Denne film går i både kroppen og hjernen og bliver en huskekage af facts om, hvor modbydelig menneskearten kan være

Alt ved de historiske fakta i filmen ’Wansee-konferencen’ er hårrejsende.

For eksempel at der blev slået seks millioner jøder ihjel som følge af netop dette møde i en pompøs villa ned til Wansee-søen i udkanten af Berlin.

Men også at der var planer om at nå 11 millioner sammenlagt i jagten på det, man kaldte ”den endelige løsning på jødeproblemet,” efter man blandt andet havde konstateret: ”Skæbnen har udpeget vores generation til denne opgave.”

Alene det faktum, at man 20. januar i 1942 holdt et sådant møde, er vanvittigt. Adolf Eichmann, der var ansvarlig for ’jødiske spørgsmål’, tog skriftligt referat med hjælp fra en kvindelig kollega, og filmen bygger på netop de papirer, der overlevede nazisternes tredje rige.

Dertil har instruktør Matti Geschonneck lagt en del opdigtede replikker til i scenerne, hvor nazisterne holder pause fra møderne. Samlet set er der næppe tvivl om, at hans film er tæt på at være historisk korrekt. Underspillet, som den er i sit udtryk, hvor vægten ligger på det talte ord.

Hele seancen er beskæmmende på menneskehedens vegne og sine steder hård og fælt pessimistisk åndelig kost.

Mødet på Wansee-konferencen var planlagt til kun at skulle vare i halvanden time. Inden morgenmaden.

De 15 tilstedeværende ved mødet virker som den filmiske modsætning til de 12 vrede mænd i Hollywood-filmen af samme navn.

Her argumenterede jurymedlemmerne samvittighedsfuldt frem og tilbage om, hvorvidt en ung mand var skyldig i overlagt mord på sin far. Bølgerne gik højt, og beslutningen voldte mange af de involverede moralske kvaler. P

å Wansee-konferencen var der imidlertid tale om 16 arbejdsglade nazister, der ikke var det mindste i tvivl om, at jøderne skulle udslettes. Også gerne halvjøder og kvartjøder, for de kunne jo være ”lige så grimme at se på,” som det siges i filmen.

Adolf Eichmann (Johannes Allmayer) tager notater i sin navnebror Adolf Hitlers ånd, men det er Reinhard Heydrich (Philipp Hochmair), der leder mødet. Og det gør denne chef for sikkerhedspolitiet med bemærkninger som: ”Det er fint at tænke, men handling er bedre.”

Sent i filmen får en af de mere modne nazister dog en smule kvababbelser. Ikke over planen om udryddelsen af jøderne, men over at de tyske bødler risikerer at komme i nærkontakt med så megen ”råhed og forråelse.”

At skyde 11 millioner jøder vil nemlig tage omkring 500 dage. Hvis man vel at mærke fyrer geværer af i døgndrift – og rammer med hver eneste kugle. Der falder derfor en helt anden ro over forsamlingen, da der derefter gøres rede for planerne om at udrydde jøderne med giftgas i store lejre.

”Det er sandelig effektivt!” udbryder en, hvorefter en anden topper med: ”Elegant!”

Dette er blot et enkelt af de surrealistiske højdepunkter i filmen, der får ens indvolde til at vende sig en omgang eller tre.

Filmen går i både kroppen og hjernen og bliver en huskekage af facts om, hvor modbydelig menneskearten kan være. ’Wansee-konferencen’ er fyldt med ord fra referaterne – nok til en tv-serie på tre timer, selv om der kun er tale om en spillefilm.

Det er helt i orden at få de mange ord nærmest sprøjtet intravenøst ind i biografstolen, fordi man bliver klogere, men samtidig kommer filmen til at lide under, at der kun vises mænd i uniformer.

Desuden serverer Matti Geschonneck dramaet helt uden brug af musik, som ifølge ham risikerer at manipulere (for meget) med følelserne.

Tilbage står de tørre historiske facts bag det, der er blevet kaldt ’det mørkeste kapitel i tysk historie.’ Inde fra det dybsorte mørke, hvor det humanistiske i hjerterne for længst er slukket.

’Wannsee-konferencen’ har premiere 19. januar.