Med denne 45-sekunders omelet maker, der er håndlavet i Texas, behøver du aldrig skippe morgenmaden derhjemme og stå slukøret i køen til en cafeteriabolle hos 7-Eleven. Ikke et godt look. Et æg, salt, peber, tomat, masser af purløg, ind i mikroen og voila. Ja, den kræver en mikroovn, men hvis du gemmer mikroen i skabet og i øvrigt husker at vælge udseende over praktik, så er alt godt.
Bjørns bivoksbalsam er dine læderstøvlers bedste ven. Den renser, plejer og gør læderet smidigere og vandafvisende. Og så dufter den helt rigtigt af svensk bistade og fyrreskov. Det allerbedste er dog, at den fjerner og forebygger mod de forbandede saltrande, du får af selv den mindste tur ned i pakkeshoppen.
Er din bedre halvdel træt af, at du håndterer kød på alle skærebrætterne? Så træt, at kød har sneget sig ud af køkkenet? Lad slagterens gode, gamle huggeblok komme dig til undsætning. Jovist, den kræver sit køkken, men hvor ovenpå tror du lige, du kommer til at føle dig, når du står med øksen og deler en oksebov, der skal have fire timer sammen med en stærk porter, rodfrugter og en dusk krydderurter? Lige præcis.
Få hoteller i verden er så ikoniske som The Carlyle i New York. Siden dørene blev slået op i 1930 har hotellet på Madison Avenue tiltrukket gæster fra de allermest glittede lag af samfundet – tænk Prinsesse Diana, Michael Jackson og Steve Jobs, der pludselig er at finde i den samme elevator, hvilket senere blev betegnet af Piers Morgan som: ”The most famous elevator ride in history.” Hotellets bar, Bemelmans Bar, er en eftermiddagsdrink eller to værd. Det er grandeur a la den gamle verden, og vi skal bede om det hele.
De fleste af dine venner spiller padel og forståeligt nok: Alle kan være med og have det sjovt. Men hvis der skal fart på (og det skal der), så skal der spilles squash. Det er ketsjersportens svar på en nævekamp: Hurtigt, hårdt og svedigt, og du er sjældent mere end en meter fra din fjende. Med Head Graphene 360 er du sikker på at dominere t’et, lægge den død i nick’et og lobbe dig til et kill, din modstander sent vil glemme. Og designet er genialt: En smule hovedtung med et bredt strengmønster, så du får fart, finesse og kontrol i hvert slag.
Tænker du også hver dag på den scene i ’The Talented Mr. Ripley’, hvor Philip Seymour Hoffman parkerer sin røde sportsvogn midt på en befolket piazza og vimser hen og kindkysser Jude Law? Vi er med dig. Ja ja, i filmen er det en Alfa Romeo Giulietta og ikke en Fiat 850 Spider, men se den lige! Hvis ikke den kan kickstarte snobbet smalltalk og stjålne blikke over glassets kant, så ved vi ikke, hvad der kan.
Fluefiskeri er vokset i popularitet og det med rette: Du er ude, du er alene, du har godt gear på og du sørger (måske) for at skaffe mad. Rene wins. Men fluefiskeri handler også om perspektiv og livssyn, og her er David Coggins’ bog ’The Optimist’ rent guld. Coggins runder på sublim vis fluefiskeriets mange lag – forberedelser, logistik, skuffelser, sejre, kammeratskab – og sætter dem i smukt relief til en hverdag, der til tider kræver stoisk ro at stå igennem. Det er nemlig i vandkanten som i resten af livet: Der går 30 elendige kast på et godt, men bliv for guds skyld ved med at kaste.
Intet slår ens cykelentusiasme itu som vinterhalvåret. Det er mørkt, det er sjappet, og de andre cyklister har glemt det gode humør. Kuren? En Cube Editor. Den er en splejsning mellem Cubes populære Hyde Pro og Travel SL, og den kan det hele. Et superlet sølvgråt aluminiumsstel på bare 11,5 kg. Gates remtræk og kranksæt og Schwalbe kevlardæk får dig hurtigt gennem byen i stil. Der er desuden et hav af tilbehør, man kan forkøbe sig i. Blandt andet en briefcaseholder i sort børstet aluminium. Man er vel redaktør.
Den klassiske køremåtte er under-vurderet. Dengang, man gik op i at designe biler, var de smukke og håndlavede små kunstværker, der gav bilen ekstra karisma og føreren fornemmelsen af at sidde i sin bil. King Kennedy Rugs i Los Angeles har slået sig op på at sælge sjældne tæpper og køremåtter – blandt andet fra Ford, Honda og Range Rover – og de sender til Danmark. Giv din leasede Mondeo lidt historie, og husk at tage tæppet med dig, når du bytter den ud.
David Coggins, der også nævnes andetsteds på disse sider, har indgået et samarbejde med kongerne af afslappet elegance, Drake’s. Det er sjældent, collabs går godt – lidt-af-mit-lidt-af-dit-tilgangen ender ofte på kompromisernes kønsløse hyldeplads – men Drake’s can do no wrong. Sådan er det – også her. Tobaksbrun, skotsk, vokset bomuld, forstærkede skuldre, lommer galore, hornknapper, sideventilation. Vi kunne blive ved. Fluefisker eller ej, køb den, og vent på de misundelige blikke.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.