Kan du genkende dig selv? Dit toiletskab afslører, hvem du er
Du er i ét med jord, ild, vand og luft, og din shampoo er så ren, at den kan drikkes. Nej, du befinder dig hellere på en jumpbox, viklet ind i en TRX, og din deodorant holder dig tør som talkum. Nej, du dufter, som dine aktier opfører sig; dyrt og på toppen, og håret er lige så glat som din skjorte. Kender du typen? Euroman gør.
Foto: Getty Images og PR Sylvester Stallone som Rocky Balboa i 1979 under optagelserne af ’Rocky II’.
Du kunne ikke sidde stille i skolen. Til gengæld bankede du alle i bordfodbold, og du kunne tyre en hel meter shots ned alene. Dit kælenavn var ’Palermo’, og selvom du ikke længere er lige så optaget af italiensk fodbold eller drikker dig stang-palermo, hænger kælenavnet ved, ligesom du står ved din fortid. Du hylder dig selv med duften, din ekskæreste i første omgang købte til sig selv. Men det svenske parfumehus insisterer på, at duften er unisex, og ingen kender din maskulinitet bedre end dig selv.
Annonse
Du er en maskine
Du spilder ikke tiden. Når du laver pull-ups, push-ups, sit-ups. Når du handler fornødenheder. ”20 mere!” råber du ud gennem dine læber, der er lige så stramme som dine lægge. Altid en hel kasse proteinbarer, den store tønde med proteinpulver, et kilo-peanutbutter-bøtten og en ramme premixed valle-shakes, klik-klik-klik, hos din onlineproteinpusher. Du elsker, når du ikke behøver at bekymre dig om lagerstyringen af muskelopbyggende produkter i skabet. Derfor holder du også af multicremen, der plejer både din hud og dit veltrimmede skæg. Videre. Videre!
Du glinser. Under og efter træning
Sveder du meget? Går paven med sjov hat? Ja. Derfor står du også ofte under bruseren, og al det vand med al den kalk udtørrer din hud, der lægger sig stramt om dine konturer. Dine albuer opfører sig som sandpapir korn 60. Når du kommer ud af badet, masserer du dine ømme muskler og kroppen ind i en blødgørende olie med duft af citrus. Den tager dig tilbage til syrlige buckets og full moon parties på Koh Phangan.
Du hopper op på jumpboxen, og over hvor gærdet er lavt
Når du hiver i TRX’ens snoretræk, har du pakket håret ind i et svedbånd. Så får du ikke håret i øjnene, forsøger du stiltiende at overbevise dig selv og andre om. I virkeligheden er det for lookets skyld. Ligesom Rocky og Mikkel Hansen. Det føles rigtigt, at håret ligesom puffer op over båndets kant, det bouncer i takt med dine burpees. Hårvasken springer du over. Biceps kan bruges mere optimalt end til at løfte hårtørreren. Du sprayer tørshampoo i hovedbunden, den tager det værste fugt, og så tager du pandebåndet på igen. Du kunne sove med det pandebånd.
Annonse
I pagt med naturen
Du er ikke en bonsai, men en vildtvoksende eg
Du har ikke været ved frisøren længe, og det har intet med corona at gøre. Du synes, dit hår skal have lov til at vokse frit, udleve sit potentiale. Men lokkerne kan godt trænge til lidt støtte for at se lige så tilfældige ud, som da du var backpacker. Dengang håret saltvandsfedtede på autentisk vis. Du sprayer stivelse i spidserne og stiller flasken om bag toiletrullerne i skabet.
Du vil kunne spise din creme med ske
Du kan bedst lide, når din mad er tapetseret med certificeringer, og du smiler for dig selv, når du igen har fundet ny anvendelse af broccolistænglerne i madlavningen. ”Den creme, jeg smører på min hud, skal være lige så ren, som det jeg putter i munden,” siger du og skåler i naturvin, som du meget hellere vil tale om. Cremen er en plejende schweizerkniv lavet på olivenolie, bivoks og propolisekstrakt ud fra en ældgammel ægyptisk opskrift.
Du er jord og ild. Og vild med surdej
Duften fra Hermès er varm og ren og minder dig om den rå jord og det vilde hav. Den åbne himmel og den levende ild. Derfor har du tændt et ret imponerende bål i ildfadet i sommerhuset, og der er ingen grænser, du har også slået en surdej op. Nu skal det være. Next level-snobrød. Mælkehvid, boblende ølandshvededej pølset op på bambus, og de skal fyldes med kardemommechutney.
Annonse
Du bader i skoven. Derhjemme
Om du misunder Bonderøven? Slet ikke. Alle de hektarer og forsatsvinduer. Men nogle gange drømmer du da om hans ophold i Nordnorge, hvor han lærte at snedkerere, omgivet af nåletræer. Du tager badeolien med naturlig duft af fyrrenåle med i bruseren og drypper et par dråber i din showergel. Så skal vi ellers love for, at du får varmen og kan trække vejret helt ned i lungerne igen.
Duften af succes
Du har potent hår. På en måde
Hvis dine negle er dit visitkort, er dit hår dit CV. Du plejer det med svinedyr shampoo, balsam, hårkur, serum, creme og olie og bliver klippet hver ottende uge hos din frisør, der særåbner salonen klokken 7, så du kan stå skarpt til bestyrelsesmøde 8.30. Dit stærkeste våben er dog din kam. Du ved præcis, hvordan den skal køres gennem håret, så det får et lille løft og dækker det sted på kraniet, hvor Gud glemte at tildele dig potente hårsække. ”Det, man ikke har i håret, må man have under det,” siger du med et stålfast blik til manden i spejlet.
Du vil have creme som en Tesla
Du aner ikke, hvad det er, hudforsker-doktormanden Augustinus Bader har hældt på de små blå flasker med pumpe. Men du kan godt lide hans stålindfattede briller og butterfly, sådan ser tysk knowhow ud, og du sætter pris på både flaskens og cremens tyngde. Cremen nærer de to folder, huden har lagt imellem dine bryn. Det gør de også, når du betaler for cremen, som koster det samme som en Dom Pérignon fra 2008. Selvfølgelig har du råd til den creme. Det er en investering i din fremtid. Kan den trækkes fra?
Du har rygrad, og den dufter godt
Hele dagen har du slæbt et usynligt spor efter dig. Duften af succes stammer dels fra din stamina, der peakede under præsentationen af kvartalsregnskabet, dels fra dine pulspunkter, som du i morges sprøjtede med din signaturparfume, den intense cologne med noter af salvie, grape og pink peber. Efter en lang dag lander du i flyderen foran skærmen. Du ser ’Løvens hule’ med hænderne for øjnene. Det er svært at kapere, hvordan provinsielle Georg Gearløs-typer misbruger Jesper Buch og Jacob Risgaards tid.
Du tager sjældent én for holdet. Faktisk aldrig
Double er ikke dig. Du er på tennisbanen for din egen skyld. Det er din, og kun din, fortjeneste, hvis du vinder, og din, og kun din, skyld, hvis du taber. Men din nye kæreste vil med, og du kan score billige point, også hos modstanderen, som du gerne vil planke for insiderviden om den kapitalfond, han styrer med gunstig hånd. I taber. Stort. Efterfølgende får I serveret gin og tonics uden agurk og peber, men med Gordon’s, og den kan kun bruges til at sætte fut i grillen med. Og det blev ikke til andet end snak om restaurering af en badebro. Eftermiddagen fra helvede. Tilbage i badet kan du igen mærke, at du lever, når du scrubber huden helt ren og rød med opløftende pebermynte.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.