Bo Bech sværger til sokker fra et dansk brand: ”De laver de bedste”

Bo Bech, 52 år, er kok og restauratør. Har tidligere været på Paustian (2004-2010) og Geist (2010-2020). Åbnede i 2023 restaurant Bobe på Gråbrødre Torv. Her fortæller han om japanske bukser, sin yndlingsfilm og verdens bedste strømper.

Bo Bech sværger til sokker fra et dansk brand: ”De laver de bedste”
Offentliggjort

Ansigtscreme → Jeg bruger min forlovede Yasmins ansigtscreme. Hun kommer det i mit ansigt. Jeg aner ikke, hvad det er.

App → Det er ikke den, jeg bruger mest, men Sailspots er min favorit. Det er oprindeligt en app til sejlere, men jeg bruger den til at planlægge mine cykelture efter, hvordan vinden blæser. Jeg vil gerne starte i modvind og køre hjem i medvind.

Arvestykke → En guldring, som min mor har gået med i 45 år. Hvor makabert det end lyder, var det en af mine første tænder, som hun i sin tid fik sat ind i en guldring. I dag går min forlovede med den.

Briller → Oliver Peoples. Jeg kan godt lide at have en lille snert af noget brunt eller ravfarvet i glasset, så det ser ud, som om solen skinner hele tiden.

Bukser → Lige nu er de fra et japansk mærke, der hedder Teätora. Jeg får dem leveret hertil.

Bælte → Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gået med et. Plejer sågar at rive snoren ud, hvis der er en.

GettyImages-1127873839.jpg

Cocktail → Hvis det er before dinner, er det Pisco Sour. Hvis det er ankomst til dinner, skal det allerhelst være en Margarita. Og hvis jeg er on fire after dinner, er det Old Fashioned.

Skærmbillede 2024-06-25 kl. 12.24.25.jpg

Duft → Gio fra Giorgio Armani.

GettyImages-159838715.jpg

Film → ’The Shawshank Redemption’ er den film, jeg har set flest gange i mit liv. Elsker den.

Fjende → Det opererer jeg ikke med. Jeg betragter mennesker, der er i min sfære, som om at de bor i mit hjem. Jeg vil ikke lade fjender fylde i min hjerne eller i mit hjerte.

Frakke → Jeg har fået Artikel til at lave en jakke med to lave lommer foran i stedet for en høj brystlomme, hvor jeg kan have briller og telefon og nøgler. Jeg har den både i sart lyseblå, hvid og brun.

Gadget → iPhone.

Hat → Opererer jeg ikke med. Jeg vil dog lige sige, at selvom jeg ikke går med hat, så har jeg en hvid sivhat, som kommer fra et japansk mærke, 45R. Skal jeg en dag gå med hat, skal det være den. Jeg har bare ikke selvtillid nok til det endnu. Den hænger på min reol og kigger på mig fra tid til anden.

GettyImages-541355212.jpg

Hotel → Alle steder i verden. Men jeg har boet flest gange på Hotel Costes i Paris. Jeg elsker, at de har en gårdhave, hvor pariserne rent faktisk kommer. På hotellet er der et fantastisk civiliseret og kultiveret parisisk liv. Normalt forlader man byen, når man går ind på sit hotel, men på Costes møder man Paris kogt ned til en lille espresso. Måske endda en ristretto.

Jakkesæt → Jeg har en tuxedo, som jeg har fået lavet hos Anderson & Sheppard i London. Den har jeg fået syet ind og ud flere gange, alt efter hvordan mit liv er. Jeg elsker det. Jeg har den på omkring fem gange om året.

Kunstner → Eva Pade. Jeg kan ikke få hendes malerier ud af mit hoved, og de er ikke til at komme i nærheden af.

Morgenmad → Det Vide Hus i Gothersgade. De lægger lidt piment d’espelette ved mit salt, og de ved, at jeg ikke skal have en teske til mit æg, fordi jeg godt kan lide at pille det.

Motionsform → Crossfit. Jeg har en træner i Butcher’s Lab, der hedder Kenneth Dehn. Det er vægte sammen med cardio, og der sker noget voldsomt med ens krop, når man bliver udsat for puls og tunge løft. Der er noget rart ved at aflevere sin krop til et andet menneske. Jeg er der tre gange om ugen.

Motto → Sandheden er nemmere at huske end løgnen.

Møbel → Christian+Jade har lige lavet en lampe, som vi både har stående på Bobe og hjemme hos os selv privat. Det er et moderne bud på en papirlampe, og den er utroligt smuk.

Overspringshandling → At sige ja til en sms, jeg får sent, eller at sende en sen sms til en kokkekollega, hvor der står, om vi lige skal mødes og spise et par hurtige retter efter endt service om aftenen.

Podcast → Jeg lytter kun til podcasts, når jeg kører bil med Yasmin, og der lytter vi altid til ’Hjerteflimmer for voksne’.

Pung → Bruger jeg ikke.

Rejsedestination → Jeg vil gerne til Korea og fare vild.

Råvare → Lige nu er jeg dybt forelsket i rapsolie blendet med grøntsagssaft.

Sengetid → Når jeg er træt.

Skærmbillede 2024-06-25 kl. 12.36.55.jpg

Skjorte → Casey Casey. De laver ultratynde skjorter, som flagrer let. De ser bedst, ud når de er krøllede.

Sko → Sneakers, selvom det irriterer mig lidt, at jeg er blevet glad for dem. Lige for tiden har jeg en model fra Hoka, som er beregnet til vandring.

Slips → Kun butterfly til smoking.

Smykke → Jeg sværger til to: Elhanati til min højre hånd, Griegst til venstre.

Spiritus → Mezcal.

Strømper → Another Aspect laver de bedste.

T-shirt → Margaret Howell. Min favorit er lidt grov i det med en lidt fluffy kant.

Taske → Mulberry, hvis jeg kun skal have carry-on, når jeg rejser.

Transportmiddel → Min gamle Raleigh, som jeg har fået fjernet bagagebæreren på, så den ser smukkere ud.

Trøje → Arket.

Underbukser → Arket.

Undskyldning → ”Jeg har drukket meget kaffe, så jeg skal lige tisse igen.”

Ur → Droppede det i 2001, da uret kom ind på telefonen.

Tatovering → Har aldrig turdet.

Vågnetid → Når solen rammer vinduet, og jeg åbner øjnene. Jeg sover ikke med alarm, så det kan være alt mellem klokken 05 og klokken 07.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd og Herremode