Ugens kulturanbefaling: Nas, divisionsfodbold og fragilité

Se:

Forrige uge var jeg med fire venner i Bologna, og det var hyggeligt, men kender I det, når et helt selskab passioneret diskuterer en film, man ikke har set? Så sidder man der, helt afvæbnet, og har kun anerkendende nik at bidrage med. Sådan var den tur meget, for Paolo Sorrentinos ’La Grande Bellezza’ var bare helt fantastisk, var der stor enighed om, og man får virkelig lyst til at tage til Italien, når man ser den. Med dybe sår i min kulturelle stolthed tog jeg hjem og så filmen, hvor forfatteren Jeb Gambardella tager et drastisk opgør med sin dekadente og elitære omgangskreds. Samme dag bookede min kæreste og jeg flybilletter til Rom, så en eller anden effekt har ’La Grande Bellezza’ da haft.

Læs:

Jeg tror aldrig, jeg har læst en bog to gange, men nu er jeg gået i gang med at genlæse Haruki Murakamis ’Kafka på stranden’. I gymnasiet brugte jeg de mange timer i S-tog på at tygge mig igennem fortællingen om unge og kejtede Kafka Tamura, der løber hjemmefra og hurtigt ældes i et svært paranomalt japansk samfund. Kattene kan tale, og Kafka indleder seksuelle relationer til kvinder, der måske-måske ikke er hans mor eller søster. Sproget er nærmest infantilt, og selvom romanen umiddelbart føles lidt anderledes at læse med fuldt udvoksede pandelapper, er Murakamis magiske realisme værd at genbesøge.

Lyt:

Det er 30 år siden, den brede offentlighed første gang blev introduceret for New York-rappens generationstalent Nas på Main Sources ’Live at the Barbeque’. I en genre, der konstant orienterer sig mod nye tendenser og navne er det i ordets mest oprindelige forstand unikt at udgive album af så høj kvalitet, som Nas gør, små tre årtier i træk. På den nye ’King’s Disease II’ lyder 47-årige Nasir Jones som en, der har investeret hele sin sjæl i kampen for et gennembrud. I vanligt vellydende samarbejde med hofproduceren Hit-Boy har han skabt et værk, der er nutidigt uden at være leflende, og hele tiden fremstiller mere end udstiller, at Nas kunne være de fleste nye rapperes far. Det er velsagtens kun ærkefjenden Jay-Z, der kan opretholde samme kadence i sine udgivelser. Jeg er måske grebet af stemningen, men lige nu er min følelse, at ’King’s Disease II’ er den bedste Nas-plade siden ’Stillmatic’.

Oplev:

Det er ingen hemmelighed, at jeg hele min ungdom er kommet i Parken, og derfor skinner solen jo lidt ekstra denne mandag. Men når jeg bliver træt af videodommere, Lars Seier og hjemmebanetrøjer, der bliver kaldt ’home jersey’, finder jeg trøst til hjemmekampene hos naboen fra B.93. Fodbolden er noget mindre poleret, jovist, men det skoser ikke på drama, intensitet og i glimt flotte detaljer i den danske 2. division. Der er dele af det danske fodboldlandskab, den glubske globalisering endnu ikke har opslugt, så hop ud og støt din lokale divisionsklub i weekenden. Det bliver godt vejr.

Spis:

Smagen af smørbomben fragilité er smagen af barndom for mig. Sort på hvidt lyder det som en bizar barndom, det ved jeg, men der var alligevel en vis melankoli forbundet med at cykle rundt i Kongens København i jagten på dette ædle bagværk, kun for at blive mødt af en mur af kanelsnurrer og mælkekaffe. Hæderkronede La Glace har den selvfølgelig, den lille, skrøbelige kage af mandelbunde og mokkasmørcreme. Selvom 39 kroner kan synes af meget for en kage på størrelse med et spil kort, må man ikke tage fejl: En fragilité er så grænseoverskridende bastant (og ikke mindst velsmagende), at din søde tand vil være tilfredsstillet flere uger ud i fremtiden.