Uffe Lorenzen: "Musik er mit liv for helvede"

Hvad er det bedste råd, du har fået?

”Peter Belli sagde til mig i 2004: ’Når du snakker med journalister, skal du altid have artiklen til gennemsyn, før de trykker den.’ Belli fik selv en fængselsdom tilbage i 60’erne, fordi han i et interview bare var ærlig på spørgsmålet om, hvorvidt han nogensinde havde røget en fed. Jeg prøver også at være ærlig i interviews, for så er der ikke nogen, som kan komme bagefter og sige, at jeg har løjet eller slå mig oveni hovedet med noget, som jeg har gjort. Men det kan være farligt i en overfladisk verden, der er bygget af forstillelse. Det er jo det, som medieverdenen er blevet. Folk forventer ikke længere ærlighed i interviews og bliver derfor mistroiske, når det sker.”

Hvilken begivenhed har formet dit liv?

”Da jeg var fem-seks år gammel, kom jeg ind i stuen, mens min mor sad på gulvet foran pladespilleren og lyttede til noget musik, som jeg senere fandt ud af, var Røde Mors første single fra ’Johnny gennem ild og vand’, nummeret ’Lil’ Johnnys mund’. Det handler om en amerikansk soldat, som vender hjem fra Vietnam-krigen i en kiste. På det tidspunkt var jeg for ung til at opfatte, hvad sangen handlede om, men jeg kunne mærke en trist og melankolsk stemning, og at det påvirkede min mor, og derfor påvirkede det også mig. Jeg fik tårer i øjnene og kan huske, at jeg tænkte, at det var utroligt, at musik kunne have sådan en effekt. Det var en vigtig oplevelse for mig. Én, som psykologerne ville kalde for en ur-oplevelse, fordi det gik op for mig, at der var andet end mor og far, og at jeg ville lave musik resten af mit liv.”

Hvad er det mærkeligste sted, du er vågnet?

”Lige fra i rabatten på en tysk autobahn til i de forkerte kvinders senge. Men i øjeblikket er jeg midlertidigt hjemløs, fordi jeg for nogle måneder siden gik fra en kæreste, så jeg flytter nærmest hver mandag til en ny bydel. Jeg lever kun i kraft af gode venner, som gerne vil låne deres lejlighed ud til mig. Det er en position, som jeg har været i mange gange i mit liv – tilbage til udgangspunktet. Jeg nulstiller og prøver at finde mig selv, hvem jeg er, og hvad jeg gerne vil. Det er et resultat af de valg, som jeg har taget i mit liv, der har handlet om, at det vigtigste var at lave musik, få udgivet den næste plade og spille nogle flere koncerter, så jeg kunne tjene nogle penge, så jeg kunne leve og fortsætte med at lave musik. Det har været min drivkraft.”

Hvordan ændrer berømmelse en mand?

”Jeg kan ikke gå ned på gaden eller ind i et supermarked uden, at der dagligt er 5-10 personer, som siger tak for fed musik eller giver mig det der underforståede blik, som jeg har lært at genkende med tiden. Det er sådan et blik, der siger: ’Nårh, der er han.’ Det er et venligt og varmt smil, og det er enormt livsbekræftende. Men jeg vil også sige, at berømmelsen har givet mig nogle lette, sociale fobier.

Jeg kan næsten ikke holde ud at være på Roskilde Festival, for der er for mange mennesker, og jeg har følelsen af, at de kigger på mig, og det gør de også. Det er o.k., hvis det er 20-30 mennesker, men 20.000 på én gang føles overvældende. Jeg kan også mærke, at jeg bliver mere og mere overfølsom over for Facebook. Det er utroligt giftigt, at man hele tiden bliver konfronteret med folks meninger om én, hvis de er negative. Jeg har taget til genmæle mod journalister og anmeldere på de sociale medier: ’Hvad er det for noget vrøvl, du skriver om mig?’ Og så bliver de fornærmet og siger, at det kan man ikke tillade sig, og at jeg er nærtagende. Men det vil jeg skide på. Hvis jeg har lyst til at fortælle folk, at de er fulde af sludder og nogle røvhuller, lige som de fortæller mig, at min musik er dårlig, så gør jeg det. Musik er mit liv for helvede. Det er kernen i mig at sidde med en guitar i hånden og få nogle ord ned på et stykke papir, som jeg synes giver mening og er smukt og fuld af poesi. Jeg er nok ikke en helt normal mand, og derfor handler jeg nogle gange unormalt, irrationelt eller socialt uacceptabelt, fx mod anmeldere.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Min far var en rigtig træmand og havde virkelig svært ved at dele sine følelser. Jeg spurgte ham på hans dødsleje, om der var noget, han havde fortrudt i sit liv, og så svarede han blot: ’Njaeh.’ Der kom ikke mere. Selv ikke der. Vi vidste begge, at han skulle dø, og derfor syntes jeg, det var et nærliggende spørgsmål at stille. Men jeg har lært af min far, at jeg ikke vil være sådan. Jeg vil gerne være bedre til at fortælle, hvad jeg føler til min elskede og mine nærmeste, fordi jeg tror, at det er vigtigt og sundt for os at dele. Det gør det mere udholdeligt for os at være her. Jeg hader, når folk forstiller sig, er overfladiske eller lader som om, at de er hårdere, end de er.”

Hvad fortryder du selv?

”Der er tit folk, der spørger mig, om jeg har fortrudt, at jeg aldrig har fået børn? Men det gør jeg slet ikke. Jeg tror, at jeg kan leve fint uden. Det er et bevidst valg, for det kræver, at man både har råd, tid og overskud til at gå ind i det med alt, hvad man har, og der har jeg lagt min energi andre steder.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Jeg har to ar i panden. Det ene kalder jeg for mit ’Vleve’-ar. Vleven er den øl, som Café Svejk på Frederiksberg har i december og er på syv procent i alkohol. Hvis man drikker ni af dem, bliver man så utrolig dum, at man kommer galt af sted uden at kunne huske, hvordan det skete. Det er et blackout-ar. Jeg kan kun huske, at der stod fem mennesker omkring mig og var meget bekymrede, fordi jeg blødte voldsomt fra panden. Ingen så, hvad der egentlig skete. Mine ar er med til at give mit ansigt karakter. En mand bør have ar. Der skal helst være lidt ridser og buler, ellers har man ikke levet.”

Hvad bør enhver mand vide om kvinder?

”At de i virkeligheden er røvligeglade med, hvordan vi ser ud. De vil blot have en mand, der er sød, god og ærlig. Det er vigtigt for os mænd at vide, for det er lidt en velbevaret hemmelighed. Vi lever i en kultur, hvor overflade og udseende lader til at betyde meget, men for langt de fleste kvinder fylder det slet ikke så meget, som vi tror. Hvis der var nogen, som havde fortalt mig det som 18-årig, havde jeg turdet og risikeret langt mere.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Musik og Roskilde Festival