etableret kunstner,” siger Ingar Dragset og fortsætter:
”Da vi startede i København, var der næsten ingen gallerier. Vi var totalt blåøjede, og da vi deltog i Berlin Biennalen i 1998, anede vi ikke, hvilket spil der var mellem gallerier og kunstnere. Det var en styrke rent kunstnerisk, fordi vi slet ikke overvejede at lave noget, der var salgbart. Vi stod nøgne og trevlede skørter op, og den slags kunst er jo ikke rentabel.”
Noget siger mig, at I ikke altid har kommerciel sans?
Dragset: ”Vi har en del samlere, der godt kan blive sure over, at vi laver udstillinger med værker, der ikke kan købes. Vi er ikke så kloge rent økonomisk, men vi lever fint, og det giver nogle friheder. Det er lidt den omvendte verden, fra da vi startede, at folk gerne vil købe noget, men vi ikke har noget at sælge.”
Elmgreen: ”Nej. Vi skal være glade for, at vi ikke er forretningsbestyrere. Det ville gå hamrende galt. Jeg elsker penge, men jeg er simpelthen så lidt interesseret i at tjene dem.”Kan kunst være for alle?
”Ikke nødvendigvis,” svarer Ingar Dragset og fortsætter: ”Information skal være tilgængelig for dem, som har lyst til at sætte sig mere ind i stoffet. I Danmark og Norge har man kunst-kanoner, og det er en forkert måde at bruge kunsten som opdragende element. I Tyskland har de en tro på, at kunst betyder noget i samfundet. Det er fantastisk at være virksom i et land, hvor mange mennesker elsker at debattere og tage stilling til kunst.”
Michael Elmgreen supplerer:
”I Skandinavien kan finkultur godt være nogle bonboner, der ligger i en æske, man tager frem om søndagen. Det er ikke en del af økonomien og dagligdagen. Hvis jeg i sin tid gik ned i Arbejdernes Landsbank og ville åbne en konto, spurgte de, hvad jeg tjente penge på ved siden af kunsten. I Deutsche Bank glæder de sig over, at du er billedkunstner, og opretter en konto for selvstændig virksomhed.”
En Fiat Uno og en campingvogn udgør værket ’Short Cut’, der første gang blev udstillet i Milano i 2003.
Er det en styrke at være to frem for én?
Dragset: ”Ja. Det betyder, at vi kan dele ansvaret, og generelt holder det os mere til ilden. Vi giver ikke op så nemt. Det er nemmere at tage konflikter med kontoret eller institutioner, når vi er to, der har et budskab. Og så er elementet med inspiration fra den anden altafgørende. Det er kedeligt at være syv dage alene på rejse i en røvsyg tysk by for at installere et kunstværk, men der har vi altid hinanden. Og det er ofte, når vi er af sted, at ideerne opstår.”
Og dem er I altid enige om?
Dragset: ”Vi har udviklet et fælles sprog, så vores ideer er ofte i sync. Selv om det af og til sker, at den ene får en idé, den anden synes er noget værre lort.”
Kunstværket ’Prada Marfa’ ligger på Highway 90 udenfor byen Marfa i den texanske ørken. Butikken har aldrig åbent, men er blevet en turistattraktion i det lidet befolkede område.
Hvad er forskellen på offentlig og privat kunst?
Elmgreen: ”En privat samler bruger en masse penge på et kunstværk og lever med det hver dag. Det er en enorm dedikation. Et offentligt kunstværk bliver måske set på i 30 sekunder og fanget af et knips med et kamera. På et galleri vælger folk selv, at de vilse på kunst. I offentligheden er vi nødt til at have respekt for, hvad folk kan rumme. Det er brugere med forskellig kulturel baggrund og moralsk syn. I det offentlige rum skal vi være respektfulde. Vi skal ikke råbe ’jeg, jeg, jeg’ og snakke om Muhammed-tegninger.”
Hvad er kunstens fornemste opgave?
Elmgreen: ”Der er så mange ting i vores verden, der skal bruges til noget. Hvor der skal være et resultat. Flere er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, hvad kunst kan bruges til. Overhovedet ingenting. Og det er da fantastisk, at der er noget aktivitet, hvor du bare ikke kan se facit. Man må jo heller ikke spørge henne i kirken, hvad de får ud af det.”
Ingar Dragset i Berlin
”Kontortiden er fra 11-19. Det er Berlin-tid, og vi møder ret sent, hvilket er nødvendigt, hvis vi skal have nogen form for socialt liv om aftenen. Jeg kommer ind, svarer på mails, kigger på produktionen af opgaver og snakker måske med vores grafiske designer, der er meget involveret i mange af projekterne. Om eftermiddagen sidder jeg måske og leger med nye ting og nye ideer. Et par gange om ugen besøger jeg snedkere, skulptører og tømrere, som vi arbejder med i Berlin. Ellers er det meget kontoragtigt.”
Michael Elmgreen i London
”Jeg starter med en hel stempelkande og et par cigaretter. Svarer på mails og tjekker de sociale netværk. I al forfængelighed kigger jeg også på de seneste pressenotifikationer og ser, hvad folk skriver om os. De mails, der skaber for mange problemer, lukker jeg meget hurtigt. Det gider jeg ikke om morgenen. Så ringer telefonen. Hvis det er Ingar, tager jeg den. Hvis det er en fra studiet, tager jeg den næsten altid. Hvis det er en fra et galleri, ringer jeg tilbage. Så er jeg i gang.”
Michael Elmgreen om Ingar Dragset
”Ingar er god til at bevare roen, hvor jeg er mere hysterisk. Han er intelligent, idérig, analytisk og oprigtigt interesseret i verden omkring sig. Han er den person, jeg deler mest verdenssyn med. Sammen har vi skabt en tredje identitet, og derfor kan jeg ikke beskrive ham som en god eller dårlig kunstner. Hvis jeg gør det, kommer jeg til at beskrive Elmgreen og Dragset som gode kunstnere, og det er ikke mit job. Det må andre gøre.”
Ingar Dragset om Michael Elmgreen
”Michael har en hjerne, der parallelt er meget logisk og meget ulogisk, og i det spændingsfelt opstår der mærkelige ideer. Han er impulsiv, hvor jeg er mere procesorienteret. Hos ham opstår der en gnist, en kortslutning eller en fusion, og ofte tænker jeg på, hvor det kommer fra. Hans æstetiske sans er meget klar, mens min er et stort rod. Han er vokset op i Danmark med god smag og rene linjer.”
