Victoria Carmen Sonne var afhængig af film som barn, snød sig ind i biografen og blev et af Danmarks største skuespiltalenter

Som barn var jeg nærmest afhængig af at se film. Jeg var ret heldig, for hver gang jeg besøgte mine bedsteforældre, gav de mig et nyt VHS-bånd. Jeg opbyggede en ret stor samling. Når jeg havde set en film færdig, skyndte jeg mig at spole den tilbage og begyndte at synge, så ingen kunne høre det. Så satte jeg båndet i gang igen i håb om, at jeg kunne se filmen en gang til.

Jeg gik også meget i biografen, da jeg voksede op. Det var dyrt, men det blev prioriteret i min familie. I mine ungdomsår boede jeg tæt på Grand i København, en biograf jeg holder meget af. Jeg gik på en cirkusskole, havde skæve arbejdstider og derfor ofte fri om formiddagen, så der var jeg tit inde og se film. Jeg havde ingen penge, men fandt ud af, at man kunne snige sig ind. Hvis man kom i morgentimerne, kunne man ofte undgå at få tjekket sin billet, fordi der ikke var så mange på arbejde. Nogle gange købte jeg også en billet, men hustlede mig til en film mere ved at gå ud i baggården, ryge en cigaret eller to, og når den næste film gik i gang, kunne jeg smutte ind og se den. Jeg har så mange gode minder fra Grand. Og jeg håber virkelig, at de tilgiver mig, hvis de læser dette.