Vil mit liv blive bedre uden alkohol?

”Der er meget af det, der er indlysende, når man først ved det,” siger Kristian Ditlev Jensen og kigger over min skulder. Jeg må stoppe mig selv i ikke at følge hans blik og dreje hovedet for at se tilbage på de andre gæster ved bordene uden for Dina Bar Kafe på hjørnet af Studiestræde og Vester Voldgade i København.

På trods af, at det er først på eftermiddagen denne sensommerdag, er bordene fyldt op af mænd i shorts og kortærmede skjorter og kvinder i luftige og lette kjoler. Menukortet byder på alt fra signaturretter til fransk cider og specielle gin og tonics. ’Vælg din yndlingssmag, og vi finder den perfekte kombination til dig,’ lover det.

Når man først ved det, er det måske også indlysende, at den 51-årige Kristian Ditlev Jensen om end ikke nødvendigvis må være præst på Anholt, så i hvert fald forfatter og litteraturkritiker.

Han er klædt i et mørkeblåt, nålestribet jakkesæt, en sort rullekravebluse og sorte brogues. Det halvlange hår er redt tilbage, og brillerne glimter i solens lys. ”Jeg kan sidde her og pege på dem ved de andre borde, som er alkoholikere,” fortæller Kristian Ditlev Jensen, som selv er tidligere alkoholiker.

”Der er jo ikke så mange, der drikker store fadøl på dette tidspunkt af dagen – og som er i gang med den anden eller tredje. Så vil de hævde, at de er på ferie. Det er noget andet! Men hvorfor er det egentlig det? Der er jo ikke nogen særlig regel om alkohol på ferie. Hvem har opfundet den? Det har dem, som har brug for reglen! Jeg holder ferie uden at drikke.”

Præsten på Anholt skal ganske vist være fastboende på øen i Kattegat, men har indskrevet en ret i sin ansættelseskontrakt til, at han må forlade den en uge om måneden. Kristian Ditlev Jensen flyttede sidste år dertil for at få mere tid til at læse og skrive.

Der bor 123 personer på Anholt, hvoraf de 94 er medlemmer af folkekirken, så ud over gudstjenesterne om søndagen er der en naturlig begrænsning på antallet af begravelses-, vielses- og dåbssamtaler.

Hver sommer besøger 50.000 turister Anholt og bor på campingpladser eller i sommerhuse uden for byen, men om vinteren er der øde og forladt. Der er ingen caféer eller restauranter, kun én butik, Dagli’Brugsen, og færgen fra Grenå kommer fire gange om ugen.

Kristian Ditlev Jensen har bestilt caffe latte, vand og en bolle. Indtil for nylig gik han rundt med en blodsukkermåler på armen, der kommunikerede med en app på hans mobiltelefon og gav ham mulighed for at holde øje med niveauet. Men en omlægning af kosten og et vægttab har gjort, at Kristian Ditlev Jensen ikke behøver at være så bange for, hvad han spiser.

Da Kristian Ditlev Jensen på sin 45-års fødselsdag fik beskeden om, at han havde type 2-diabetes, blev han ramt af samme følelse af sorg eller afsavn, som da hans mor døde. Hun ville aldrig komme tilbage, og på en eller anden måde skulle han leve med det resten af sit liv.

Nu måtte Kristian Ditlev Jensen også leve med sin sygdom til sine dages ende. Sukkersyge er delvist arveligt betinget og delvist livsstilsrelateret.

Det, at Kristian Ditlev Jensen tidligere har været alkoholiker, kan have udløst den. ”Det er, ligesom hvis du er meteorolog,” fortsætter Kristian Ditlev Jensen om at kunne se andre folks alkoholproblemer.

”Så kigger du lige op på himlen og siger: ’Nåh, det kommer til at regne,’ mens alle vi andre bliver overraskede, når det sker. Det skyldes, at man ser det.”

Kristian Ditlev Jensen, der i 2002 debuterede med erindringerne ’Det bliver sagt’ om de seksuelle overgreb, han var udsat for som barn, beskrev sidste år i ’BAR’ i såkaldte shots af erindringer, hvordan han efterfølgende har været fuld det meste af sit liv. Ungdomsfesterne. Studietiden. Forfatterskolen. Aviserne. Præstegerningen. Afvænningsforsøgene. Selvmordsforsøget. Kræften.

Lige indtil det ender på Sankt Lukas Stiftelsens hospice, hvor sygeplejersken tilbyder at fugte hans læber med en klud.

”Vil du have mere at drikke, Kristian? Kristian?”

Eller rettere sagt indtil Kristian Ditlev Jensen for et årti siden kom hjem efter at have boet og arbejdet en periode i London og stoppede med at drikke på den amerikanske uafhængighedsdag den 4. juli 2011.

Kristian Ditlev Jensen er langt fra den eneste mandlige forfatter, som i disse år i erindringer gør op med den romantisering af alkohol og vores drukkultur, der ofte har været i litteraturen og dyrkelsen af et maskulint forfald.

Som fx i Tom Kristensens ’Hærværk’, hvor forfatteren lader sit alterego, litteraturkritikeren Ole Jastrau, gå i hundene, mens denne digter om sine destruktive kræfter: ’Men min Angst maa forløses i længsel og i Syner af Rædsel og Nød. Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død.’

Tidligere på året udgav Jesper Stein ’Ædru’ om sit mangeårige alkoholproblem, ligesom René Fredensborg sidste år i ’Sjuft’ beskrev sin kamp for at blive et bedre menneske og især en bedre far end den fraværende og alkoholiserede af slagsen, han selv voksede op med.

I 2021 udkom også ’Glem mig’ herhjemme, hvor den svenske forfatter Alex Schulman fortalte om forsøget på at få moren i afvænning for at redde hende fra at drikke sig ihjel. Ligesom resten af os drikker forfattere af mange årsager: De er ensomme, keder sig, mangler selvtillid eller har brug for, for en stund, at slappe af og være lykkelige; for at fortrænge fortiden eller flygte fra fremtiden.

Der er lige så mange forklaringer på druk, som der er drankere.

Flere og flere, og ikke kun forfattere, hopper helt eller delvist på vandvognen for at leve sundt, eller i hvert fald sundere (der er også kalorier i alkohol), uden nødvendigvis at opfatte deres alkoholforbrug som et misbrug.

De har måske ikke et alkoholproblem, som Kristian Ditlev Jensen har haft, men et problem med alkohol.

Om alkoholikere bør stoppe helt med at drikke eller kan tage en genstand i ny og næ er omdiskuteret. Sundhedsstyrelsen har i flere år opfordret alle til at holde ’Hvid januar’ og tage en pause fra alkohol eller nedsætte forbruget i nogle uger i årets første måned. Opfordringen går igen i en række udenlandske selvhjælpsbøger. ’Quit Lit’, som genren kaldes på engelsk.

Den britiske livsstilsjournalist og redaktør Ruby Warrington navngav i 2018 en bevægelse med bogen ’Sober Curius’, hvor hun gjorde sig til talskvinde for en ædru, men altså nysgerrig livsstil, hvor du måske nok drikker, men ikke drikker for at blive fuld.

’At blive nysgerrigt ædru starter med et enkelt spørgsmål,’ skriver Ruby Warrington i bogen, hvis undertitel lover ’The Blissful Sleep, Greater Focus, Limitless Presence, and Deep Connection Awaiting Us All on the Other Side of Alcohol’.

’Vil mit liv blive bedre uden alkohol?’ skriver Warrington og svarer selv: ’Det eneste, der kræves for at besvare spørgsmålet, er at sætte proppen tilbage i flasken, åbne dine øjne og se selv.’

Bryggerierne har ikke været sene til at få øjnene op og tilbyde flere alkoholfrie eller -lette alternativer. Mocktails erstatter cocktails, og producenten ISH har fjernet procenterne i vine, spiritus og cocktails.

’Fordi alle fortjener en drink,’ som firmaet skriver på sin hjemmeside.

Ikke mindst smagen for alkoholfri øl, der herhjemme højst må indeholde 0,5 procent alkohol, har resulteret i flere forskellige varianter af slagsen fra bryggerierne. Mens vi for et årti siden kunne vælge mellem to alkoholfri øl, nærmer antallet sig nu 100.

Med andre ord er der ved at ske et skifte i den danske mands (og for den sags skyld kvindes) forhold til alkohol, ligesom det er sket i hans forhold til cigaretter og tobak, hvor det at ryge engang blev anset for at være en uskyldig fornøjelse eller ligefrem cool.

”Du ryger ikke,” bemærker Mariel Hemingway forundret til Woody Allen i starten af filmen ’Manhattan’, efter at han har tændt en cigaret ved bordet på restauranten Elaine’s. ”Jeg ved godt, at jeg ikke ryger,” svarer Woody Allen.

”Jeg inhalerer ikke, fordi det giver kræft, men jeg ser så fabelagtig godt ud med en cigaret, at jeg ikke kan lade være med at holde på en.”

I dag er rygning dog mere eller mindre forsvundet fra film og er forbudt på arbejdspladser, og cigaretpakkerne ledsages af advarslen ’Rygning kan dræbe’.

Så måske er det ved at være sidste omgang for den danske mands drukkultur?

”Det er ikke engang noget, jeg mener,” svarer Anette Søgaard Nielsen i telefonen, da jeg spørger, om hun mener, at der netop er ved at ske en ændring af vores måde at drikke på.

”Det kan man se ud fra tallene.”

Anette Søgaard Nielsen er professor i alkoholforskning ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet. Hun blev oprindelig uddannet som cand.phil. i dansk, men fattede snart interesse for sammenhængen mellem selvmordsrisiko og alkoholafhængighed. Og derfra var springet ikke stort til at kaste sig over behandling for denne afhængighed.

Siden forbruget af alkohol toppede i midten af 1980’erne, hvor hver dansker i gennemsnit drak 13 til 14 liter ren alkohol årligt, er det støt faldet de seneste årtier.

Ifølge Danmarks Statistik drak hver dansker i 2021 i gennemsnit 8,4 liter ren alkohol, hvilket svarer til 10,4 liter for dem, som er over 18 år. Et billede som kendes fra andre europæiske lande, og sammenlignet med disse drikker Hr. og Fru Nielsen i gennemsnit det samme som Mr. and Mrs. Smith og Herr und Frau Müller. Letter og østrigere drikker over 12 liter, svenskere og italienere under otte.

”Så det kan man næsten kun tolke som en holdningsændring,” siger Anette Søgaard Nielsen og henviser til, at faldet er sket på trods af, at priserne på spiritus siden 1978 nok er steget med 58 procent.

Men priserne generelt, og altså inflationen, er steget med 308 procent i perioden, så det er blevet relativt billigere at købe alkohol.

I supermarkeder og dagligvarebutikker koster den billigste flaske med 70 cl vodka, der er en af de mest populære alkoholiske drikke blandt unge, i dag mellem 60 og 70 kroner.

”Selv om niveauet stadig ligger højt, ligger vi dog efterhånden på linje med mange europæiske lande,” forklarer professoren.

Der findes ingen officiel definition på alkoholisme, og derfor er det svært at svare på, hvor mange der er alkoholikere i Danmark. Sundhedsstyrelsen anslår dog, at 585.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug, mens 140.000 er afhængige af deres forbrug.

Ifølge styrelsen er der ikke en sikker genstandsgrænse, hvor det er helt uden risiko for alle at drikke alkohol, efter at det ellers i mange år blev sagt, at det var sundt at drikke et enkelt glas rødvin (forskerne er uenige om, hvorvidt det kan være gavnligt for hjertet).

I dag anbefaler Sundhedsstyrelsen, at personer over 18 år – og både mænd og kvinder – højst drikker 10 genstande om ugen og højst fire samme dag. Og for unge under 18 er anbefalingen klar: Lad være med at drikke alkohol.

Når intet forbrug af alkohol er uden risiko, skyldes det, at alkohol særligt øger risikoen for kræft i lever, mundhule, svælg, strube, spiserør og bugspytkirtel. Hvert år er der næsten 3.000 dødsfald i Danmark med alkohol som enten den primære eller medvirkende dødsårsag. Det svarer til seks procent af alle årlige dødsfald i Danmark. Og så har vi slet ikke nævnt konsekvenserne for de pårørendes fysiske og psykiske helbred af at leve sammen med en alkoholiker.

Ifølge Sundhedsstyrelsens ’Den Nationale Sundhedsprofil 2021’ faldt antallet af danskere, som drikker mere end de anbefalede 10 genstande om ugen i perioden fra 2010 og til 2021, fra 24,6 procent til 15,7 procent.

Men dykker man ned i tallene, viser det sig, at flere mænd end kvinder overskrider anbefalingen og altså leger med deres helbred.

Sidste år drak 23 procent af alle mænd mere end 10 genstande om ugen, hvorimod det kun var 8,8 procent af kvinderne. Og det samme billede går igen, når det handler om såkaldt binge-drinking, eller de gange, vi drikker fem eller flere genstande ved én lejlighed om ugen.

Det gjorde 13,4 procent af mændene sidste år mod kun fem procent af kvinderne.

Præsten, litteraturkritikeren og forfatteren Kristian Ditlev Jensen valgte at lade sig selv gå i hundene i ’BAR’, fordi meget få alkoholikere stopper med at drikke – uden at begynde igen.

Ikke mindst som præst har Kristian Ditlev Jensen set mange drikke sig ihjel og efterhånden også begravet en del af dem og kender mønsteret.

De begynder at drikke i 20’erne og 30’erne for så at være blevet afhængige alkoholikere efter de 40 år. Derfra går der et årti, og så er de døde, fordi hjernen vænner sig til alkoholen, så afhængig-heden – så at sige – får sit eget momentum.

”Det var den historie, jeg ville fortælle,” siger Kristian Ditlev Jensen. ”Jeg ville fortælle historien om det, som er mest almindeligt, og det er historien om, at Bjarne drikker lidt for meget, nu drikker han meget for meget, og så tænker vi, at vi skal prøve at hjælpe ham, og det vil han ikke høre på.”

For Kristian Ditlev Jensen var alkohol hverken en svøbe eller en lyksalighed. Det var mere, at den bare altid var der, og så det, at der ikke var noget, som hed et enkelt glas. ”Man taler tit om, at folk skal helt ned i møget, før de forstår deres problem,” siger Kristian Ditlev Jensen.

”På et AA-møde (Anonyme Alkoholikere, red.) var der en, som sagde: ’Han tager den på knoerne.’ Han skulle med andre ord helt ned på asfalten og få hudafskrabninger på knoerne, før han forstod det.”

Selv stak Kristian Ditlev Jensens alkoholforbrug af under hans ophold i London, og han så bogstaveligt talt skriften på væggen, da hans terapeut præsenterede ham for den amerikanske alkoholforsker E. M. Jellineks kurve, ’Jellinek-kurven’, der illustrerer misbrugets udvikling over tid. Hvordan det først starter med skjult drikkeri for at føre til tabet af arbejde, venner og familie for at slutte med selvmordstanker og -forsøg.

”Jeg kunne meget præcist se, hvor jeg var på kurven, da jeg stoppede, og tre år senere tænkte jeg en dag: ’Hvor ville jeg have været i dag på kurven, hvis jeg ikke var stoppet dengang?’ Den historie var mere interessant at fortælle end den frelste historie om, at jeg stoppede med at drikke.”

Det var udbredelsen af brændevinen i 1500-tallet, der for alvor ændrede den danske drukkultur til det værre, og siden Ludvig Holberg i 1722 skrev sin tragiske komedie om den undertrykte og fordrukne fæstebonde Jeppe på Bjerget, har såkaldt umådeholdent drikkeri – ikke mindst i samfundets nederste lag – været et samfundsproblem.

Frem til starten af Første Verdenskrig satte Danmark år efter år europæiske rekord i forbruget af ren sprit, og i de år drak hver person i gennemsnit 50 flasker brændevin om året.

Brændevinen var billig og let tilgængelig, hvilket især håndværkere og arbejdere benyttede sig flittigt af til borgerskabets forfærdelse.

Emma Gad er berømt for sin ’Takt og Tone’ fra 1918, men hun skrev adskillige andre bøger af samme type, som fx ’Man skal aldrig’ efter engelsk forlæg. Bogen er fra 1909 og indeholder mange gode råd som fx dette: ’Man skal aldrig drikke Vin eller Spiritus om Morgenen, man bør overhovedet aldrig drikke undtagen ved Maaltiderne. Snapseri er ikke blot vulgært, men det er ogsaa skadeligt for Sundheden.’

Men Første Verdenskrig fik de danske fødevarepriser til at eksplodere, og regeringen besluttede, at høsten fremover skulle bruges til mad og ikke til brændevin, som dengang blev lavet på korn. Resultatet blev en lovgivningsmæssig revolution i 1917, hvor den såkaldte spritafgift mere end tidoblede prisen på brændevin.

For første gang blev en skadelig vare af samme grund pålagt en skat eller afgift, og det kom til at danne forbillede for senere afgifter på tobak, sukker og biler. Hvor 1.109 personer i 1910 var blevet indlagt med delirium tremens, var der kun 51 indlæggelser i 1918.

Forbruget faldt fra 32 millioner flasker i 1916 til 2,4 i 1917, og vi skulle helt frem til 1971, før alkoholforbruget igen nåede op på årene før 1917.

”Mange spørger, om der findes et dansk drukgen, der kan spores tilbage til vikingerne, og svaret er, at, jo, vi har da en historie med fuldskab og det at drikke,” siger Torsten Kolind, professor ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet.

Selv er han født i Zürich i Schweiz.

”Men jeg tror ikke på, at dette kan forklare det hele. Der har nemlig været perioder gennem historien, hvor danskerne ikke har drukket særlig meget som netop under Første Verdenskrig.”

Ifølge Torsten Kolind skyldtes stigningen ikke mindst i 1960’erne, at det både var en periode med høj økonomisk vækst, der gav os råd til at tage på charterture sydpå og her få øjnene op for vinens lyksaligheder, samt kortere arbejdstid og mere fritid og altså tid til at drikke i.

I dag er det heller ikke så meget det, at vi drikker, som måden vi drikker på, der bekymrer alkoholforskerne. Og så det, at stort set alle danskere drikker. I Danmark drikker tre ud af fire personer i alderen mellem 18 og 74 år regelmæssigt alkohol, og ni ud af 10 har drukket inden for det seneste år.

Vi er endt med at forene det værste fra de sydlige og nordlige traditioner, lyder det. Hvor sydeuropæerne drikker ofte, men ikke for at blive fulde, og nordeuropæerne drikker for at blive fulde, er danskerne – og altså ikke mindst mændene – endt med både at drikke ofte og for at blive fulde.

”Det er nogle historiske traditioner, som der er mange forskellige forklaringer på,” siger Anette Søgaard Nielsen.

”Men hvorfor der eksisterer disse to traditioner herhjemme? Det tror jeg ikke rigtigt, at nogen kan svare på.”

Problemet er, at de skadelige virkninger af alkohol forværres, hvis du drikker meget på kort tid, som for eksempel lørdag aften. Hvilket særligt er tilfældet blandt unge, hvor alkoholkulturen ’i overvejende grad’ er en sådan beruselseskultur, konkluderede et notat fra Sundhedsstyrelsen tidligere på året.

’I Danmark er der blandt de unge en kultur, hvor alkohol ofte indgår som en del af det sociale samvær,’ hedder det i ’Notat om alkoholforbrug og drikkemønstre i Danmark’.

’Unge i Danmark drikker oftest i fællesskab med andre. Alkohol kan have betydning for de relationer, der dannes mellem unge, ved at man både opbygger og bekræfter venskabsrelationer, når man drikker sammen. Hvis alkohol får en central plads i vennegruppen, så kan den blive en nødvendig aktivitet for sammenholdet i gruppen. Typisk forbinder de unge ikke alkohol med noget skadeligt – tværtimod,’ skrives der videre.

Tidligere på året afslørede en rapport fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden, at 59 procent af de unge har oplevet, at deres venner har forsøgt at få dem til at drikke mere alkohol, end de havde lyst til.

At 36 procent mener, at det kan være svært at være en del af det sociale fællesskab ved fester, hvis man ikke selv drikker alkohol. Og at hver fjerde nogle gange drikker mere alkohol, end de har lyst til, fordi de føler, at det forventes.

Alligevel er alkohol underligt fraværende i en af de senere års mest populære bøger om dansk kultur, nemlig Meik Wikings ’Den lille bog om hygge’.

Kun et sted, på side 82, nævnes alkohol. Det er i afsnittet om, hvad danskerne forbinder med hygge. På listen over de hyggeligste ting kommer alkohol efter stormvejr og før kæledyr. Varme drikke, stearinlys og brændeovne står øverst på listen.

”Det er ganske vist stadig hver anden, som forbinder alkohol med hygge, men det er ikke højt på listen,” siger Meik Wiking, da jeg viser ham stedet i bogen. ’Den lille bog om hygge’, som udkom på dansk i 2019 (efter først at være udkommet i 2016 på engelsk), er foreløbig oversat til 38 sprog og har solgt to millioner eksemplarer.

Vi har sat os ved et bord uden for CUB Coffee Bar i Boldhusgade med udsigt til Christiansborg. Den 44-årige forfatter er klædt i khakibukser, blå blazer, en åbenstående hvid skjorte og hvide sneakers.

Forinden har Meik Wiking vist rundt i The Happiness Museum, der ligger i en kælder i Admiralgade. ”Et lille museum om de store ting i livet,” fortæller Wiking om museet, som åbnede i 2020. I et af rummene hænger en indrammet reklame for Gordon’s vodka: ’The happy vodka. Gordon’s. To a vodka drinker, happiness is smoothness. Smooth mixing. Smooth tasting. And smooth going down.’

”Virksomheder bruger lykke i deres reklamer,” siger Meik Wiking og citerer Don Drapers trosbekendelse i serien ’Mad Men’: ’Advertising is based on one thing – happiness.’

Dette spillede Carlsberg også på i starten af 00’erne med ’Et-par-Carlsberg-kommer-på-bordet’-kampagnen.

Skuespillere som Claes Bang, Nikolaj Coster-Waldau, Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas optrådte dengang i reklamefilmene, hvor fortsættelsen som bekendt lød: ’Og pludselig bliver samtalen meget hyggeligere.’ Meik Wiking peger på vores bord uden for cafeen.

Vi har bestilt to kopper kaffe. Han skal videre til endnu et interview samme dag. ”Det er en del af mange landes kultur, at man mødes over noget,” siger han.

”Men i Danmark er det så ofte alkohol, som kommer på bordet.” Når Meik Wiking skal forsøge at beskrive begrebet hygge for et internationalt publikum, er det tit med anekdoter, hvor alkohol faktisk spiller en rolle.

”Måske ikke ligefrem en hovedrolle, men trods alt en rolle,” siger han.

Som dengang Meik Wiking en vinter tog til Sverige med nogle af sine venner. Udenfor var det under frysepunktet, der var tændt op i husets pejs, og en gryderet stod og boblede på komfuret i køkkenet. De sad i stuens sofaarrangementet, uden egentlig at have noget behov for at snakke, og delte en flaske vin i ventetiden.

’Kan det være mere hyggeligt,’ spurgte en af vennerne. ’Ja, hvis det også stormede uden for,’ svarede en anden.

”Der er jo bare generelt alkohol på bordet, når voksne danskere mødes og hygger sig,” siger Meik Wiking.

”Det er ikke bevidst, at jeg ikke kom ind på det i ’Den lille bog om hygge’ … Det kan være, at jeg var ubevidst om det, da jeg skrev den, fordi det er ligesom at trække vejret. Det er man jo heller ikke vidne til.”

Op til folketingsvalget herhjemme i begyndelsen af november måtte regeringen opgive at komme igennem med et forslag om at hæve grænsen for køb af alkohol fra de nuværende 16 år og til 18.

I dag kan 16-17-årige købe øl og vin og andre produkter som Breezers med en alkoholprocent op til 16,5 procent, mens de skal være 18 år for at købe stærkere våde varer.

Pointen var, at en højere aldersgrænse bedre hjælper med at gøre alkohol mindre tilgængelig for de unge end kampagner og undervisning i folkeskolen. Men en alliance bestående af de unge selv og et flertal i Folketinget takkede nej til tilbuddet.

Ansvarlig Ungdom, en alliance bestående af 18 ungdomsorganisationer herunder Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), har i læserbreve, debatter og foretræde for Folketingets sundhedsudvalg advaret om, at den højere aldersgrænse ikke løser problemet.

Det vil bare få de ældre til at købe til de yngre eller gøre, at de, der er yngre end aldersgrænsen, køber de steder, hvor de ved, at der ikke bliver tjekket id. Alliancen turnerer blandt andet med en befolkningsundersøgelse, som konkluderer, at ’mere end tre ud af fire mener ikke, at de ville have drukket mindre, hvis de som under 18-årige ikke havde måttet købe alkohol.’

De unges organisationer har dog fået hjælp, er det siden kommet frem. Undersøgelsen er nemlig købt og betalt af Bryggeriforeningen, som er en brancheorganisation og et fælles talerør for bryggerier og tapperier i Danmark.

Det vakte da også opsigt, da den daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) forinden stoppede i embedet for i stedet at sætte sig i direktørstolen i netop Bryggeriforeningen.

’Vi varetager og formidler medlemmernes interesser over for Folketinget, myndighederne, medierne og den øvrige offentlighed,’ skriver foreningen på sin hjemmeside.

Da Nick Hækkerup kørte sin sidste tur i ministerbilen for at komme i afskedsaudiens hos dronning Margrethe på Amalienborg, blev han spurgt, om han stadig støttede regeringens netop fremsatte forslag om at hæve grænsen.

”Jeg har noteret mig, at de unge socialdemokrater synes, at man hellere skal se på procentgrænsen end på aldersgrænsen,” lød det ved den lejlighed fra den tidligere minister for sundhed og forebyggelse.

I dag understreger Nick Hækkerup, at langt de fleste mænd foretrækker at nyde øl med måde og i situationer, hvor det kan have en naturlig plads. Hvor det er hyggeligt.

’Det er godt, for øl i moderate mængder kan bidrage til både livsglæde og den sunde livsførelse, som lykkeligvis er en vedholdende trend i Danmark,’ skriver Bryggeriforeningens direktør i en mail.

Nick Hækkerup henviser samtidig til, at færre og færre mænd drikker mere, end Sundhedsstyrelsen anbefaler, og at Bryggeriforeningen ’naturligvis’ har et medansvar for, at denne udvikling fortsætter. Hvilket blandt andet hjælpes på vej af de 100 forskellige alkoholfrie øl, ligesom Bryggeriforeningens sekretariat for Alkoholreklamenævnet sørger for, at retningslinjerne for markedsføring af alkohol bliver overholdt.

Uanset Don Drapers trosbekendelse fastslår retningslinjerne, at reklamerne ’aldrig må give indtryk af, at et vist forbrug kan være sundt, kan give succes eller kan forbedre forbrugernes mentale eller fysiske formåen.’

’Det er vigtigt at understrege, at Bryggeriforeningen modarbejder ethvert misbrug af vores medlemmers produkter,’ skriver Nick Hækkerup.

’For misbrug skaber menneskelige, sociale og samfundsmæssige tragedier. Og misbrug og overforbrug miskrediterer både branchen og dens produkter.’

For at parafrasere Frank Zappas ord om jazz er afholdsbevægelsen måske ikke død, men den lugter sjovt. ”Det der med ideelle foreninger. Det er der generelt ikke den store interesse for i dag – og da slet ikke frivilligt arbejde. Det mangler alle steder.”

Formanden for Landsforeningen for Ædru Livsstil, Jan S. Jensen, holder en pause i telefonen og tilføjer så. ”Men tidsånden burde selvfølgelig være med os.”

Dansk Afholdsforening, som blev stiftet i 1879 med det formål at bekæmpe drikkeriet gennem oplysning og eksemplets magt, havde ellers engang 130.000 medlemmer.

Da foreningen var på sit højeste i 1917, havde den afdelinger i de større byer, hoteller og skarer af mænd med den syvtakkede afholdsstjerne i reverset (afholdsbevægelsen var i perioden domineret af mænd, hvilket fastholdt kvinderne i den traditionelle rolle, hvor det var deres kald og ansvar at forhindre manden i at udfolde sin mandlige drikketrang).

Men siden indførelsen af spritafgiften er det kun gået en vej det seneste århundrede, og i 2020 tog de tilbageværende medlemmer konsekvensen og gjorde op med afholdenheden og ændrede navn til Landsforeningen for Ædru Livsstil. Der blev lavet nye vedtægter, skiftet ud i ledelsen, og Jan S. Jensen blev landsformand for den snes, der stadig er tilbage i Nordjylland.

”Jeg er selv tørlagt tidligere alkoholiker, og til næste år er det 30 år siden, at jeg bankede proppen i flasken,” fortæller den tidligere rejsemontør.

”Sådan er det. Når folk først har været så langt ude, som jeg var, så siger al erfaring, at man ikke kan få et normalt forhold til alkohol igen. Så for mig er det at føre et ædrueligt liv stadig lig med afholdenhed.

Men min samlever har ikke haft det problem, så hun kan godt tage et glas vin til moster Klaras 80-års fødselsdag uden at skulle fortsætte med at drikke sig helt i hegnet. Og sådan er det heldigvis for langt de fleste mennesker, og det er netop, hvad jeg kalder en ædruelig livsstil.”

Afholdsbevægelsen rekrutterede i starten hovedsageligt sine medlemmer blandt småborgerskabet og i socialt udsatte befolkningsgrupper herunder den voksende arbejderklasse. Men det kom til et brud med arbejderbevægelsen efter oprettelsen af det kooperative bryggeri Stjernen i 1902.

Arbejderbevægelsen mente, at arbejderen skulle frelses gennem bedre leve- og arbejdsvilkår, hvorimod afholdsbevægelsen så vejen til lykke gå gennem den enkeltes ædruelighed.

I dag er der til gengæld en omvendt social slagside, så andelen, der drikker mere end 10 genstande i løbet af en uge, er mindst blandt dem, som aldrig har fået anden uddannelse end folkeskolen, og størst blandt dem med en lang videregående en af slagsen.

Ikke uden grund tales der om Whiskybæltet nord for København. I Region Hovedstaden drikker 18,2 procent mere end 10 genstande om ugen, mens det kun er 12,8 procent i Region Nordjylland.

Jan S. Jensen er på sine rejser rundt i landet nogle gange gået til møder i Anonyme Alkoholikere for at møde andre mennesker i stedet for at sidde alene og kukkelure på hotelværelset om aftenen – og også til møder i Hellerup. Her kommer folk ganske vist kørende i andre biler og går i andet tøj end til møderne på Nørrebro, men de kommer på grund af det samme problem, fortæller han.

”Druk har altid været et problem i alle samfundslag uden at tage hensyn til køn, alder og social status … Men forskellen er, at i overklassen i Hasseris (velhaverkvarter i det sydvestlige Aalborg, red.) er du med i en vinklub, hvor du smager dyre franske årgangsvine, eller med i en whiskyklub eller drikker øl fra mikrobryggerier, så der er noget finkulturelt i det.

Det sætter nogle begrænsninger, for det kræver nogle penge, så der er status i det. Hvorimod ham som sidder nede på bænken og drikker de billige Krudtugle-øl fra Aldi, han har et problem. Men det har de andre nu også.”

Det, at alkohol spiller en social rolle, og så stor en rolle, i vores hverdag, får alkoholeksperterne til at advare mod at tro, at det bliver lige så let at få danske mænd til at skære ned på forbruget, som det har vist sig at få dem til lægge smøgerne fra sig.

I dag ryger 13,9 procent af den voksne befolkning dagligt, mens tallet i 2010 var 20,9. For det første bliver de unge så at sige oplært med at drikke, hvilket gør, at de skal aflæres. Det, at de unge nu selv taler om presset, afslører dog en holdningsændring, da de tidligere ikke gjorde dette, fordi det var normen.

Men nu italesætter de unge altså selv problemet. Om end der er en forskel på at fortælle det i en anonym undersøgelse og til vennerne fredag aften til festen i Ungdomsklubben.

For det andet er det ikke noget, som vi mener, at andre skal blande sig i. Næsten alle alkoholikere afviser, at de har et problem med alkohol eller rationaliserer dette på den ene eller anden måde.

’Denial is not just a river in Egypt!’ som det hedder.

”Hvis du spurgte, hvad jeg tjener som lektor, ville jeg sikkert gerne svare,” siger Torsten Kolind fra Aarhus Universitet.

”Men spørger du, hvor meget jeg drikker, vil jeg svare: ’Hvad kommer det dig ved?’ Det er bare ikke noget, vi spørger til. I Danmark er det nærmest en grundlovsfæstet ret at gå i hundene. Nogle gange virker det i hvert fald, som om at alkoholforbruget også er en bastion for den individuelle frihed, så at forbruget netop bliver en slagmark for denne.”

Eller som Ole Jastrau konstaterer i ’Hærværk’: ’Åh, jeg har kæmpet hårdt for min ret til at gå i hundene, - og i dag har jeg vundet.’

For det tredje er der elefanten i rummet. Det at drikke er en identitetsmarkør for mange mænd. ”De kan have svært ved at finde en forklaring på ikke at drikke,” siger Torsten Kolind.

Hvilket forstærkes af, at der netop er så få afholdsmænd, at dem, som ikke drikker, stikker ud.

”Alkohol, og det at drikke, er stadig forbundet med at være en såkaldt rigtig mand, så statustabet ved at stoppe vil nok være større for mænd end for kvinder, og de vil derfor have sværere ved at stoppe med at gøre det. Der er knyttet meget kønsidentitet til alkohol.”

Anette Søgaard Nielsen har ét håb for både mænd og kvinder.

”Hvis man holder sig under genstandsgrænsen og ikke drikker sig i hegnet, er der ikke ret mange, som ser noget problem i at nyde et glas vin eller en øl til maden,” siger professoren i alkoholforskning.

”Det, tror jeg, heller ikke forsvinder. Men holdningen til det der med at drikke rigtig meget, den, tror jeg, vil ændre sig meget.”

I ’BAR’ beskriver Kristian Ditlev Jensen, hvordan han en dag læste et interview med overlægen og psykiateren Henrik Rindom, som forklarede, at der dybest set kun er to ting, der kan helbrede en misbruger: religion eller kærlighed.

Det er de eneste to ting, der kan hamle op med den følelse af glæde og rus, der fås af stoffer eller alkohol.

Selv havde Kristian Ditlev Jensen endelig ’taget fat om foden på Vorherre,’ som han skriver.

”Bare vi kunne lære børnene at blive forelskede i stedet for at drikke,” siger Kristian Ditlev Jensen.

”Den eneste risiko er, at de får børn, hvilket der sådan set er brug for. Men det der kick, man får af at drikke, kan man også få af at blive forelsket, af at kysse pigerne og drengene. Kærlighed. Det er en god afslutning.”