Kl. 06.30-10.00
Jeg står senest op klokken syv. Det er der, min kone tager afsted på job, og jeg vil gerne nå at få snakket lidt med hende inden da og få kysset hende farvel. Hun vækker vores to drenge, Mikkel på 14 år og Emil på 11, og så er hun ude ad døren. Mens drengene står op, får jeg dagens første kop kaffe.
Drengene er ret selvkørende nu, så jeg sidder egentlig bare ved morgenbordet, drikker kaffe, læser avis og er til stede, hvis de vil hyggesnakke eller noget. Vi bor i Holte, 200 meter fra drengenes skole, så de tager selv afsted. Så går jeg i gang med de huslige pligter, mens jeg hører jazz. Jeg elsker det, men det gør min kone ikke, så jeg forsøder rengøringen med lidt dejlig musik, nu hvor alle er ude af huset.
Det lyder måske skørt, men jeg er blevet virkelig glad for at være praktisk og huslig, efter jeg er stoppet i Nordea. Jeg nyder at være hjemmegående husfar. Når pligterne er overstået, træner jeg. Jeg cykler landevejscykling eller mountainbike, og så træner jeg TRX. Det har jeg gjort i 10 år, og det stopper jeg forhåbentlig aldrig med.
Thorben Sander
(f. 1973) Begyndte som 19-årig i lære i Unibank, der senere blev til Nordea. Arbejdede sin vej op til at blive chef for afdelingen for Private Banking. Som 45-årig stoppede han i Nordea for at dedikere tid til andre projekter og sin familie.
Stiftede i 2022 forlaget Bark med sin barndomsven Christian Ravnkilde. Bark oversætter og udgiver en international bestsellerserie om viden under titlen ’Store ideer enkelt forklaret.’
De tre første bøger i serien udkom i juni med forord af Rane Willerslev, Anja C. Andersen og Johan Olsen.
Kl. 10.00-13.00
Jeg sætter mig med dagens første forlagsopgaver. Jeg kan godt lide at få de kortsigtede ting på plads først, så jeg om eftermiddagen kan koncentrere mig om de arbejdsopgaver, der kræver længere tid.
Sådan har jeg arbejdet længe, og det fungerer. Jeg følger op på de nyeste salgstal omkring vores videns-serie, ’Store ideer enkelt forklaret’, jeg har opkald med min medstifter, Christian Ravnkilde, samarbejdspartnere og oversættere, og jeg får svaret og sendt mails om salg og distribution.
Kl. 13.00-14.00
Tid til frokost. Helst udenfor og helst alene, for jeg kan godt lide den rolige stund, frokosten er. Typisk spiser jeg bare rugbrødsmadder – dog noget, jeg selv har bagt, da jeg godt kan lide at gøre lidt ud af det, uden at jeg overhovedet er en gastronomisk freak.
Jeg spiser, mens jeg reflekterer over resten af dagens program. I sommerperioden kan jeg godt finde på at tage vores VW California og køre ud i skoven eller lignende og arbejde der. Så har jeg frokost med, og efter maden tager jeg en tur på min cykel eller en gåtur.
Kl. 14.00-16.30
Tilbage til arbejdet, og her er jeg nået til det mere langsigtede og strategiske af slagsen. Hvilke udfordringer er der omkring vores kommende bøger? Hvem kan oversætte, og hvem skal skrive de kommende forord?
Vi udgiver en ambitiøs serie af bøger om grundlæggende viden gennem historien og op til i dag, så en oversætter med fagkundskab har det lidt nemmere ved den opgave. Udover forlagsarbejdet har jeg også nogle bestyrelsesposter. I den forbindelse er der nogle møder, som jeg skal forberede mig til. Der skal af og til læses mange hundrede sider som forberedelse, så det sætter jeg tid af til. Og som i alle andre familier har vi en del aktiviteter, som kræver planlægning.
Overnatning i forbindelse med drengenes fodboldturneringer, kørsel, fødselsdagsgaver og skoleting. Børnene er hjemme ved 15.30-tiden, og der lukker jeg mentalt ned for arbejdet. De tager ofte deres venner med hjem, fordi de bor tæt på hinanden. Forleden dag kom der syv legekammerater med hjem, og det er jo så hyggeligt. De klarer sig selv, og jeg er bare til stede, hvis de har brug for noget.
Kl. 16.30-23.30
Jeg køber ind til aftensmad hver dag. Så kommer min kone hjem, og vi sidder og sludrer lidt og taler om dagen, der er gået. Afhængigt af årstiden, og om drengene har fodboldtræning, spiser vi omkring klokken 19.
Vi spiser sammen stort set hver dag, hvilket er superfedt. Det er her, vi vender dagen. Efter aftensmaden har jeg som hjemmegående husfar overstået mine pligter. Ungerne ordner oprydningen, og hvis en af drengene gerne vil spille backgammon, så gør vi det. Ofte vil de dog hellere spille FIFA eller Fortnite på deres værelser, og det er så fint.
Jeg sætter mig og læser lidt eller hygger med min kone. Jeg har typisk gang i tre eller fire bøger ad gangen, og for tiden er jeg i gang med en bogserie af Stephen Fry, der handler om den græske mytologi. Den er helt fantastisk. Hvis ikke jeg læser, hopper jeg i vores udendørssauna, som jeg selv har bygget.
Min ældste søn er også bidt af det, og ofte tager vi en sen tur i saunaen, før han skal i seng. Hvis det er weekend, får jeg gerne et glas vin eller et glas rom bagefter og læser, indtil jeg har småblundet tilpas mange gange, og så går jeg i seng.
Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd og Erhverv