Adrian Lloyd Hughes tyr til nogle helt særlige bukser, når han skal performe: ”Det sætter mig op i spradebasse-gear”

Ansigtscreme → Hvad er ansigtscreme? Er der nogen, som bruger det?

Arvestykke → En sort klaverbænk fra begyndelsen af 1900-tallet, som min farmor har broderet et sæde til. Den kan ikke justeres op eller ned, så det er heldigt, at den passer mig.

Bog → Enkelte bøger ved jeg, at jeg aldrig bliver færdige med. Karen Blixens ’Den afrikanske farm’ genlæser jeg gerne, Stefan Zweigs ’Verden af i går’ og Jonathan Littells ’De velvillige’ ligeså.

Briller → Jeg skifter cirka hvert 5.-8. år. Lige nu går jeg i et stel fra Barton Perreira, som forhåbentlig ikke har kostet mere end 3.500 kroner. For mange år siden bestilte jeg en brille fra Poul Stig med stel fra Philippe Starck, som med antirefleks, flydende overgange og tynde glas kostede mig en halv månedsløn. Jeg hørte mig selv spørge, om der kunne gives rabat i lyset af, at jeg var ”kendt fra tv”. Det ydmygende svar lød: ”De fleste af vore kunder er kendt fra tv.” Siden så jeg kun den brille båret af én anden: A.P. Møller-Mærsks daværende topchef Niels Smedegaard Andersen.

Bukser → Mine mest markante bukser er mine postkasserøde jeans fra Replay, som jeg bruger, når jeg holder foredrag. Det sætter mig op i spradebasse-gear at tage farver på, når jeg skal performe.

Bælte → Har og bruger stadig det sorte krokodilleskindsbælte, jeg købte i Zimbabwe, da jeg og min mand var udstationeret der for Unicef.

Cocktail → Foretrækker altid noget bittersødt, så Cosmopolitans rammer rent. Det samme med Margaritas og Gin Fizz. Men blander tit noget selv.

Duft → Flår som regel bare noget halvanerkendt ned fra hylderne, når jeg går gennem den toldfrie. Hugo Boss, Calvin Klein og Jean Paul Gaultier. Lige for tiden er det Versaces ’Dreamer’.

Film → Jonathan Glazers ’The Zone of Interest’ var uhyggelig, fordi den viste et helt banalt familieliv blandt karrierebevidste tyske bedsteborgere klos op ad masseudryddelseslejren Auschwitz, som kun er med på lydbilledet.

Fjende → Jeg stikker nåle i adskillige voodoo-dukker med genkendelige ansigter herhjemme, men det virker tilsyneladende ikke, for de vågner ikke som ønsket med kræft i leveren. Nævnte jeg dem her, ville politiet vel ransage mine matrikler?

Frakke → En polstret armygrøn fra NN.07.

Gadget → Hos min cykelhandler opdagede jeg, at der findes holdere, så man kan fastmontere sin iPhone på styret, mens man stadig kan betjene den. GPS-funktionen har aldrig tjent mig bedre på mig og min mands lange sommercykelture!

Hat → Går altid med hat om sommeren, kan ikke længere forestille mig at færdes med solen direkte ned i øjnene. For tiden er det en Stetson i sandfarvet med bred skygge.

Hotel → Hos os er det altid min mand, som booker hoteller. Vi går konsekvent efter de mindste og ældste og foretrækker til enhver tid et familiedrevet med et ustemt flygel i spisestuen frem for en luksuskæde med funklende tagterrasser. I Napoli boede vi fx på Decumani Hotel de Charme.

Jakke → Jeg har stadig en tynd, fesen støvgrøn sommerjakke, jeg i et ubetænksomt øjeblik indkøbte for at have en jakke, som kan bæres under en blazer. Jeg græmmes hver gang, jeg tager den på, fordi den ser så gennemsnitligt socialdemokratisk ud, men jeg er for nærig til at udskifte den – og den er tilsyneladende desværre uopslidelig.

Kunstner → Min mand og jeg har efterhånden opbygget en kunstsamling med værker fra 10 forskellige overvejende danskere. Vinder jeg 764 millioner i Eurojackpot, er der ét maleri af den engelske maler Jonathan Wateridge, ’Jungle Scene With Plane Wreck’ fra 2007, som jeg ville spore til dens nuværende ejer og give vedkommende et tilbud, han eller hun ikke ville kunne afslå. Men da maleriet er tre gange fire meter, ville det også kræve, at jeg købte en større lejlighed.

Morgenmad → Om vinteren er det grød af grovvalsede havreflager med æblestykker, hakkede mandler og femkornsblanding – frugt- og bærsmoothies og mysli om sommeren.

Motionsform → Kropslige øvelser har altid været ufatteligt kedelige for mig, så det eneste, der kan motivere mig til bevægelse, er en StairMaster, hvor jeg samtidig kan se tv-serier eller film på min medbragte PC.

Motto → Det er okay at opføre sig bedrevidende, når man som regel er det.

Musik → Helst aldrig noget komponeret eller opført efter 1985 – med Rufus Wainright og Sufjan Stevens som markante undtagelser.

Møbel → En sofa skal være stor nok til, at både min mand og jeg kan slange os i den samtidigt, mens den også skal være fast og højrygget nok til, at gæster kan sidde ordentligt oprejst. En sådan fandt vi af Thorkild Henningsen på Bruun Rasmussens Auktioner og fik den renoveret og ombetrukket i fuchsia og koboltblå. Man var vel ung i 1980’erne!

Overspringshandling → Mit Instagram-feed flyder over med unge fyre med bar overkrop og glimt i øjet og løver og krokodiller, som overfalder zebraer og gnuer. Hvad siger det om mig?

Podcast → Jeg podcaster afsindigt meget, når jeg cykler eller kører rundt i Danmark og holder foredrag. Jeg er stadig svimmel over alle de geniale og gratis tilbud, man har fra hele verden: ’This American Life’ er stadig blandt verdens bedste dokumentarprogrammer, ’Serial’, ’S-Town’ og herhjemme ’Bakspejl’, ’Radiofortællinger’, ’Q&Co.’ osv.

Pung → Er der overhovedet nogen, som bruger kontanter længere?

Rejsedestination → Danmark om sommeren, man er hjernedød, hvis man rejser fra landet de fem måneder om året, hvor der er varmest og lysest. Ski om vinteren.

Livret → Når min mand rejser, falder min fødestandard som en svensknøgle i en elevatorskakt. Jeg kan faktisk godt lide Kentucky Fried Chicken og stegt flæsk med persillesovs. Værsgo, skyd mig.

Sengetid → 23.00 til 23.30. Men har ofte nappet en skraber midt på eftermiddagen.

Skjorte → Som regel en blomstret fra Sand, NN.07, Kronstadt og Corneliani.

Sko → Hugo Boss.

Slips → Går aldrig med dem. Købte mit seneste i, hvad, 1998? Det er fra Sabrina, ren italiensk silke.

Spiritus → Gin, sjældnere vodka, ofte Aperol og Campari.

Strømper → Har et festligt sæt i striber fra Paul Smith, som jeg kun tager på, når der er en pointe i at gå med det, som komikeren Per Helge Sørensen kalder ’funky sokker’.

T-shirt → Mads Nørgaard.

Taske → En tarvelig gammel brun lædertaske personligt håndindkøbt i Marokko. Blandt yngre kolleger kendt som ’Lektor Blomme-tasken’.

Transportmiddel → Cykel, altid cykel, og to gange om året rulleskøjter.

Trøje → Helst ren uld, fikse hipsteragtige versioner fra Elmegade.

Underbukser → Som regel Calvin Klein og Hugo Boss.

Undskyldning → Jeg venter stadig med gru på, hvornår en dybdegravende journalist samler alle de sagesløse trafikanter, som har oplevet mig allermest uligevægtig i trafikken. Øver mig på at sige: ”Jeg genkender ikke det billede, som bliver tegnet af mig, men jeg vil være den første til at beklage, hvis de pågældende føler, at de har haft den oplevelse med mig.”

Ur → Har haft det samme dykkerur fra Pulsar, som jeg købte, da jeg tog dykkercertifikat i 1998. Det skulle holde ned til 100 meter, hvortil jeg kun kommer, hvis der er noget længere oppe, som er gået helt, helt galt.

Tatovering → Sådan nogen tror jeg ikke, jeg har?

Vågnetid → Fra 06.30. Læser altid min papirmorgenavis (ja, de findes) fra 07.00 til 08.30.