10 ting, du ikke vidste, du stod og manglede

En højryggede bænk, en Prolog-espressomaskine og otte andre ting, der kan give dig akut købetrang.

Offentliggjort

1. Mean beans

Det her er støvlen, dine gorp-fikserede venner i Salomon og Arc'teryx ikke har stenene til at gå med endnu. De er der om et par år, så mens de spiller den sikkert sammen med resten af modeslænget, skal du selvfølgelig være forgænger og sikre dig et par allerede nu. Kvalitet, hårdførhed og bare-kom-an-attitude er altid et godt look.

L.L.Bean ’Bean Boots’ til 1.450 kr. hos hepcat.se.

2. Espressionisme

Københavns bedste kaffebar, Prolog, har lavet en espressomaskine sammen med italienske La Marzocco. Den er akkurat lige så flot og funktionel, som du forestiller dig. Det er La Marzoccos Linea Mini, Prolog har haft fingrene i. Foruden selve maskinen medfølger der også en kværn og tre måneders kaffeabonnement. Add to basket.

’Prolog + La Marzocco Linea’ espressomaskine til 41.000 kr. hos prologcoffee.com.

3. Ophængt

Michael Upton har lavet en serie kanvasprint i organiske former og afdæmpede farver. Der er syet små huller bagpå, så de er lige til at hænge op i medfølgende snor og søm. Kanvassets tekstur er godt modspil til dine stramt indrammede billeder. Det burde være rigelig salgstale, for du ved godt, hvor svært det er at finde noget pænt til væggen.

’Aurora’ kanvasprint til 1.200 kr. hos whatsupton.com.

4. Kødklo

Nogle gange skal du gå i køkkenet og tilberede en masse kød i lang tid, mens du drikker stærk øl og hører Red Hot Chili Peppers. Du flår og anretter kødet med dine nye kødklør, mens familien ser imponeret til i jubel over, at du har tilvejebragt endnu et måltid og endda mestret et nyt køkkenværktøj. Dygtig mand.

’Meat claws’ til 399 kr. hos yeschef.dk.

5. Arbejdslys(t)

Dit hjemmekontor mangler denne svævende lampe fra den bæredygtige lysproducent Gingko. Basen er lavet i ægte valnød, og den 3D-printede og usandsynligt naturtro måne roterer i samme akse som den på nattehimlen. LED-lyset er endda behageligt blødt, så den er perfekt til det arbejde, der fortsætter ud på de sene timer.

Gingko ’Moon Lamp’ til 1.199 kr. hos kozmodesignstore.dk.

6. Forspil

Det har været (endnu) en slidsom vinter. Den ene boló tog den anden, og klokken var enten 06 eller 22. Hele tiden. Så er det ikke let at finde tid til hinanden. Råd bod på det med dette spil fra psykologen Esther Perel, der stiller personlige spørgsmål og træner din indre historiefortæller. Sluk Netflix og husk, at et ord siger mere end hundrede billeder.

’Where Should We Begin’-spil til 260 kr. hos estherperel.com.

7. Marokkoramik

Du kan ikke se fra Fu Hao til Larsens Platz for bare støvet-beige-keramikbutikker drevet af kvartvejskriseramte par fra Jylland i sjusket tøj og morgenhår med vilje, tre børn og hund som interiør. Det er altså for nemt. Køb i stedet din keramik fra Lrnce i Marokko: smukke, unikke og Picasso-inspirerede stykker kunst, du kan være bekendt. Alle vil spørge, hvor du har det fra.

’Sefrou’-vase til 1.120 kr. hos lrnce.com.

8. Forevigt Evans

Bill Evans er så god på klaver, at Miles Davis gik med til at skille alle sine noder ad og spille sine numre i flere loops, hvis Evans ville spille på Davis’ mesterværk ’Kind of Blue’. Evans er også en af de eneste store jazzmusikere, der ikke har en plat navnespilstitel i sin diskografi. Selvfølgelig skal du have hans samlede liner notes!

’Bill Evans’ Omnibook for Piano’ til 419 kr. hos noder.dk.

9. Mellemrum

’A Scene In Between’ er en hyldest til 80’ernes ukendte britiske garagerockbands. Bogen, der startede som en Instagram-konto, er fyldt med slørede, tilrøgede og tilfældige billeder af purunge og håbefulde musikere med grydehår og læderjakker, der spiller livet ud på små knejper for så godt som intet publikum. Perfekt energi til et forår, der står på spring.

’A Scene In Between’ af Sam Knee til 130 kr. hos cicadabooks.co.uk.

10. Bænket

I 2009 skabte Ilse Crawford ’Seating for Eating’-serien med henblik på at skabe rum til at dyrke maden og fællesskabet. Prydstykket fra kollektionen er denne højryggede bænk i olieret, dansk eg med cognac-lædersæde og kobberfødder. Crawford beskriver bænken som ”reassuringly familiar but carefully detailed.” Et møbel og en filosofi, man aldrig skiller sig af med.

’Settle Bench’ til cirka. 32.150 kr. hos scp.co.uk.