”Vi ville aldrig kunne lave Gramse igen i dag. Vi er et andet sted nu”

I har lige holdt en talk på Heartland foran adskillige hundrede mennesker modereret af Mikael Bertelsen, som var jeres redaktør på DR, da I lavede Gramsespektrum. Hvordan var det?

Peder Thomas Pedersen: ”Det var fuldstændig mindblowing at høre vores gamle numre og indslag foran så mange mennesker. Og også lidt grænseoverskridende. På et tidspunkt måtte vi jo advisere om, at der helst ikke skulle være børn til stede blandt publikum og høre det.”

Hvorfor taler I overhovedet om Gramsespektrum nu så mange år efter?

Simon Bonde: ”For ikke så længe siden blev vi inviteret ud af en undergrunds-hiphop-festival på Amager, der hedder Amagergeddon, til at tale om Gramsespektrum. Det var faktisk første gang i over 25 år, at vi overhovedet talte om det. Vi har ellers sagt nej til alt, der handler om ’Gramse’ i alle årene. Men det var fandeme ægte.”

Peder: ”Det var en enormt fed oplevelse Der var vel 250 publikummer, som var ægte Gramse-fans. Det var meget flatterende, at der var så mange mennesker, der gad at sidde der og høre på os. Og så blev vi vel egentlig hyldet, kan man sige. Det er ikke, fordi vi jagter det, men det var alligevel fedt at opleve.”

Simon: ”Ja, man kunne mærke, at folk der havde lyst til at lige at høre historien om Gramse. Der var heller ikke nogen forventning om, at vi skulle optræde som nogle af karaktererne eller være sjove eller rappe eller noget. Det orker vi ikke rigtig. Og derfor sagde vi også ja til at komme til en talk her på Heartland.”

Gramsespektrum opstod i midten af 90’erne. Hvordan blev projektet født?

Peder: ”Vi mødte hinanden helt tilbage i 80’erne, og vi var blot et par danske gymnasiedrenge, der gerne ville lave noget hiphop og nogle sketches. En af de første gange, jeg var hjemme hos Simon, klædte jeg mig ud i sådan en velour-dragt, og han spillede så et virkelig ekstremt stykke lyd, han havde optaget på sin kassettebåndoptager fra lokalradioen Radio Rosa. Her læser en mand en novelle om et homo-gangbang op. Det var helt genialt. Jeg græd af grin i de 10 minutter, det varede. Og så tog vi sådan noget som det og lagde flere og flere lag på.”

Simon: ”Ja, det, vi lavede, gik pludselig fra det meget alvorlige og seriøse til at være rene sketches. Vi tog noget musik, som var meget inspireret af USA, fra en kultur som var langt fra vores egen verden, og overførte det til Danmark. Ud af det kom fx ’Bademestrenes storhedstid’, hvor Peder jo bare beviser, hvor ekstremt hurtigt han kan rappe. Og Bjørn og Ole, to pædagoger, som render rundt og underholder børn, som vi så lavede et nummer med, der var ret inspireret af Warren G’s ’Regulate’.”

Hvordan kom I ind på DR?

Peder: ”Lige da vi startede, var jeg flyttet hjem til mine forældre i Greve og sad på mit barndomsværelse og lavede musik. På et tidspunkt spillede jeg fodbold med Mikael Bertelsen og Søren Fauli og nogle andre, og så lavede Mikael et interview med mig og gav os chancen. Vi begyndte jo egentlig med musikken og lavede nogle remixes til Beastie Boys og også noget virkelig mørkt triphop i stil med Portishead. Men undervejs i alt det fandt vi langsomt ud af, at det kunne noget at overføre hele det her megahårde amerikanske gangsterrap til Danmark og sætte det ind i nogle kontekster, som var danske.”

Hvordan fandt I ud af, hvad der virkede?

Simon: ”Det gjorde vi ikke. Der var ingen plan med noget af det. Det var ren trial and error. Det eneste kompas, vi havde, var, at en af os skulle grine, når vi lavede et indslag. Hvis det skete, så var der noget. Men det var jo også derfor, at der var så mange pruttelyde og jokes om lort og alt muligt. Dét fik os til at grine.”

Peder: ”Nemlig. Før Gramsespektrum opstod, lavede jeg et program om hiphop sammen med én, der hed DJ Knud. Der fandt Mikael ud af, at vi 75 gange undervejs i et program havde sagt: ’Sådan er det bare.’ Så det kom programmet selvfølgelig til at hedde. Her begyndte vi også at eksperimentere en del med formaterne. Jeg lavede blandt andet et helt klassisk program med nyheder i P1-stil, hvor jeg så havde et enkelt indslag, der var det rene løgn, om en techno-raver, som til slut i indslaget foldede sig selv ind i sølvpapir og sked i bukserne. Det blev så taget op af månedsbladet Press og videregivet som en ægte historie. Og der vidste jeg, at vi havde fat i et eller andet.”

Til snakken på Heartland udbrød der spontane klapsalver, når navnene på karakterer som ’Aggemam-manden’, ninjaen Bolette og Gert K blev nævnt. Hvordan er det for jer, som i dag er to voksne mænd og har rundet de 50, at sidde og tale om noget, I har lavet for over 25 år siden?

Peder: ”Jeg oplever konstant mennesker på gaden og i mit liv og i mine børns skole, som har et eller andet forhold til ’Gramse’. Der er nogle mennesker, som har haft en oplevelse med det sindssyge, mærkelige misk-mask, vi lavede dengang. Det var også godt, noget af det vi lavede, og det har haft en stor effekt på de her mennesker, som har hørt det. Derfor er det faktisk en meget okay følelse og oplevelse at sidde her i dag og kigge tilbage på, hvad det egentlig var, vi lavede det dengang. Nu har man ligesom levet et helt liv og kan godt tale lidt mere om det.”

Mikael Bertelsen spillede også en del indslag på en spolebåndoptager på scenen. Hvordan var det for jer at høre det igen?

Simon: ”At høre de gamle ting har jeg det faktisk rigtig svært ved. Der er altså meget bras imellem, hvor jeg, når jeg hører det, er sådan lidt: ’Hold kæft, tænk, at det her er blevet sendt i radioen.’”

Peder: ”Sådan har jeg det også. Meget af det er rigtig dårligt. Jeg har jo været meget heldig at få noget, der minder om en form for skuespillerkarriere efterfølgende. Jeg har gjort mig umage og har fået en agent og har fået roller i tv-serier i Sverige, England og Danmark. Jeg har ligesom fået lov til at spille rigtigt skuespil, kan man sige, så når jeg hører noget af det, vi lavede i Gramse, fx ’Søvand’, så korser jeg mig altså. Det er jo så dårligt. Men der er også nogle af tingene, som er sjove. Fx hende der som er en milliard år gammel og Bolette og Simon, der sidder og prøver at huske en masse byer på Fyn. Det er meget dejligt at høre det igen.”

Det er mit indtryk, at der også i dag er børn – og voksne – som lytter til Gramsespektrum? Og at det er en humor og noget musik, som spænder over generationer? Er det overraskende for jer?

Simon: ”Ja, totalt. Jeg har altid tænkt, at det publikum, vi havde, var dem, der havde CD’en med på skiferie i 1999 og som nu er blevet ældre, men måske stadig hører det nogle gange. Så det, at deres børn også synes, det er sjovt, det er meget overraskende. Det er jo gammelt og underligt og lidt dårligt. Det var fint nok dengang, hvor det, vi lavede, var noget nyt, og der ikke var så meget andet comedy. Men at der stadig er nogle nye, som gider at høre det, det havde jeg ikke forventet.”

Peder: ”Jeg har en dreng på 18 og to på seks og ni, og på et tidspunkt spillede min kæreste ’Svedbanken’ for dem. Da vi så skulle til Italien sidste år, tænkte jeg: ’De skal fandeme også lige høre noget Gramse i bilen’. Og der var det altså nogle overraskende ting, som de triggede på. Min mellemste dreng har ADHD, og han flippede helt ud over ’Hifi-magasinet’, som basalt set er mig og Simon, der råber igennem en distortion-pedal. Så det kan et eller andet. Der er en vildskab i det. Og rigtig mange af vores ting handler om at bryde de sociale normer. Det resonerer hos folk, tror jeg.”

Tror I, I ville kunne lave det igen i dag?

Peder: ”Nej, nej, nej. Alt det der var sådan en ungdomsenergi, hvor der ingen grænser var. Igen, som vi også lige har sagt i vores talk på Heartland med Mikael: ’Hvis der ikke var nogen af os, som grinede, når vi hørte det igennem, så droppede vi det bare. Det er også derfor, der er så mange pruttelyde og karakterer, som ikke kan holde sig og skider i potteplanter.”

Simon: ”Vi ville aldrig kunne lave Gramse igen i dag. Vi er et andet sted nu.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Heartland, Festival og Musik