Will Poulter fra ’The Bear’ har spist millioner af pølsehorn. Men i København fik han verdens bedste

Velkommen til København, hvordan føles det at være tilbage?

Will Poulter (W): ”Jeg er så glad for at være tilbage. Vi elsker begge at være her. Jeg har et lidt anderledes forhold til byen, end Lionel har, fordi jeg faktisk først besøgte København, efter vi var færdige med at optage serien. Alle de scener, jeg medvirker i, er nemlig optaget i Chicago. Men København er en destination, der længe har været på min bucket list, så det var virkelig fedt at komme hertil og besøge de steder, som Lionel og resten af teamet har snakket godt om.”

Er restaurantscenerne ikke filmet i Danmark?

Lionel Boyce (L): ”De indendørs restaurantscener, hvor både Will og jeg medvirker, er filmet på en restaurant i Chicago, der hedder 'Ever'. Men alt andet er selvfølgelig filmet i København.”

W: ”Lige inden vi kom her, kørte vi jo faktisk forbi det sted, hvor den berygtede cykelscene er filmet.”

Hvis vi lige skal tage fat i den scene, ved I så egentligt, hvem Martin Kongstad er?

L: ”Ja, jeg ved, hvem han er, fordi jeg snakkede med ham, da vi filmede, og fandt ligesom ud af, at han er rimelig cool her i Danmark.”

Jeg tror, at der er mange danskere, der så den scene og tænkte ”hvad fanden laver Martin Kongstad dér?” i stedet for rent faktisk at se, hvad det er, der foregår i scenen. Hvad betød scenen for jer?

L: ”Hele den episode handler om at vente på noget ubehageligt, men uundgåeligt, der skal til at ske. I episoden går min karakter Marcus og frygter det værste, men indser, at man nogle gange bare skal tage tingene, som de kommer.

Midtvejs i episoden accepterer han, at der kan ske gode ting, uden at der nødvendigvis kommer negative konsekvenser. I starten af Marcus’ møde med Wills karakter Luca er Marcus bange for, om han kommer til at lave en fejl, og hvilke negative konsekvenser det i så fald vil have. Hen ad vejen ser Marcus så, at man godt kan lave fejl, uden det bliver altødelæggende, så han ender med at forlade restauranten on a high.

Parallelt med alt dette har Marcus en syg mor derhjemme, som han ikke længere kan kommunikere verbalt med, og derfor bliver spørgsmålet, hvordan man hjælper nogen, der ikke snakker det samme sprog? Hvordan kan man connecte med nogen, man ikke kan forstå verbalt?

Kulminationen af alt det, synes jeg, at den scene bliver symbolet på.”

Hvor lang tid var du i København, da I filmede?

L: ”Jeg var her i en uge, hvor vi primært filmede om aftenen eller om eftermiddagen, når det var blevet mørkt. Så jeg havde som regel morgenerne til at gøre, hvad jeg ville.”

Hvad brugte du så dine morgener på?

L: ”Jeg gik i Tivoli og prøvede nogle forlystelser. Jeg besøgte Villa Vendetta, der er sindssygt uhyggeligt. Det er helt skørt, fordi i USA må skuespillerne ikke røre ved en, men her tog skuespillerne bare en i armen. Det var frygteligt. Jeg prøvede også den gamle rutsjebane flere af de dage, jeg var her. Den er virkelig fed. ”

Var du i Tivoli flere af dagene?

L: ”Ja.”

For at prøve forlystelser?

L: ”Ja. Der var en dag, hvor jeg kun prøvede to, fordi jeg var kommet lidt sent afsted.”

Det er mange penge at bruge på forlystelser?

L: ”Det kan jeg ikke putte en pris på.”

Det kan jeg, det koster en del. Var der nogen, der anbefalede dig at tage i Tivoli?

L: ”Før vi skød den første sæson, tilbragte jeg en del tid i København for at forberede mig til rollen, hvor jeg var i lære hos Hart. Jeg spurgte dem, hvad det der ’Tivoli’ i midten af byen var, og så fortalte de mig, at det er en gammel forlystelsespark. Og jeg elsker forlystelsesparker, så jeg tog afsted.”

Hvad gjorde I for at forberede jer til at spille kokke?

L: ”Jeg var på Hart i to uger, hvor jeg lærte de basale færdigheder, man skal have for at arbejde i et køkken. Jeg fik lov til at snakke med en masse kokke og bagere, og Richard (Harts stifter, red.) lærte mig alt det, jeg havde brug for at vide. Jeg lærte, hvordan man laver forskellige slags brød, og fik både lov til at observere og selv prøve kræfter med det. Derudover arbejde jeg en del med seriens kulinariske producer, Courtney Storer, der fx lærte mig at lave hjemmelavet is og de andre desserter, jeg skulle lave i serien.”

W: ”Jeg arbejdede også en del med Courtney Storer. I starten var vi bare i hendes køkken, men senere kom jeg hen på tre forskellige restauranter i London, hvor jeg fik lov til at prøve, hvordan det er at arbejde i et rigtigt køkken.”

Hvad er det bedste ved at være en del af serien?

W: ”Det er at høre, hvilken indflydelse serien har på de mennesker, der arbejder i industrien, og hvor meget det betyder for dem, at de føler, at de bliver repræsenteret ordentligt.”

Jeg læste i et interview, at du, Will, ringede og bad om at få en rolle i serien?

W: ”Det er rigtigt. Jeg var stor fan af første sæson, så jeg ringede og sagde, at hvis de manglede en til at stå i baggrunden og skrælle gulerødder, ville jeg gerne det. Men det sjove er også, at jeg generelt er meget interesseret i gastronomi og er fuld af beundring for faget. Det er jeg i en sådan grad, at jeg faktisk skrev en hel fiktionsserie, der handlede om en flok unge kokke, der skulle prøve at slå igennem i branchen. Jeg pitchede serien til Hulu, som jeg så aldrig hørte noget tilbage fra, hvilket undrede mig lidt. To uger senere kører jeg rundt i LA, hvor jeg så ser et kæmpe billboard for et show, der hedder ’The Bear’. Det føltes så flovt, og det var en anelse hjerteknusende, at et show, jeg havde skrevet, var blevet overhalet indenom af et show, der var meget bedre end noget, jeg overhoveder kunne forestille mig at lave. Jeg fortalte faktisk den historie til seriens skaber Christopher Storer, der så var så sød at skrive en rolle til mig.”

Hvordan har jeres forhold til madlavning udviklet sig, efter I har spillet kokke?

W: ”Jeg har fået en større respekt for dem, der laver ens mad. Når jeg køber en croissant, tænker jeg på, at der har stået nogen klokken tre i nat og arbejdet, for at jeg nu kan spise den.”

L: ”Før jeg begyndte at spille Marcus, spiste jeg som et barn, men min kulinariske palet har udvidet sig meget siden. Det gik op for mig, at man ikke kan gå gennem livet og kun spise fem ingredienser.”

Har I udviklet en hofret, siden I begyndte på serien?

W: ”Jeg er blevet en anelse besat af at lave cookies.”

L: ”Første gang jeg mødte dig i Chicago, havde du cookies med. Det var nogle af de bedste cookies, jeg nogensinde har smagt."

W: ”Inden min rolle som Luca lavede jeg en del mad, men jeg bagte ikke rigtigt. Mit hjerte sank faktisk en anelse, da jeg hørte, at jeg skulle spille en pastry chef, for det var det eneste, jeg ingen erfaring havde med. Men så gik jeg i gang med at lære, hvordan man bager fra bunden, hvilket førte til, at jeg udviklede en stor kærlighed til at lave cookies og blev en anelse besat af det. Det sjove ved cookies er, at de er ret nemme at lave, men der er store muligheder for at udfordre sig selv og lave alle mulige forskellige, nytænkende slags cookies. Fx lavede jeg for nyligt en pistachio brittle cookie."

Hvad var det bedste sted, I spiste, sidste gang I var i København?

W: ”Jeg var på Noma, der var helt vanvittigt godt. Jeg var der under grøntsagssæsonen, og jeg har gennem noget tid forsøgt at mindske mit indtag af kød på grund af klimaet, men det har været svært, for jeg har stadig haft lyst til det. Men på Noma tog jeg en bid af en ret, og det var, som om min lyst til kød fuldstændig forduftede, da maden ramte min tunge: Jeg havde pludselig kun lyst til grøntsager og frugt.”

L: ”Jeg vil sige, at kyllingesandwichen fra Poulette er deroppe af. Jeg elsker kyllingesandwiches, og der er mange gode i Los Angeles, så jeg var meget overrasket over at få en i København, der ikke kun var god, men var en af de bedste, jeg nogensinde har fået. Jeg tror også, at den er speciel for mig, fordi junkfood i USA er godt, men det er ikke godt. Altså, det smager godt, men man ved også, at hver gang man spiser en kyllingesandwich i USA, korter man lige 10 år af sit liv, fordi de putter alle mulige kemikalier i maden, som der ikke bliver puttet i europæisk mad. Det er det fantastiske ved Poulette: Det smager godt, og man udfordrer ikke sit helbred."

W: ”Det er også ret sjovt, når man kommer i kontakt med ting, der virker familiære. Jeg har fx fået millioner af pølsehorn under min opvækst i England, og så besøgte jeg Hart, sidst jeg var her, hvor jeg fik det bedste pølsehorn, jeg nogensinde har fået.”

Hvad er på jeres liste over ting, I absolut skal gøre, mens I er i København?

W: ”Vi var på Sanchez i går, og det var helt klart øverst på min liste, fordi jeg har hørt så meget godt om det fra Lionel. Mexicansk mad er ikke specielt godt repræsenteret hjemme i London..."

I har da Chipotle?

W: ”Det er ikke for at være respektløs over for Chipotle, men der er bare ikke så meget god mexicansk mad i London. At Lionel, der lever i Los Angeles, hvor der er rigtigt meget god mexicansk mad, så siger, at Sanchez er noget af det bedste ... det betyder noget. Og det var fantastisk. Jeg tænker stadig på den dessert, vi fik: en churro med negroni-is. Jeg gik helt fra forstanden.”

Hvad med dig, Lionel? Skal du i Tivoli?

L: ”Jeg fristes til at sige nej, men så ville jeg nok lyve. Jeg ender sikkert derinde igen. Men jeg har dog også glædet mig meget til at besøge Louisiana, hvor jeg var den første gang, jeg var i København, og siden har jeg virkelig gerne villet tilbage. Jeg elsker tog- og gåturen til museet, og jeg har hørt, at de har en cool Pussy Riot-udstilling. Men ellers har jeg bare glædet mig til at gå rundt i København.”

W: ”Det er også en fantastisk by at gå rundt i.”

L: ”Ja, præcis. Jeg prøver ikke at lave for mange planer, for jeg kan godt lide bare at hænge ud her og se, hvor dagen tager mig hen.”