Til manden, der vitterligt har alt: Du skal have en tubepresser til din tandpasta

En værktøjskasse, en tubepresser i rustfrit stål og et par rulleskøjter. Her er 10 ting, vi går og ønsker os for tiden.

Til manden, der vitterligt har alt: Du skal have en tubepresser til din tandpasta
Offentliggjort
kurator-1.jpg

Du går også og længes efter New York – den der rastløse optimistisk-melankolske energi, byen besidder. Her er så en sand fuldtræffer af en kaffebordsbog.

Alice Neel portrætterede byens randeksistenser, kunstnere, akademikere og ældre, så englene sang. Her er hendes vigtigste værker samlet i et enestående studie af de mennesker, der skaber byen.

”Alice Neel: Uptown” af Hilton Als til 445 kr. hos saxo.com.

kurator-2.jpg

Uanset hvor ringe funderet du er på gør-det-selv området, så vil du passere som en ægte mester med dette drøn af en arbejdsblå værktøjskasse i hånden. Bare hank op, fold ud, og anlæg en kendermine, så bliver der stille. Den ligner den, smeden i ’Lille Virgil’-filmen – uforlignelige Karl Stegger – har stående ved siden af sin ildspyende drage.

Trusco T-320-værktøjskasse til 260 kr. hos amazon.co.uk.

kurator-3.jpg

New York indefra er allerede beskrevet ovenfor. Men her tager vi så vores træpanelsbeklædte Grand Wagoneer ud af byen til de heldige få, der ferierer på den forjættende kyststrækning mellem Westhampton og Montauk. Det er falmede poloer, udtrådte sejlersko, tennis i Meadow Club og hummergilder med senatoren. Og vi vil med!

’Hamptons Private’ af Dan Rattiner til 900 kr. hos nordiskagalleriet.dk.

kurator-4.jpg

Vi er et sted i livet, hvor organisering og logistisk kuglestøberi er alfa og omega. Til hverdag, selvsagt, men især når det gælder rejser. Hvad enten det er med familie, arbejde eller venner, så er sømløs eksekvering et godt look og den største gave, du kan give dine medrejsende. Ingen gider en taskefumler. Derfor bør alle eje et carry-on inddelersæt.

Sæt á fire rejsetaskeinddelere til 635 kr. hos tourparavel.com.

kurator-5.jpg

Arkivér denne tubepresser – ja, tubepresser – i rustfrit stål fra klinikhygiejnepioneren Albert Larsen under på papiret ubrugelige, men i realiteten uundværlige hverdagsremedier. Eller under svigerfargaver. Anyway, når først du har mærket tilfredsstillelsen ved at have klemt en tube tandpasta helt flad og tom, så er der ingen vej tilbage. Det er også godt for miljøet.

Tubepresser i rusfrit stål fra Albert Larsen til 79 kr. hos mundfrisk.dk.

kurator-6.jpg

Vi turnerer tit med totebags på disse sider. Bedst, som vi sætter punktum for jagten på den perfekte, melder en ny spiller sig på banen med en variation over kategorien, vi ikke anede, vi manglede. Som denne fra portugisiske Haulier, som er lavet på trævingerokker, i 24oz(!) rå kanvas med hidsige kontrastforstærkninger og læderhank. Alle pengene værd.

Tote til 2.600 kr. hos haulier.international.

kurator-7.jpg

Vi har fundet den perfekte arvtager til Moleskine-notesbogen, som er til den dyre side, og som ikke passer i lommen på en jakke. Og det skal notesbøger jo kunne. Tronfølgeren manifesterede sig på Søstrene Grenes hylder af alle steder. En lille orange sag fra tyske Semikolon med vævet omslag og 180 nummererede og linjerede sider i 120 grams papir.

Semikolon-notesbog til 170 kr. hos sostrenegrene.com.

kurator-8.jpg

Glasvasen falder ind under de indretningskategorier, man aldrig rigtig får taget stilling til – ligesom plaiden. Og keramik, før alle fik et ’studio’ på Vesterbro. Det er der en række unge designere, der vil ændre på, ét mundblæst vidunder ad gangen. Forrest i feltet spæner Dinosaur Designs med deres skønne skovgrønne og dobbeltmundede halvmåne.

Vase i forgrenet glas til 2.080 kr. hos net-a-porter.com.

kurator-9.jpg

Sweatervesten får ikke kærlighed nok. Jo, fra kvinder, og fra fashion forward-fyre, der kører bar kasse under, men vi ser den ikke nok i det brede gade- og kontorbillede. Det er en skam, for intet stykke tøj signalerer strategisk velfunderet læsehest med en skarp pen og hang til frokostøl lige så effektivt som den. Og det er altså et godt look. Uanset køn.

Uldvest i færøsk strik til 1.450 kr. hos jpressonline.com.

kurator-10.jpg

Inliners er undervurderet. Ja, skateboard ser federe ud i parken, men du får ondt i knæene, og du lander ikke den Ollie. Det var dengang. Rulleskøjter er sagen: blød, støttende støvle, nemt at finde antrittet og begrænset trickbog. Og så er der virkelig nemme street cred-point at hente hos ungerne, fordi du ikke er en af de voksne, der står på løbehjul.

Roces Fifth Element-rulleskøjter til 2.599 kr. hos skatepro.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide og Shopping