Køb et par no show-sokker. Vi lover, der er ingen, der opdager det

Autosol krom glans polermiddel, drikkeglas og en læsepude er på vores ønskeliste i oktober.

Køb et par no show-sokker. Vi lover, der er ingen, der opdager det
Offentliggjort
glas.jpg

Margaret Howell har kastet sit afdæmpede og træfsikre designblik på drikkeglas, som hun samarbejder med en lille japansk familievirksomhed om at mundblæse i unikaeksemplarer. De ser måske ikke ud af meget, men det gør hendes bukser heller ikke, og hvis du nogensinde har haft sådan et par på, så ved du godt, hvad klokken har slået.

Margaret Howell Fresco drikkeglas til 560 kr. hos margarethowell.co.uk.

pengeklemme.jpg

Den analoge revolution ulmer. De unge går i byen med blitzkamera om håndleddet, mens de smøger den og skruer op for Daddy Yankee’s 00’er-hit ’Gasolina’. Der advokeres for skærmfrit skema på skolerne og hviskes Steiner i krogene. Du skal ikke ryge, men prøv lige at hæve din hyre i kontanter, og stik bundtet i en pengeklemme. Det føles så godt.

Craighill-pengeklemme i messing til 500 kr. hos hoohastore.com.

olie.jpg

Dressinger er overvurderet. De drukner din salat, gør den slap, og ender altid med at blive dyppelse for resten af komponenterne på din tallerken. Og så bliver det monosmag og madplansstemning igen. Tag hellere et tip fra italienerne og spar køkkentid ved at investere i et flot olie-eddikesæt til spisebordet. Smager godt og ser godt ud.

Tory Burch olie-/eddike-keramiksæt til 880 kr. hos toryburch.com.

insomniac.jpg

Bill Hayes tager til New York efter sin mands død. Hayes lider, som byen selv, også af søvnløshed, og han forelsker sig hovedkulds i den neurolog, Oliver Sacks, som forgæves forsøger at kurere ham. Sacks forelsker sig også i Hayes, men får kort tid efter konstateret terminal kræft. Deres rejse skildres her i en hjerteskærende centrifuge af en roman.

’Insomniac City’ af Bill Hayes til 170 kr. hos saxo.com.

autosol.jpg

Der er ét sted at kigge hen, når der skal pudses cykel eller yacht op til efteråret: tyske Autosol, som har lavet verdens bedste polermiddel siden 1929. Midlet, hvis opskrift er mere hemmelig end Coca Colas, får dit metal til at skinne, som var det nyt, og fjerner rust så let som at køre en fugtig klud over køkkenbordet. Næsten for godt til at være sandt.

Autosol krom glans polermiddel til 48 kr. for 75 ml hos cykelgear.dk.

pude.jpg

Det var et mildt efterår denne sommerferie. 18 grader og blæst, så langt øjet rakte. Ikke skyggen af en dasedag på stranden. Ak! Der var til gengæld rig mulighed for at læse, og her erfarede vi, at vi manglede en god læsepude. Sådan én man lige smider i sofaen, havestolen eller hængekøjen. Og som også pynter på indretningen. Sådan én har Bookshop lavet.

Læsepude i genbrugt uld til 1.315 kr. hos shopbookshop.com.

zabars.jpg

Det knopskyder med sandwichsteder, der læner sig op af den lokalklassiske New Yorker-deli-stil. Abrikos og Doomsday i København er os bekendt de bedste bud, men ingen af dem har den, som frokostinstitutionen over dem alle, Zabar’s i New York, har den. Her serverer de alle tiders frokostkogebog med opskrifter, billeder og historier fra de lokale.

Zabar’s – A Family Story, with Recipes’ af Lori Zabar til 189 kr. hos plusbog.dk.

sokker.jpg

Er du også er træt af at døje med gnavesår, fordi du insisterer på at køre italiensk sok i dine loafers i jagten på den eftertragtede næsehornshud, italienerne åbenbart har på fødderne? Så kryb bare til korset som os andre, og køb dig et par af Pantherellas low cut no show-sokker. Ja, de ser åndssvage ud, men de virker, og vi siger det ikke til nogen.

Stride-sokker til 125 kr. hos pantherella.com.

multipla.jpg

Dante Giacosa var chefdesigner for Fiat i et halvt århundrede. Han var manden bag den legendariske vandafkølede bagmotor, som sad i millioner af modellerne 500 og 600. Således også denne underskønne 600 Multipla fra 1958, den mest solgte familievogn det år. Man forstår godt hvorfor. Én til salg hos Stuart Parr Classics. Skal hentes i Rom. Vai!

Pris på forespørgsel hos stuartparrclassics.com.

stan-smith.jpg

Tennis er på alles læber takket være Holger Runes imponerende sommerkampagner ved Roland Garros og Wimbledon. Hvis du gerne vil tale med, men mangler en æstetisk reference, kan du skæve til Stan Smith, som Adidas udødeliggjorde i sko. Her gør Maurice de Mauriac det så i et smukt stålur med udskiftelige Nato-remme i klassiske tennisfarver.

Stan Smith-ur fra Maurice de Mauriac til 18.900 kr. hos mdm-watches.com.

Se, hvad vi ellers skriver om: Shopping og Guide