Victoria Carmen Sonne var afhængig af film som barn, snød sig ind i biografen og blev et af Danmarks største skuespiltalenter

Som barn var jeg nærmest afhængig af at se film. Jeg var ret heldig, for hver gang jeg besøgte mine bedsteforældre, gav de mig et nyt VHS-bånd. Jeg opbyggede en ret stor samling. Når jeg havde set en film færdig, skyndte jeg mig at spole den tilbage og begyndte at synge, så ingen kunne høre det. Så satte jeg båndet i gang igen i håb om, at jeg kunne se filmen en gang til.

Jeg gik også meget i biografen, da jeg voksede op. Det var dyrt, men det blev prioriteret i min familie. I mine ungdomsår boede jeg tæt på Grand i København, en biograf jeg holder meget af. Jeg gik på en cirkusskole, havde skæve arbejdstider og derfor ofte fri om formiddagen, så der var jeg tit inde og se film. Jeg havde ingen penge, men fandt ud af, at man kunne snige sig ind. Hvis man kom i morgentimerne, kunne man ofte undgå at få tjekket sin billet, fordi der ikke var så mange på arbejde. Nogle gange købte jeg også en billet, men hustlede mig til en film mere ved at gå ud i baggården, ryge en cigaret eller to, og når den næste film gik i gang, kunne jeg smutte ind og se den. Jeg har så mange gode minder fra Grand. Og jeg håber virkelig, at de tilgiver mig, hvis de læser dette.

Som 13-årig fik jeg et job i Playtime Video i Husum. Jeg gik bare ind og spurgte, om de manglede nogen, og det gjorde de. Det var aftalen, at jeg måtte låne alle de film, jeg ville, og der var ikke så meget at lave i butikken, så jeg fik virkelig set meget der.

En dag var jeg på vej i skole med bussen, da jeg i en af de hedengangne gratisaviser så et opslag om en audition, der søgte unge skuespillere. Jeg genkendte navnet på instruktøren fra film, jeg havde set i Playtime, og mødte op til en åben casting. Sådan fik jeg min første rolle. Det faldt mig meget naturligt at lave karakterarbejdet og analysere teksterne. Det kunne jeg på en eller anden måde bare forstå.

Jeg begyndte i gymnasiet, men droppede ud efter halvanden måned og startede i stedet på cirkusskolen AFUK. Der havde jeg en lærer, som syntes, at jeg lyste særligt op, når vi lavede improvisationsteater. Hun opfordrede mig til at søge ind på skuespilskolen. Jeg var kun 17 år, og man skulle egentlig være 18, men jeg prøvede alligevel. Og kom ind.

Det er meget forskelligt, hvordan jeg forbereder mig til en rolle. Hvert projekt og hver karakter kalder på en forskellig forberedelsesproces. Oftest får jeg efter research og mange samtaler en karakterfornemmelse, hvor jeg kan mærke det menneske, jeg skal spille, og det begynder at bo i mig, får en krop, nogle reaktioner og impulser. Det bygger sig op.

I rollen som Ines i ’Miss Osaka’ kunne jeg mærke et tomrum. Jeg begyndte at skrive lidt dagbog for hende for at skabe nogle ’falske’ minder, som jeg kunne basere hendes karakter på. Jeg prøvede at skrive anekdoter og episoder fra hendes liv for at finde ud af, hvad hun har oplevet, og hvordan hun har reageret i forskellige situationer. Hun er en karakter, som er ekstremt identitetssøgende, men ikke særligt god til at sætte et sprog på sine følelser, så det var svært og ofte frustrerende for mig at være hende – og at være sammen med hende.

Daniel Dencik og jeg havde en ret tæt, lang proces, hvor jeg læste og skrev nogle ting til filmen. Jeg gik og summede over, hvordan Ines var, og det var faktisk også mig, der fandt på hendes navn. Jeg nyder de længere samarbejder med instruktørerne, hvor jeg kan få lov til at læse med, inden manuskriptet er færdigt, og være en del af skabelsesprocessen af historien og karaktererne.

I Japan, hvor store dele af filmen foregår, arbejdede vi sindssygt hårdt. Vi optog i 14 timer om dagen, og vi skrev lidt på manuskriptet undervejs. Jeg lavede selv mine kostumer derovre, og skulle gøre det on the spot. Det var ret intenst.

Det bedste råd, jeg har fået om skuespil, er, at man skal lytte. Når man laver en scene, er hele kunsten at være til stede, opleve og reagere på, hvad der sker. Hvis der fx uventet kommer en bil forbi, så skal man registrere den, og hvis en medspiller pludseligt siger noget andet, eller har et andet blik i øjnene, end man havde regnet med, så skal man spille med. Jo mere man kan komme ud af sig selv og er til stede og tager ind, hvad der sker, jo mere konstruktivt og ærligt bliver det. Og sådan er det jo også i det virkelige liv.

’Miss Osaka’ har premiere 9. september.

Victoria Carmen Sonne

Født i 1994. Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2016. Har vundet en Robert for årets kvindelige birolle i ’Vinterbrødre’ i 2018 og to Bodilpriser i henholdsvis 2017 og 2019 for hendes roller i ’I blodet’ og ’Holiday’. Har desuden spillet med i blandt andet ’Usynligt Hjerte’ og ’Psykosia’. Spiller hovedrollen i ’Miss Osaka’ som Ines, der under en rejse til Norge møder den japanske kvinde Maria. Det ender fatalt, men bliver også en ny begyndelse for Ines, der rejser til Japan og træder i Marias fodspor på natklubben ’Miss Osaka’. Her oplæres hun i at forføre mænd og bliver draget ind i en parallelverden, hvor identiteter opstår, skifter og opløses på ny.