Hjemme hos designer Anne-Dorthe Larsen er indretningen præget af ro i kaos. Og det virker
Designer og iværksætter Anne-Dorthe Larsen omgiver sig blandt andet med fotografier og magasiner og går meget op i, at alt skal lægges frit frem. En stor del af hendes hjemmerutiner handler om at finde ro i kaos. Og så har hun en ting for sofaer.
”Morgenen. Det er, som om der ikke er travlt om morgenen. Min mand, Kasper, står først op. Så vores søn på tre år, som sover inde hos os. Og til sidst kommer jeg. Det første, jeg gør, er at lave kaffe.
Jeg mener, at jeg laver den bedste kaffe hos os. Jeg skummer simpelthen mælken bedre, end min mand gør. Vi er uenige, men han er gået med til, at jeg laver kaffe, eftersom jeg ikke gider hans, og han godt kan drikke min. Og så sidder vi bare der og drikker kaffe, mens Carlo, vores søn, får noget morgenmad.
Annonse
Efter noget tid kører Carlo og Kasper afsted. Det giver mig lidt tid for mig selv, fordi jeg først møder klokken 9. Jeg holder meget af tiden med min familie, men tiden for mig selv er virkelig også fantastisk, ha ha. Bare lige at vågne og gå og rydde lidt op. Måske ringe til en veninde. Hvis jeg kan undgå det, svarer jeg slet ikke på mails på min mobil. Og min computer åbner jeg næsten udelukkende på kontoret.”
Hvordan er atmosfæren hjemme hos jer?
”Totalt kaos. Eller – faktisk – er det enten eller: Enten er der legetøj ud over det hele, eller også er der klinisk rent. Men det er primært kaos. Når vi laver mad, ender det altid ud over det hele. Når vi leger, foregår det alle steder. Og når vi kigger i magasiner, sker det samme.
Men vi trives godt i det. Der går ikke en halv dag, fra vi har ryddet op, til at det er ud over det hele én gang til. Og jeg tror – hvis jeg skal være ærlig – at meget af rodet begynder hos mig. Og hos Carlo.”
44-årige Anne-Dorthe Larsen er kreativ direktør i Lovechild 1979 og Nué Notes og ejer af multibrandbutikkerne Nué og Another Nué. For et par år siden stiftede hun også brandet The All Studio.
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
”Jeg har et nøgenbillede hængende af Dree Hemingway, skudt til Purple Magazine. Det er en original, som på et tidspunkt blev sat til salg på en auktionsside. Fotografduoen Inez og Vinoodh har skudt billedet. Jeg elsker magasiner, og hvordan de bliver til.
Annonse
Hvad angår det her billede, er jeg vild med, at det er så nøgent. Bogstavelig talt. På den måde stemmer det overens med, hvordan jeg helst vil have mit hjem. Jeg går meget op i, at man ikke skal skjule noget i sit hjem. Her ser ud, som det gør, og vi mennesker ser ud, som vi gør.
Jeg kan huske den første gang, mine forældre kom på besøg, efter jeg havde fået hængt billedet op. De kiggede lige en ekstra gang. Men for mig er det kunst, og det er fint for mig, at Carlo lærer, at sådan ser kvinder også ud.”
Har du et favoritmøbel, du bruger mest tid i?
”Jeg har en ting for sofaer. Dem får jeg på en eller anden måde altid købt. Vores lejlighed er ikke særligt stor, men nu står der pludselig to sofaer herhjemme. Den nye af dem skulle egentlig have været leveret til vores sommerhus, men ankom ved en fejl her, så nu står den her. Og den står godt. Jeg skal lige have vurderet, om den kan få lov til at blive. For den er faktisk blevet mit favoritmøbel. Vores gamle sofa er en flyder. Men jeg gider ikke at ligge ned. Jeg vil gerne sidde op, og den her sidder man så fantastisk i. Nu må vi se.”
Dree Hemingway fotograferet af den hollandsk-amerikanske modefotografduo Inez van Lamsweerde og Vinoodh Matadin.
Hvad er det seneste, du har købt til dit hjem?
”Det er et fotografi af Jan Gleie. Jeg så billedet på en udstilling med ham og forelskede mig i det. Det har en dybde i farverne, der gør det udefinerbart. Og det er skudt på en måde, så man ikke ser helheden. Jeg kan godt lide, at jeg ser noget forskelligt hver gang. Alt, vi har hængende, er noget, der taler til os på en eller anden måde. Det er ikke bestemte kunstnere, men ting, der har vakt en begejstring i os.
Det meste er i virkeligheden noget, Kasper har givet mig i fødselsdagsgaver. Hvilket jo er lidt vovet. Man skal virkelig vide, hvad den anden godt kan lide. Men han har formået at ramme plet – hver gang, faktisk.”
Annonse
Anne-Dorthe Larsen bor med sin mand, Kasper, og deres barn, Carlo, i Indre By i København. Sofaen ovenfor er købt i Nuvole og er fra mærket Dusty Deco.
Hvad laver du oftest, når du er alene hjemme?
”Jeg elsker at kigge i magasiner. Og det, jeg så for et år siden, er ikke nødvendigvis det samme, som jeg ser i dag. Man rykker sig hele tiden lidt. Det er virkelig en stor inspiration for mig at kigge i de samme magasiner igen og igen. Især Self Service, Purple, System, Another, Ark Journal, Rum, Vogue, Eurowoman, Apartamento, ID og Gentlewoman.
Den anden ting, jeg laver, når jeg er alene hjemme, er at rydde op. Jeg er lidt af en hoarder. Jeg har altid en idé om, at noget kan blive til noget andet, noget nyt. Derfor bruger jeg meget tid på at sortere og smide ud.”
Hvad har du senest smidt ud, som var både hårdt og irrationelt?
”Det lyder mega åndssvagt, men det var en hel kasse fyldt med bh’er, fra dengang jeg var ung. Det var de fineste, næsten kunstneriske mesh-bh’er fra fx Prada. Sådan nogle ting laver de slet ikke i dag. Jeg var aldrig kommet til at kunne passe dem igen, men det gjorde virkelig ondt at smide dem ud.”
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.