Grænseoverskridende scener i ny DR-serie er svære at glemme

Ofte, hvis man skal skrive – ja, eller bare med sine venner tale – om en dokumentarserie, vil man lægge ud med at beskrive en specifik scene (”Der er en scene i …”), en scene, der af den ene eller anden årsag har brændt sig fast i én, og som udtrykker en generel pointe eller følelse med den givne serie.

Med ’Wingman’, en helt ny dokumentar om spastikeren Jeppe Forchha mmer, som kan ses på DR netop nu, er det svært at gribe det an på dén måde, eftersom der er scene på scene på scene på scene, der brænder sig fast. Nogle steder føles det faktisk reelt brændende, fordi meget af indholdet af dokumentaren er så grænseoverskridende at være vidne til – i hvert fald for denne (måske oversarte) skribent.

Dokumentarserien, der er instrueret af Nicolai Kirkegaard Iding, begynder med en casting. Jeppe Forchhammer er født med cerebral parese og kan foruden sine motoriske, meget enorme begrænsninger heller ikke tale. Men ved hjælp af en smart teknologi er det nu blevet muligt for Jeppe at nedfælde sine tanker med relativ hurtighed. Noget af et spring for en, hvis kommunikation ellers er begrænset til bevægelser med hovedet. Som Jeppe på et tidspunkt udtrykker det: Hver gang, han har formuleret en sætning, er verden omkring ham for længst gået videre.

Da Jeppe har valgt sin stemme – den, der bedst repræsenterer den stemme, han forestiller sig selv have – kan dokumentaren begynde. Jeppe er nemlig selv seriens fortæller. (En kort bemærkning til stemmevalget: Skuespilleren, som Jeppe vælger, har tendens til – i særlig grad mod dokumentarens slutning – at levere Jeppes ord på en lige lovlig patetisk måde, hvilket har den ærgerlige effekt, at ordene i mine ører pludselig lyder mindre ægte, end de er. Sandsynligvis en smagssag.)

Jeppes liv er ikke overraskende defineret ud fra hans handicap. Han kan, som sagt, ikke selv sige noget – kun svinge lidt med hovedet og fremstamme nogle tilsyneladende ubevidste grynt – og han har ingen kontrol over sin egen krop. Den er til gengæld i konstant bevægelse; det er bare ikke bevægelser, der udtrykker Jeppes vilje. Jeppe er derfor dybt afhængig af andre mennesker. Det er her, vi når til dokumentarens to nøglepersoner foruden Jeppe selv, nemlig Jeppes to bedste venner, David og Kåre. De er også hans hjælpere. Men de er også ved at blive voksne. Og hvad vil det få af betydning for Jeppe?

Det er grundspørgsmålet i ’Wingman’: Jeppe går med en dyb bekymring for, at alt det sjove, alt det meningsfulde i hans liv, som David og Kåre (med hvem han, for resten, har udviklet et genialt alfabetsystem, som de bruger til at kommunikere) i vid udstrækning kan tilskrives æren for, måske snart vil være fortid.

David og Kåre er ikke dine gennemsnitlige handicaphjælpere. De er begge rimelig skøre, hvilket Jeppe også er, og sammen springer de ud fra fly – altså med Jeppe, blafrende gennem luften – de udfører korsfæstelser – igen med Jeppe, ham som den korsfæstede (Jeppes egen idé) – de optræder med croquis, ryger sig skæve og drikker sig skidefulde. De scubadykker!

Trioen er med andre ord med på den værste.

Når man ser, hvad David og Kåre gør for Jeppe, får man et meget konkret indblik i Jeppes bekymringer for fremtiden. De to venners opofrelse og nærvær og somme tider bindegalhed er oprigtigt rørende.

På samme tid er det også grænseoverskridende at overvære. Den autonome krop, der indsættes i situationer, hvor den fremstår helt hjælpeløs og utilpas. Og fordi Jeppe ikke kan udtrykke noget selv, i hvert fald ikke noget, som er aflæseligt for den almindelige forbipasserende, bliver seancer som den, hvor David binder ham op på et kors på Roskilde Festival, også dét sværere at overvære. Netop på grund af alt den modvillighed, man umiddelbart aflæser i Jeppes vridende lemmer.

Eller når David assisterer Jeppe med at onanere (en af scenerne), hvilket på alle parametre er vidunderligt, men også, ja, grænseskridende.

Måske det også føles grænseoverskridende, fordi jeg bliver konfronteret med den totale, fysiske lethed, jeg fører mit eget liv med, og dermed også den uvidenhed og distance, jeg har, hvad angår den daglighed, mennesker med svære handicap lever i. Jeg mærker faktisk noget, der minder om en flovhed over, at jeg ikke går rundt med mere indignation i min mave på vegne af de mennesker, for hvem hver dag er en oprigtig kamp, men som ikke er begunstiget af den hjælp og kærlighed, som David og Kåre møder Jeppe med.

Det er lidt af en rejse (en ægte rejse – ikke som i tv-transmitterede sangkonkurrencer), man kommer på sammen med Jeppe, David og Kåre, og undervejs udvikler det hele sig også på en ret vild måde, hvilket løfter ’Wingman’ op til at blive mere end (i gåseøjne) bare et indblik i et liv med cerebral parese.

Og slutningen! Det er virkelig krasbørstig tobak af den livsbekræftende slags.

Og sikke en stemme, Jeppe med denne dokumentar får. Og giver til alle andre, der ligner ham. Courage i den størrelsesorden efterlader mig med stor benovelse.

’Wingman’, dokumentarserie i fire afsnit, på DR.