Anders Augusts jul: "Det at opleve juleaften med en, der ser alle vores traditioner for første gang, var noget særligt"

”Når det nu er jul, tænker jeg, at det er okay at være i det nostalgiske hjørne. Der er stadig intet for mig, der topper den kæmpe globus, jeg fik i julegave som femårig. Den havde små konturer på overfladen, så man kunne mærke bjergkæderne. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad og drejede den rundt og rundt og var fuldstændig opslugt. Senere kom GI Joe-actionfigurer og fodboldstøvler på listen, men jeg føler stadig, at det var dér, det peakede for mig.”

”Da jeg var otte eller ni år gammel, fejrede jeg jul i Schweiz med min familie. På juleaftensdag blev jeg syg med meget høj feber. Jeg besvimede, blev hentet i ambulance og kørt på hospitalet. Det vrimlede med alle mulige læger og sygeplejersker, men ingen af dem kunne finde ud af, hvad jeg fejlede. Først anden juledag kom en engelsk læge. Han kiggede på mig i fem sekunder og sagde, at jeg havde mæslinger. I Schweiz var det åbenbart noget, de vaccinerede mod dengang, så ingen af de lokale læger kunne genkende symptomerne. Sygdommen i sig selv var ikke så slem, men at gå glip af juleaften kan jeg huske, at jeg havde meget ondt af mig selv over – og måske stadig lidt den dag i dag, eftersom jeg stadig fortæller om det.”

”Det må være min seneste jul. Min hustru er fra Rusland, og de fejrer ikke jul som sådan – en lang historie om, at det i sin tid blev forbudt under revolutionen. Sidste år var vi i Danmark til jul, og det at opleve juleaften med en, der ser alle vores traditioner for første gang, var noget særligt.”

”Jeg ved, at jeg havde en papmaché-periode i folkeskolen, og jeg har stadig ondt af dem, der var på modtagerens side. Det er tanken, der tæller, men ikke i papmaché.”

”Det er modvilligt, men alligevel: At købe gaver dagen inden juleaften, to timer før lukketid i Magasin, hvor alt er tomt og stille. Det er i den forbrugeriske ende, men det er julen jo også.”

”De bedste julefrokoster er jo ofte dem, der ender mest angstprovokerende med huller i hukommelsen og et strejf af bondeanger. Jeg husker engang for mange år siden at ankomme til julefrokost klokken 13 på Café Sorgenfri i København. Fra ved aftentid kan jeg ikke rigtig huske noget, indtil jeg pludselig kommer til mig selv, iført skøjter på en skøjtebane i Malmø centrum. Kun en lille rejse, men alligevel. Jeg var både stolt og skamfuld.”