Ugens kulturanbefaling: Vinbar i Sydhavnen, suveræn podcast og skarp #MeToo-serie
Det kan være uoverskueligt at navigere i alle de kulturtilbud, der findes, hvad enten det er udstillinger, restauranter eller tv-serier. Derfor vil en fra Euroman-redaktionen hver mandag give dig anbefalinger til, hvad du kan se, læse, lytte, opleve og spise i løbet af den kommende uge. Her er det redaktionschef Anders Hjort, der skal drikke vin i Sydhavnen og se fodbold i Farum.
Foto: PR Jennifer Aniston og Steve Carell i 'The Morning Show'.
Se
Forbløffelse. Det var min første reaktion, efter jeg havde slugt sæson et af serien ’The Morning Show’. For dels var jeg efterladt måbende over, at både Jennifer Aniston og Steve Carell virkelig er dygtige skuespillere. Dels var jeg forbløffet over de utallige geniale replikskifter, der var fuldstændig on point. Men mest af alt var jeg imponeret over, hvor elegant seriens skabere navigerer i det minefelt, det må have været at lave en skarp satire over #MeToo. ’The Morning Show’ tager sin begyndelse ved, at morgen-tv-stjernen Mitch Kessler (Carell) fyres for upassende seksuel opførsel, og så begynder alle skeletterne ellers at stryge ud af skabene. Reese Witherspoon udfolder hele registeret, og Billy Crudup har vel sit livs bedste rolle som chefen for det hele, Cory Ellison, der er høj på hele magtspillet og alle intrigerne. Det er en skarp, velskrevet serie, kort og godt, og jeg tror, at det vil være allerhelvedes intimiderende for indtil flere midaldrende, mandlige danske tv-værter at se ’The Morning Show’ og pludselig kunne genkende sig selv. Anden sæson af serien skulle have været sendt i november 2020, men blev udskudt på grund af corona. Nu er den her, men snyd ikke dig selv for også at se første sæson.
’The Morning Show’ på Apple TV.
Læs
Kvaliteten i alverdens krimier er mildt sagt svingende, men en af dem, der virkelig har styr på sine plot, er den tyske thrillerkomet Sebastian Fitzek. Der går en rød tråd igennem hans bøger: Børn forsvinder, og en mand skal forsøge at opklare, hvad der er sket. I Fitzeks seneste roman, ’Passager 23’, følger man psykiateren Martin Schwartz, der fem år tidligere har mistet sin kone og søn ombord på krydstogtskibet Sultan of the Sea. Fitzek har fået et internationalt gennembrud med titler som ’Terapien’ og ’Patienten’, og han gør brug af alle de mest virkningsfulde greb i værktøjskassen for at holde dig fanget side efter side. Jeg strøg igennem ’Passager 23’ med dens høje tempo, suspense og intelligent opklaringsarbejde. Fitzeks næste bog, ’Plads 7 A’, er i øvrigt også snart på hylderne.
’Passager 23’ er udkommet på Gutkind.
Lyt
Historien om Elisabeth Holmes var næsten for god til at være sand. Som 19-årig droppede hun ud af Stanford og stiftede tech-firmaet Theranos, som slog sig op på at kunne levere analyser af blodprøver på ingen tid – og ved at tappe meget mindre blod, end man ellers var vant til. Kæmpe investeringer røg ind i firmaet, Elisabeth Holmes blev hyldet alle steder, og hun mindede mere og mere om en nyt tids svar på Steve Jobs. Men pludselig blev tæppet trukket væk under den ellers karismatiske iværksætterkomet: Det hele var svindel, Theranos’ teknologi havde lovet mere, end den kunne holde – og Holmes fald fra tinderne blev skildret på suveræn vis i podcasten ’The Dropout’, en af de bedste podcasts derude, hvis du spørger mig. Sæson to af ’The Dropout’ kan høres nu, og denne gang er fokus på det efterfølgende retssalsdrama, hvor det afgøres, om Elisabeth Holmes skal bag tremmer. Det skal hun nok.
’The Dropout: Elizabeth Holmes on Trial’ kan høres på Spotify.
Drik
Jeg skylder min kone en tur på en god vinbar. Normalt ville jeg tage hende på Ved Stranden 10, hvor vi mange gange har siddet og nydt dagens sidste solstråler ud til kanalen med nogle gode østrigske dråber i glassene. Men jeg tænker, at det er på tide, at vi prøver noget nyt på den front. Til alt held blev jeg i sidste uge kontaktet af en venlig Euroman-læser, som henledte min opmærksomhed på Sydhavnens Vinbar. Den blev åbnet ved Mozarts Plads i oktober 2020 af en lokal ildsjæl, Lars, der har været mange år i vinbranchen og også haft sit eget importfirma. Udover et angiveligt suverænt udvalg af vine, så serverer Sydhavnens Vinbar også charcuteri og ost, oliven og brød i særklasse. Det lyder som det perfekte sted at tage hen og hænge ud efter arbejde fredag.
Borgbjergsvej 52, 2450 København. Se mere på sydhavnensvinbar.dk
Oplev
Som FCK-fan er man, tro mig, vant, til at det går op og ned i showbusiness. Siden helt tilbage i midt-90’erne har jeg stået på Nedre C og set den ene mere vanærende og pinlige kamp end den anden, hvor mit hold har lidet sviende nederlag til eksempelvis finske andenrangs-klubber. Ikke mindst derfor har det været en kærkommen fornøjelse at følge byens hold i de seneste uger og måneder. Fremragende offensivt spil, flotte sejre, flotte mål og en defensiv, der pludselig så ud til at kunne afværge det meste. I går kom FC Midtjylland så på besøg i Parken til det, der skulle have været en festdag med jubilæumsfejring af Sektion 12, men som endte ud i den vildeste fuser. Når vi søndag gæster Right to Dream Park, må man forvente, at alle spillere hiver sig selv op ved hårrødderne. Man har jo lov at håbe.
FC Nordsjælland-FC København, søndag 26. september kl. 16.