Når Christian Fuhlendorff laver sin podcast, stiller han sine medvirkende et trickspørgsmål: ”Folk tænker ofte ikke over, at de giver mig en del information med det svar”

Komikeren og podcasteren er aktuel med det nye onemanshow ’Ærlig talt’. Til hverdag spytter han podcasts ud i et vildt tempo, mens han driver en virksomhed og følger sin hustrus systemer. Her fortæller han, hvordan en almindelig dag for ham ser ud.

Når Christian Fuhlendorff laver sin podcast, stiller han sine medvirkende et trickspørgsmål: ”Folk tænker ofte ikke over, at de giver mig en del information med det svar”
Offentliggjort

Kl. 07-08.30

Jeg vågner cirka klokken syv. Eller det vil sige, at ved syv-tiden kommer min kone, Karina, der allerede ér stået op, og sparker til mig og Conrad, vores søn på ni. Han er typisk kommet ind til os i løbet af natten.

Min datter, Michala, der er 13, har sin egen rutine og er allerede i gang. 10 minutter over syv sparker Karina til os igen, og så står Conrad og jeg op og går nedenunder. Han skal lave lektier og spise morgenmad. Jeg sidder sammen med ham imens.

Jeg drikker bare kaffe og deler en banan med vores hund, Coco, en fransk bulldog. Den får de to endestykker af bananen. Fem minutter over otte forlader alle huset. Michala går afsted med en veninde, og Karina går afsted med Conrad.

Når de er gået, går jeg i bad og ordner nogle af mine egne ting. Det passer med, at når Karina kommer tilbage et kvarters tid senere, er jeg klar til at skulle ud ad døren.

Kl. 09-10

Herfra kan der ske lidt forskelligt. Nogle gange mødes jeg med Rune Klan og drikker en kop kaffe på en café ved Amager Strand.

Vi har ikke ét fast sted, vi mødes. Det skifter lidt. Vi mødes måske en gang om ugen. Her sidder vi så i en times tid, mens vi vender verdenssituationen.

Vi snakker ikke konkrete jokes med hinanden, men mere idéer og temaer. Nogle gange får jeg en bolle med et blødkogt æg ved siden af. Men jeg kan egentlig godt lide at vente med at spise til frokost. Derefter hopper jeg i bilen og kører hen til Podads’ kontorer.

Kl. 10-13

Hos Podads har jeg typisk et eller andet møde, jeg skal til. Jeg er medejer af Podads og har været kreativ direktør det seneste halvandet år. Vi er seks fuldtidsansatte og sælger og producerer podcast til mediehuse og hjælper uafhængige podcasts med sponsorater og udvikler dem.

Derudover producerer vi også annoncørbetalte podcasts. Så det her møde kunne fx være med en kunde, der skal have lavet en native podcast (en podcast, der er annoncørbetalt, men produceret i en form og tone, der minder om almindelige podcasts, red.), der får deres produkt til at hænge sammen, men ikke føles som en lang reklame.

Sådan et møde varer som regel en time til halvanden. Nu er klokken måske halv et, og det er tid til frokost. Jeg sætter mig som regel med medarbejderne inde på Podads, hvor vi har en dude, der kommer med en kasse med mad til frokost hver dag.

Kl. 13-16

Herefter har jeg måske en aftale om at skulle mødes et sted og optage et afsnit af ’Hva så?!’. Forleden havde jeg en aftale med en skuespiller, hvor vi skulle mødes i Frederiksberg Have.

Så foregår det på den måde, at når jeg har fundet parkering til min bil, tager jeg mit lydudstyr på og skriver til vedkommende, at jeg er, hvor vi har aftalt. Når vedkommende så ankommer, giver jeg dem udstyr på og stiller dem et par meget klassiske spørgsmål.

Jeg vil helst ikke snakke for meget, før optagelsen går i gang. Typisk stiller jeg dem to spørgsmål. Først: ’Hvad hedder du?’ Det er meget godt, for nogle gange mødes jeg med en, der hedder Sus Wilkins, og der vil jeg gerne lige vide, hvordan jeg udtaler det. Bagefter spørger jeg så: ’Hvad er du?’

Der kan jeg tit høre, hvad folk egentlig gerne vil snakke om. Det er meget sigende, hvorvidt folk svarer, om de er skuespiller eller far. Folk tænker ofte ikke over, at de giver mig en del information med det svar.

Et afsnit tager typisk halvanden time. Når vi har gået turen, siger jeg tak, fordi vedkommende gad at gå med mig, og så kører jeg hjem.

Kl. 16-19

Hvis det er en torsdag, så skal jeg med Conrad til ishockey klokken 17. Det er mest mig, der tager med Conrad til det, og Karina, der er sammen med Michala. Men det bunder egentlig bare i, at det fungerer bedst sådan for Karina.

Det er hende, der laver systemerne, og jeg følger bare efter. Jeg er sådan et institutionsbarn, så jeg har det fint med, at der er nogen, der bestemmer, hvad jeg skal. Inden hockey laver jeg lidt mad til Conrad. Det kunne være et par tortillas.

Hvis han ikke får noget at spise, bliver han i dårligt humør. Hockey tager to timer. Jeg ser lidt med i begyndelsen, og så kører jeg igen. Det vil træneren helst have. Derhjemme spiser jeg aftensmad med Karina, mens Michala er til ridning.

Kl. 19-22

Når jeg henter Conrad, er der ingen computer, når vi kommer hjem. Så må han underholde sig selv. Jeg elsker at se ham være vildt optaget af et eller andet og gøre sig umage. Så er jeg sådan set ligeglad med, hvad det er.

Umiddelbart efter skal han i seng. Som regel lægger jeg mig op sammen med ham og snakker lidt om dagen, der er gået. Hvad det bedste har været, hvad der har været sjovt. Der kan det også ske, at jeg falder i søvn.

Kl. 22-00.30

Jeg vågner måske igen klokken 22. På det tidspunkt er Karina gået i seng. Så går jeg ned og ser lidt stand-up eller sætter et afsnit af en tv-serie på, mens jeg skriver på et eller andet pitch, jeg er bagud med.

Omkring 00-00.30 går jeg op i seng. Og så falder jeg i søvn. Og så bliver jeg vækket igen klokken syv. Sådan er næsten alle mine dage.

Christian Fuhlendorff

(f. 1982) Opvokset på Amager. Arbejder som komiker, podcastvært og producent. Brød igennem på den danske stand-up-scene med sit første onemanshow ’Mit første one man show’ i 2007.

Har siden turneret med en stribe af onemanshows. Skrev og spillede hovedrollen i tv-serien ’Kristian’, der blev sendt på TV 2 Zulu i 2009. Blev i 2015 kåret som ’Årets komiker’ ved Zulu Comedy Galla.

Er medejer af og kreativ direktør i podcastvirksomheden Podads, der blandt andet udgiver ’Hva så?!’ med Fuhlendorff selv som vært. Podcasten er udkommet over 500 gange og er blandt landets mest lyttede. Bor på Amager med sin hustru og to børn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd, Danmark og Stand-up