Han dækker bandedrab og narkosmugling, men lytter selv til kultursnobbernes yndlingspodcast

Sådan holder journalist, forfatter, foredragsholder og oversætter CarstenNorton sig opdateret.

Han dækker bandedrab og narkosmugling, men lytter selv til kultursnobbernes yndlingspodcast
Offentliggjort

Hvad er det første, du læser, når du står op?

”Instagram. Det er det sociale medie, hvor jeg selv er mest aktiv, og jeg modtager desuden mange tips, spørgsmål og kommentarer. Jeg gør mig umage med at svare alle.

Derefter tager jeg en rundtur på de danske medier, der har en dedikeret dækning af kriminalstoffet. TV 2, DR, Ekstra Bladet og B.T. Netop B.T. har desværre nedlagt sin kriminalredaktion, men der er stadig dygtige kolleger, som følger flittigt med.

Jeg runder også lige X, hvor landets politikredse offentliggør nyheder, inden turen typisk går videre til Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten.”

Hvilke danske medier abonnerer du på?

”Gennem arbejde har jeg adgang til det meste, så jeg har ingen private abonnementer.

Til gengæld holder jeg af at købe trykte magasiner som Monocle, Rolling Stone, Wired og The New Yorker. Særligt når jeg rejser.”

Hvilke udenlandske medier holder du dig orienteret hos?

”Jeg kan godt lide The Economist, men derudover afhænger det meget af, hvad jeg arbejder på.

Og så kan det være alt fra spanske, britiske og tyske nyhedsmedier til CNN. Svenske medier som Aftonbladet, Expressen og SVT bruger jeg hyppigt til at holde mig opdateret på situationen i bandemiljøet i nabolandet, som er en del anderledes end herhjemme.

Diamant Salihu, der blandt andet dækker området for SVT, er i mine øjne en af Nordens bedste på sit felt.”

Hvor orienterer du dig ellers?

”Jeg bruger meget tid på at følge udviklingen inden for organiseret kriminalitet i både ind- og udland. Jeg følger det undersøgende Organized Crime and Corruption Reporting Project (OCCRP), der har kontorer i Amsterdam, Washington DC og Sarajevo.

Og så læser jeg en del rapporter fra det europæiske politisamarbejde Europol. De gør jævnligt status over blandt andet narkosmugling, svindel og trafficking på tværs af kontinentet, men også internationalt.

Derudover holder jeg meget af Weekendavisen og har noget, der kan betegnes som et overforbrug af TV 2 News.”

Hvilke sociale medier bruger du?

”Instagram, Facebook og X, som jeg bedre kunne lide før Musk. Jeg prøver at give Threads en chance, men kan ikke rigtig greje det. TikTok ønsker jeg ikke at være på.”

Hvilke podcasts lytter du til?

”Jeg orienterer mig i de fleste danske, der handler om kriminalitet. Magasinformater som DR’s ’Lyssky ’ med min tidligere kollega Dan Bjerregaard og det mere serielle som ’Djævlen i detaljen’, hvor Per Lysholt er en dygtig fortæller.

Derudover lytter jeg ofte til ’Det, vi taler om’, ’Q & Co.’, ’Genstart’, ’Dato’ og ’Verdens klogeste land’, hvor min makker fra ’Banderelateret’, Kristoffer Eriksen, udgør den ene halvdel. Af udenlandske podcasts kan jeg godt lide at have ’How Long Gone’ i ørerne, når jeg cykler rundt i København.”

Hvad har du læst/lyttet til i forbindelse med din nye bog?

”Utallige artikler og tv-indslag bragt i medierne gennem årene samt bunker af retsbøger, domme, rapporter og anden dokumentation.

Og så har jeg genset den hollandske dokumentar ’Satudarah: One Blood’ og genhørt sæson to af podcasten ’Bandeland’, der handler om netop Satudarah, og som jeg selv var med til at udvikle og producere.”

Hvad læser du i din fritid?

”Stort set alt mit arbejde involverer læsning af fagbøger, så det bliver desværre ikke til ret meget fiktion. Jeg bestræber mig på at læse i hvert fald to-tre danske skønlitterære bøger i sommerferien.

De seneste år har det blandt andet været Glenn Bech, Morten Pape, Søren Ulrik Thomsen, Benn Q. Holm og Kristian Leth.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Sociale medier