Engangsservice er ved at lide en langsom, men sikker død. Plastikbestik og sugerør erstattes af mere bæredygtige materialer, der dog ikke altid fungerer optimalt, hvis du skal skære i noget, der er hårdere end blødt smør. Løsningen på det er lige her: investér i dit personlige rejsesæt med kniv, ske, gaffel og sugerør. Med det i baglommen går du aldrig glip af et godt måltid på farten, fordi papskeen til din yoghurt i bægeret bøjer på midten.
Luftforandring
Annonse
Det klør i fingrene for at bestille nye rejser mod fjerne himmelstrøg, og det skal helst være til steder, vi ikke har frekventeret i forvejen. Bogen her er en visuel kærlighedserklæring til den portugisiske by Comporta – som af nogen bliver sammenlignet med Saint Tropez i 1950’erne – og den giver dig akut lyst til at spole tiden frem til sommer, så du kan hoppe i den løse hørbuks og stryge direkte mod strand og sol.
Til bords
Hvis dit møblement skal fornyes, er det altid værd at kigge mod Matias Moellenbach. Den unge, danske designer skaber møbler på et niveau, så man har lyst til at kyle hele hjemmets indmad til genbrug og fylde det med møbler fra Moellenbach i stedet. Bordet her er ingen undtagelse.
Båltoast
Der er noget over at tilberede sin mad over åben ild. Det hører dog fortiden til, at mad over bål er synonym med halvbagte, forkullede snobrød på en hjemmesnittet pind, og selvom det havde sin charme at spise sig mæt i dej og ketchup, så det gør egentlig ikke så meget, at snobrød er en saga blot. Især ikke, når der findes et toastjern som Tramezzino her – hvilket i øvrigt er det italienske ord for sandwich – som man kan tage med på sin næste tur ud i det fri. Så er der parisertoast under åben himmel.
Rollemodel
Annonse
Det tager tid at mestre den gode simreret. Ikke mindst derfor fortjener dine hofretter til de mørke måneder at blive tilberedt og serveret i en ordentlig gryde. Denne fra Dansk er designet af Jens Quistgaard i 1956 og kommer i et væld af farver, hvis du mener, at din coq au vin vil tage sig bedre ud i blå, røde eller blommefarvede omgivelser.
Spejlbillede
Lumière Bricoleur fremstiller bæredygtige gradienter i genbrugsakryl. Indrømmet, det lyder ikke lige umiddelbart som noget, man har lyst til at have hængende som skuestykke i ens stue. Men de farvede spejle fra den danske designduo udgør en helt anderledes form for væg-dekoration, end vi ellers er vant til at se i indretningen.
Lammesky
Denne voluminøse fætter sammenligner tyske Objekte Unserer Tage selv med en sky, og ligheden er da også til at spotte i det kurvede møbel, der ser ud som det perfekte sted at slå sig ned i. Hvis du ikke er til vejrfænomener i indretningen, fås stolen også i en grøn farve, der får den til at minde lidt mindre om en lammesky og lidt mere om en lænestol.
Godt Udstyret
Du får (næsten) alt, du behøver på værktøjsfronten i dette drøn af en værktøjskasse, der kan give de fleste lyst til at gøre karriere som handymand. Den kan blive din for lige under 10.000 kroner, og det er dyrt, det ved vi, og måske en tvivlsom investering, hvis du bare skal knalde et søm i væggen i ny og næ. Men man har lov til at drømme.
Annonse
Velbarberet
Det er ikke nogen hemmelighed, at din hud har brug for fugt, når du har barberet dig, så du undgår irriteret hud og røde knopper resten af dagen. Giv dit ansigt en omgang med en aftershave fra altid velduftende Aesop, der er gode for andet end halvdyr håndsæbe. Den er let, trænger hurtigt ind og indeholder fine ting som sandeltræ og orangeblomst.
Whisky business
Nogle ting er så mærkelige, at det strider mod enhver rimelig fornuft, at de fungerer. Ikke desto mindre er det tilfældet med denne whisky-marmelade. Det lugter lidt af gimmick og dårlig konceptudvikling, men den prisvindende single malt-marmelade er et fornemt alternativ til den klassiske udgave med frugt. Den indeholder ingen alkohol og er en god tilføjelse til en velassorteret tallerken med ost og kiks.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.