Dua Lipas guide til den perfekte weekend i København

Part to.

Dua Lipas guide til den perfekte weekend i København
Offentliggjort

Der er langt mellem de ting, der kan varme én helt op inde i hjertet på sådan en kold vinterdag, som vi har i dag. Der er dog en ting, der slår både skivanter, balaclavaer og varmepuder, når det kommer til at give os rød-hvide varmen: når udlandet roser Danmark.

Da ’The Bear’ for nyligt var på tur i Danmark, var der ikke et øje tørt, og godtfolket er efterhånden gladere for at se Lily Collins i Parken end Nicolai Boilesen. Da Dua Lipa for et års tid siden delte en restaurantguide til København, var det svært at afholde sig fra at booke bord på Nr. 30 eller tage en lørdag aften på Gorilla.

Guiden var mere, end man nogensinde kunne have drømt om. Men engang i mellem overgår virkeligheden fantasien, og nu er der nyt fra den albansk-britiske popsangerinde. Hun har nemlig tilbragt endnu en weekend i København og på allerbedste måde dokumenteret, hvordan man bedst gør det. Dermed kan vi nu med rette bringe Dua Lipas guide til den perfekte weekend i København.

MORGENMAD skal spises på Atelier September, hvor sangerinden både bestilte mandelpandekager med blåbær og fløde foruden klassikere såsom rugbrød med pisket smør og et blødkogt æg.

FROKOST skal spises på Sonny. Hvis man vil synge som ’Barbie’-sangerinden, bør man nok købe nogle sangtimer, men hvis man kan nøjes med at spise som hende, skal man bare bestille en ’Sonny Salad’ med rugbrød. Er man i det mere snaskede humør, og har man desuden lyst til Danmarks bedste kyllingeburger, skal man tage på Poulette og bestille den (som Dua Lipa har skrevet i en Instagram-story, at hun ville flyve tilbage til Danmark bare for at spise. Tal da lige om klimasvineri).

AFTTENSMAD er at finde på Sanchez eller Barr. Sidstnævnte har til huse i Nomas gamle lokaler på Strandgade og har Thorsten Schmidt i forklædet, mens den mexicanske restaurant Sanchez styres af den tidligere Noma-kok Rosie Sanchez. Fornemmer man et mønster?

KULTUR skal opleves på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk, der for tiden byder på en fremragende Pussy Riot-udstilling.

VIN skal drikkes på Pompette. Gerne i forlængelse af kyllingeburgeren.

DESSERT findes hos Vaffelbageren i Nyhavn.

OVERNATNING sker på Hotel D’Angleterre. I hvert fald hvis man er popstjerne og har råd til det.

Se, hvad vi ellers skriver om: Restauranter, Restauranter i København, Mad, Gastronomi og Musik