Var du vild med ’Triangle of Sadness’? Så skal du se denne film

Der gik et årti eller to, eller måske faktisk endnu længere, før man turde røre ved Anden Verdenskrigs rædsler på film. Og mere præcist selve jødeudryddelserne i koncentrationslejrene.

Siden er pinslerne dog blevet pindet ud flere gange, så vi har siddet og gyset i biografsæderne. Tænk blot på Spielbergs ’Schindlers liste’ fra 1993. Historierne fra krigen og første halvdel af 1940’erne forsvinder langsomt i bakspejlet, men vi sanser alligevel stadig, at det er godt at huske på, hvad der skete dengang.

For at undgå, at det sker igen, som man ser forskellige ansatser til rundt omkring i verden lige nu.

Med tiden har tonen i film om jødeudryddelserne dog forvandlet sig til et mere diskret udtryk. Det kom især til syne i ’Wannsee-konferencen’, der fik premiere for et år siden. Det var den, hvor en flok af Hitlers topfolk køligt sad og planlagde, hvordan de skulle fjerne jøderne fra jordens overflade. Som effektive og nøgterne embedsmænd i pauserne mellem cognac og kager.

I ’Zone of Interest’ går britiske Jonathan Glazer et skridt længere ud i absurd land. Han viser os hverdagen i livet hos Rudolf Höss (Christian Friedel), der var den længst siddende kommandant i koncentrationslejren Auschwitz.

På den ene side af en høj murstensmur arbejdede han som chef med en så rationel udførelse af massedrab på jøder som muligt. På den anden side boede han med sin familie med kone og børn i et stort hus med en flot og nysseligt passet have.

Kontrasten er særdeles håndgribelig, og Glazer bruger det stilistiske greb, at vi hele tiden rent billedmæssigt befinder os i huset og i haven hos familien Höss, alt imens man af og til kan høre råb fra tyske militærfolk og enkelte skud.

I horisonten kan man ane høje skorstene med evig røg fra gasovnene, der havde avancerede køleanordninger, så de kunne køre så effektivt og så ofte som muligt – i Auschwitz alene blev 1,1 millioner jøder slået ihjel.

I haven, hvor man kun er få hundrede meter væk fra rædslerne, leger lejrkommandantens børn, som om intet var hændt, mens hans kone (Sandra Hüller) inde i huset lakerer negle og prøver tøj.

Jo mere lydløst deres dagligdagspligter går for sig, jo mere hører vi, hvad der sker i det fjerne, og jo mere kvalme får man, mens filmen udfolder sig. Når herren i huset klør hunden bag øret, og når havemanden lige hælder lidt aske ud i jorden som gødning, er man klar til at kaste op.

Alt i alt er den måde, Jonathan Glazer ikke viser tingene på, en slags minimalisme med meget stor effekt. Med sin metode vil han helt sikkert gerne fortælle, at vi skal passe uhyre meget på med at blive blinde over for den slags ugerninger, og det er på det kunstneriske plan avanceret tænkt.

Tematisk minder ’Zone of Interest’ om Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, der handler om rige mennesker, som ikke kan se, at de udnytter fattige mennesker. Selvom metoden her er mere diskret, er præmissen næsten endnu vildere.

Nazister slår jøder ihjel, og dem, der tror på sagen, trækker familier og hangarounds med sig i større tal, end man kan begribe. Med formindsket tro på menneskeheden som en direkte følge deraf.

I visse øjeblikke undervejs kan man godt tage sig selv i at tænke, at Glazer er lidt for udspekuleret med sin radikale ’jeg viser ikke noget, men vi ved alle, hvad det handler om’-form. Men det er jo netop, fordi han går så markant anderledes til værks, at han sætter hjernevindingerne og følelserne i gang frem for at bedøve dem.

Dertil skal det siges, at det at kunne brede sig over så forskellige film som den virtuose krimikomedie ’Sexy Beast’ (2000) og den overnaturlige thriller ’Birth’ (2004) til nu at have skabt en så vild (politisk og historisk) kunstfilm som ’Zone of Interest’ vidner om, at vi her har at gøre med en instruktør, som i den grad er eventyrlysten og modig.

Jonathan Glazer blev da også helt fortjent hædret med Grand Prix-prisen i Cannes i år – den pris, som ligger lige under Guldpalmen.

’Zone of Interest’ har premiere 11. januar.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film og Anmeldelser