Er du træt af dine overspringshandlinger? Så læs dette nu. Vent ikke til senere

LAD MIG BEGYNDE med at advare dig.

Denne artikel fylder 7.458 ord. Eller omregnet i tegn: 36.484. For at være helt præcis.

Det er dobbelt så meget som en typisk artikel i et af dagbladenes søndagstillæg.

Hvis du læser med normal hastighed, vil det tage dig en halv time at nå frem til sidste punktum. Hvis du overhovedet når så langt. Læg dertil de minutter, du bruger på at tjekke din telefon undervejs. Sandsynligheden taler for, at du vil blive distraheret. I det sekund, du begynder at kede dig – i det øjeblik denne artikel føles som at have lektier for – vil du komme i tanke om noget, som er vigtigere eller mere interessant. Måske debatterer du med dig selv, om du hellere vil se en serie på Netflix? Måske spekulerer du på, om du egentlig fik tømt bøtten med chokoladeis i fryseren? Måske overvejer du at gå på nettet og søge på fotos af katte, der ligner Hitler?

Jeg klandrer dig ikke. Vi lever i distraktionernes tid. Aldrig har vi mennesker haft så mange muligheder for underholdning og adspredelse lige ved hånden. Jeg skriver dette, idet jeg antager, at du læser denne artikel i din fritid. Måske har du sat dig til rette i sofaen med en kop kaffe, eller du sidder hos frisøren eller i et regionaltog. Du har en pause, hvor du ikke har nogen pligter.

Men der er også en anden mulighed. Du sidder med fødderne oppe i sofaen, selvom du ved, at du burde foretage dig noget andet. Du har en liste af ting, du mangler at ordne. I køkkenet står tre dages tallerkener med indtørret spaghetti bolognese. Toilettet egner sig ikke til at få gæster. Dit hjem ser ud, som om nogen har smidt en håndgranat. Om tre dage skal du aflevere en opgave på dit studie. Eller du har aftalt med dig selv, at du vil bruge aftenen på at færdigpolere den PowerPoint-præsentation, som din chef forventer, ligger klar i morgen. Men du orker det ikke. På en eller anden måde virker denne artikel mere interessant end den opgave, du egentlig burde løse. I så fald er du i gang med at lave en overspringshandling. Du har min sympati. Jeg forstår dig bedre, end du tror. Jeg er ikke hjerneforsker, jeg er ikke adfærdsforsker, jeg er ikke psykolog. Jeg har ikke en uddannelse, som giver mig retten til at undervise andre i menneskedyrets psyke. Alligevel vil jeg ikke tøve med at kalde mig selv for en ekspert. I al beskedenhed vil jeg kalde mig selv for en tidligere sjællandsmester i overspringshandlinger.

Egentlig ville jeg helst undgå at skrive denne artikel. Artiklens emne blev undfanget på et redaktionsmøde. Vi havde en formodning om, at vi mennesker næppe nogensinde har lavet så mange overspringshandlinger som i dag. Måske var det værd at undersøge fænomenet nærmere, lige så vel som det kunne være interessant at finde ud af, hvad overspringshandlingerne handler om inderst inde, og hvad de fortæller om os mennesker.

Jeg sagde ja til at påtage mig opgaven. Men jeg var i tvivl. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle begynde. Emnet virkede diffust. Så jeg udskød opgaven. Jeg tog fat på andre opgaver for magasinet, som pludselig virkede langt mere interessante alene af den grund, at jeg slap for at beskæftige mig med artiklen om overspringshandlinger.

Men nu kan jeg ikke trække den længere. Deadline nærmer sig som et godstog i horisonten. Jeg ligger bundet på jernbaneskinnerne. Jeg er nødt til at finde ud af, hvordan jeg får løst den her opgave, og det skal gå hurtigt.

Det er nu, det gælder.

HVIS DU BEBREJDER dig selv for din vane med at lave undvigemanøvrer, når arbejdet kalder, så vil det måske trøste dig at høre, at du ikke er den eneste. I USA viser en undersøgelse, at 80 procent af landets universitetsstuderende udskyder arbejdet og ender med at sidde sent om natten for at blive færdige, skriver The New York Times. Ud over stress og deadlinepanik med hjertebanken og blodsmag i munden kan det være svært at måle, hvilke konsekvenser det har at udskyde arbejdet. Men risikoen lurer selvfølgelig for, at det går ud over kvaliteten. Magasinet The New Yorker citerer en undersøgelse, der viser, at amerikanerne i gennemsnit bruger en time og 20 minutter på at udskyde dagens opgaver, når de er på arbejde. Det går ud over produktiviteten og kan medføre lavere livskvalitet, dårligere helbred og lavere løn.

Men måske har overspringshandlingerne fået dårlig presse på et urimeligt grundlag. Historien er fuld af berømte og beundrede mennesker, som har haft misundelsesværdige karrierer, selv om de havde for vane at udskyde arbejdet. Den verdenskendte arkitekt Frank Lloyd Wright fik i 1934 til opgave at tegne et hus hen over et vandfald i bjergene i Pennsylvania. Han besøgte byggegrunden og overvejede, hvordan han skulle gribe opgaven an. Men derefter skete der ingenting. Wright lagde projektet på is i ni måneder. Til sidst var kunden så utålmodig, at han ringede til arkitekten og sagde, at han ville komme forbi tegnestuen om to timer og se, hvordan det gik med huset. Febrilsk tegnede Frank Lloyd Wright en skitse. Huset fik navnet Fallingwater og regnes i dag for et mesterværk.

Leonardo da Vinci var kendt for at færdiggøre sine værker lang tid efter det aftalte tidspunkt.

Steve Jobs tog pauser fra sit arbejde og gik en tur.

Forfatteren Margaret Atwood, der kendes for ’Tjenerindens fortælling’, er ikke klar til at skrive før klokken tre om eftermiddagen – efter adskillige overspringshandlinger.

Manuskriptforfatteren Aaron Sorkin, der står bag film som ’A Few Good Men’ og ’The Social Network’ og tv-serien ’The West Wing’, erkender gerne, at han udskyder til sidste øjeblik. Han afviser dog, at der er tale om overspringshandlinger. Han bruger tiden til at tænke sig om, siger han ifølge The New York Times.

Herhjemme er Jørgen Leth kendt som en produktiv forfatter og filmmand. Men han er også kendt for at tage et langt tilløb, når arbejdet kalder. Han har dage, hvor modløsheden vinder over lysten til at sætte sig ned og skrive. Han bruger timer på at se fjernsyn eller læse avisen. Kun langsomt mander han sig op til dagens arbejde. På albummet ’Vi sidder bare her’ med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig fortæller Jørgen Leth på nummeret ’At Komme Igang’, at der er dage, hvor han frygter, at han ikke kan finde inspirationen. Noget i ham siger, at han ikke kan finde sproget igen. At han er dum.

”Jeg er bange for kraftprøven i at lave et stykke arbejde. Kan man overkomme det? Kan man komme i gang?” siger han.

”Der er altid flere ting, der skal laves, og så laver man altid det, der er lettere. Eller man laver det andet. Man laver ikke det. Man laver altid det andet i stedet for.”

SVEND BRINKMANN er professor i psykologi ved Aalborg Universitet. Han har skrevet bøger som ’Stå fast’, ’Gå glip’ og ’Vi er det liv vi lever’. Han er en ivrig debattør og en efterspurgt foredragsholder. Og så er han en kender af overspringshandlinger.

Når han sætter sig ved sin computer for at tage hul på en opgave, han finder svær, udskyder han nogle gange arbejdet. Han læser nyheder på nettet, eller han tjekker sin mail, eller han stempler ind på de sociale medier, eller han læser videnskabelige artikler om andre emner. Det kan der gå et par timer med.

”Og så ender jeg med at have 20 minutter tilbage, før jeg skal videre til den næste opgave,” siger Svend Brinkmann. Han griner ad sig selv i telefonen.

”Det er jo helt åndssvagt. Hvorfor kunne jeg ikke bare arbejde de to første timer, så jeg slap for at sidde to timer længere om eftermiddagen?”

Han kender kolleger, der står op klokken otte om morgenen og går i gang med arbejdet med det samme.

”Men sådan et menneske er jeg ikke, og det er jeg da lidt ærgerlig over.”

Når Svend Brinkmann alligevel kommer i mål, så er det fordi, han er stædig. Han bliver siddende ved computeren, til han er færdig.

”Det gør det nemmere at tilgive mig selv for alle de her irriterende overspringshandlinger.”

Svend Brinkmann mener, at det moderne menneske lever i et fristelsessamfund, og noget af det, der frister allermest, er de sociale medier. Når vi høster likes, giver det en følelse af velbehag – vi bliver bekræftet af andre mennesker – og der frigives dopamin i hjernens belønningscenter.

”Hvis man hele tiden bliver fristet til at tjekke og like og kigge og scrolle, når man sidder i det moderne arbejdsliv, så falder man på et tidspunkt for fristelsen,” siger Svend Brinkmann.

Og det er ikke kun de sociale medier, der distraherer os, mener han.

”Verden er tilrettelagt på en måde, som skal gøre det så let som muligt at være menneske, og det gør den ved at friste os. Hvis den ene Netflix-episode af en serie går i gang, når den forrige sluttede, uden at vi skal overveje, om vi egentlig har lyst til at se en mere, så er det jo en fristelse, vi falder for. Afstanden mellem lysten til at handle og udførelsen af handlingen bliver hele tiden mindre og forsvinder nærmest helt, fordi det sker automatisk.”

Efter Svend Brinkmanns mening oplever vi lige nu en teknologisk acceleration, som egentlig skulle gøre det nemmere og hurtigere at være moderne menneske. Men i virkeligheden har vi aldrig haft så travlt som nu. Han giver et eksempel: Før i tiden sendte vi et brev, og så tog det et døgn, før det nåede frem. I dag er det hurtigere at skrive en e-mail. Den kommer frem, så snart vi har trykket send.

”Til gengæld sender vi måske tusind gange så mange e-mails, som vi sender breve, og vi får måske også selv tusind gange så mange e-mails, som vi fik breve. Det er et eksempel på det paradoks, vi ser igen og igen med udviklingen af moderne teknologi. Vi udvikler den med henblik på at gøre vores liv lettere og frigøre tid fra alt det trælse. Men det ender med, at vi kommer til at bruge mere tid på alt muligt andet i stedet for.”

Svend Brinkmann har lært at leve med sine overspringshandlinger. Han finder trøst i, at han ikke er den eneste, som lader sig distrahere.

”Det er ikke fordi, der er noget galt med os. Det er bare livets vilkår. Vi har bygget en hel infrastruktur op, ikke mindst digitalt, hvor vi hele tiden bombarderes med ting, der kan distrahere os, og som vi kan bruge som overspringshandlinger. Jeg tror, det er vigtigt, at vi erkender, at det ikke kun har med os selv at gøre som dumme, utilstrækkelige mennesker. Det har at gøre med den verden, vi lever i, og den teknologi, vi bruger, og den måde, vi organiserer os på.”

Men for nogle mennesker udvikler overspringshandlingerne sig til en permanent tilstand af selvbebrejdelse, handlingslammelse og en ond cirkel af depressive tanker, mener Brinkmann.

”Stort set alle mennesker laver overspringshandlinger, og det betyder ikke, at alle mennesker er depressive, men der kan godt være en sammenhæng. Vi har store forekomster af sygdomme som depression i de her rige, velfungerende lande, vi lever i. Noget tyder på, at det kan hænge sammen med, at vi har så mange valgmuligheder. Jo flere valgmuligheder, vi har, desto større er risikoen for, at vi synes, vi har valgt forkert. Eller vi bliver fristet til at gøre noget andet end det, vi burde gøre. Vi får den her fear of missing out, FOMO, som mange snakker om, og som kan blive en del af en selvbebrejdende ond cirkel.”

JEG RINGER TIL Henrik Høgh-Olesen. Han er professor i social- og personlighedspsykologi ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. I 2020 var han medredaktør på bogen ’Evolution og adfærdspsykologi’, der undersøger de urkræfter, der driver mennesket inderst inde, selvom vi lever i en moderne verden. Måske har han en biologisk forklaring på, at vi har en tendens til at udskyde svære opgaver?

Da jeg får fat i Henrik Høgh-Olesen, anholder han som det første min påstand om, at vi mennesker laver overspringshandlinger.

”Det er ikke noget, vi gør. Det er noget, nogle mennesker gør. Alle har måske en rem af huden, men det er ikke udtalt for alle.”

Henrik Høgh-Olesen påpeger, at der i lige så høj grad findes mennesker, som ikke kan udholde tanken om at udskyde tingene. De har med professorens ord et kamikazeforhold til deres arbejdsopgaver.

”Hvis de mærker den mindste modstand, så skal den overvindes. Det er et eksistentielt projekt for dem at være aktivt handlende i tilværelsen.”

Jeg spørger Henrik Høgh-Olesen, hvor han selv befinder sig på skalaen. Han tænker lidt.

”Jeg tror, jeg ligger mere i den retning, hvor man får noget gjort.” Han tøver. ”Jeg må så tage mig selv i …”

Henrik Høgh-Olesen kommer i tanke om en videnskabelig artikel, han længe havde taget tilløb til at skrive. Han skulle undersøge de såkaldte palæolitiske venusser, en samling på 200 kvindefigurer udskåret i sten, knogler og elfenben eller formet af ler for 30.000-40.000 år siden. Arkæologer har længe forsøgt at finde ud af, hvad kvindefigurerne siger om datidens mennesker. Nu var det meningen, at Henrik Høgh-Olesen skulle kaste lys over emnet set fra et psykologisk perspektiv. Han indsamlede det nødvendige datamateriale og rejste til England, Tyskland og Frankrig som led i sin research, og en dag var han klar til at skrive sin artikel. Men så skete der noget mærkeligt. Henrik Høgh-Olesen kom i tanke om andre videnskabelige artikler, som også skulle laves. I stedet for at skrive om kvindefigurerne gik han i gang med at skrive de andre artikler. Det gik der seks måneder med.

”Jeg havde dårlig samvittighed over det, og jeg syntes, det var noget fis. Jeg havde jo faktisk gjort klar til den opgave i lang tid, og det var lidt spildt arbejde, for så skulle jeg gøre klar til den igen, da der var gået et halvt år. Alle de data og kilder, jeg havde terpet igennem, skulle genopfriskes.”

Henrik Høgh-Olesen har ikke forsket specifikt i overspringshandlinger. Men han vil gerne give et bud på, hvad der sker i hjernen, når vi udskyder en opgave, som virker uoverkommelig. Forklaringen skal findes i den ældgamle del af menneskehjernen, det limbiske system, også kendt som reptilhjernen. Stærke kræfter er på spil i denne del af menneskehjernen, der udviklede sig tidligst i den biologiske evolution. Reptilhjernen har ikke for vane at spekulere i dagevis, inden den træffer en beslutning. Her handler det om drifter og følelser, som er vigtige for overlevelsen, forklarer Henrik Høgh-Olesen:

”Nede i reptilhjernen har du de fire F’er: Flight, Fight, Food og Fuck. Det er virkelig basale programmer, som holder livet kørende. Reptilhjernen er en del af vores hjerneberedskab stadigvæk. Selvom vi er moderne mennesker i et civiliseret samfund, så handler vi stadig ud fra et lyst-ulyst-princip. Der er nogle ting, som vækker vores ængstelse, om de så er rationelle eller ej, og andre ting gør ikke, men den gamle hjerne går ind og tager over.”

Henrik Høgh-Olesen ved udmærket godt, hvorfor han ventede med at skrive artiklen om kvindefigurerne: Artiklen krævede, at han skulle bevæge sig ind på et fagområde, hvor han ikke havde en naturlig ekspertise som psykolog. Det gjorde ham usikker.

”Jeg var på udebane. Jeg skulle kloge mig på nogle ting, som arkæologerne på papiret var klogere på end jeg selv. Det gjorde, at jeg ligesom skubbede den lidt. Min højere fornuft og højere mentale, kognitive processer blev underløbet af en den umiddelbare angst ved at gå ind i et fremmed område. Min reptilhjerne advarede mig: ’Gør det, du kender. Gå de steder hen, hvor du plejer at gå hen, frem for at gå et helt nyt sted hen. Det er nemmere.’”

Henrik Høgh-Olesens reptilhjerne var med andre ord i konflikt med en anden del af hans hjerne, frontallappen, siger han. I frontallappen sidder vores evne til at udsætte behov og planlægge frem i tiden. Frontallappen forsøger efter bedste evne at stå imod, når reptilhjernen fyrer løs med et raketbatteri af impulser. Han giver et eksempel:

”Når vi bliver vrede, får vi en impuls til at spytte, slå, være sarkastiske eller noget helt andet. Vi har en hel pallette af muligheder, og det er frontallappen, der giver mig mulighed for at hæmme impulsen. Jo mere frontallap, jo flere muligheder har jeg. Jo mindre frontalstyring, der er, jo mere er jeg i mine impulsers og lysts vold.”

Selvom det irriterede Henrik Høgh-Olesen, at han udskød arbejdet på artiklen om kvindefigurerne, mener han ikke, at overspringshandlingen var spild af tid, eftersom han blot brugte sin energi på de andre artikler, som også skulle skrives. Mens han gjorde dette, arbejdede hans underbevidsthed videre på artiklen om kvindefigurerne. Artiklens mange elementer faldt på plads og fandt en naturlig rækkefølge. Da han med et halvt års forsinkelse tog fat på opgaven, gik det overraskende hurtigt at skrive den.

”Det gik forbløffende let i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig og frygtet.”

EN DAG I 1960’erne blev en gruppe amerikanske børnehavebørn stillet over for et urimeligt valg. En psykologiprofessor på Stanford University, Walter Mischel, ville undersøge, om nogle børn er bedre end andre til at styre deres impulser. Børnene blev på skift vist ind i et lokale med en stol og et bord. På en tallerken lå en skumfidus. Børnene fik at vide, at hvis de ventede med at spise skumfidusen til senere, ville de få en skumfidus mere som belønning. Medarbejderen forlod lokalet. Barnet sad i sit eget selskab og betragtede skumfidusen. På bordet stod en klokke som i en hotelreception. Hvis børnene ringede på klokken, ville forsøgslederen komme tilbage, og så fik barnet lov til at spise skumfidusen. Nogle af børnene ringede på klokken med det samme. Andre børn kæmpede med sig selv ved udsigten til den dobbelte belønning. Minutterne gik. Nogle af børnene holdt sig for øjnene, andre tog skumfidusen op og duftede til den. Nogle børn sang, andre skar grimasser eller snakkede med sig selv. Efter 20 minutter kom medarbejderen tilbage, og barnet fik den lovede ekstra skumfidus.

Mange år senere vendte Walter Mischel tilbage til børnene for at se, hvordan det var gået dem i livet. Svaret overraskede ham. Det viste sig, at de børn, der modstod fristelsen til at spise den første skumfidus, fik bedre karaktergennemsnit i skolen, de fik en længere uddannelse, de havde et bedre helbred, var bedre til at håndtere konflikter og havde færre skilsmisser.

Men undersøgelsen viste også, at et menneskes evne til at kontrollere sine impulser ikke er uforanderlig. Den kan ændre sig alt efter konteksten: Nogle af de børn, der spiste skumfidusen med det samme, blev bedre til at regulere sig selv som voksne. Omvendt havde nogle af de selvdisciplinerede børn lavere impulskontrol som voksne.

Walter Mischel blev verdensberømt for sit eksperiment, der blev kendt som skumfidusforsøget, selv om børnene ikke kun fik tilbudt skumfiduser – de kunne også vælge kiks, saltkringler eller pebermyntebolsjer. I bogen ’Skumfidustesten – nøglen til selvkontrol’, der udkom i USA i 2014 (og året efter i Danmark), konkluderer psykologiprofessoren, at vilje og selvkontrol ikke er et medfødt karaktertræk – det er tværtimod noget, som kan trænes.

For at forklare, hvorfor vi mennesker handler, som vi gør, inddeler Walter Mischel hjernen i et varmt og et koldt system. Dette svarer til Henrik Høgh-Olesens beskrivelse af forskellen på reptilhjernen og frontallappen. Det varme system er styret af følelser og reflekser og opererer hurtigt og ubevidst. Det kolde system er reflekterende, det arbejder langsommere og er båret af anstrengelse. Det kolde system er først færdigudviklet, når mennesket er i begyndelsen af 20’erne.

Når det er svært at modstå fristelser, så er det fordi, det varme system primært er optaget af nuet. Det fokuserer på den umiddelbare gevinst og ser bort fra værdien af den udskudte belønning, skriver Mischel. Ønsker vi at blive bedre til at tøjle vores impulser, må vi forsøge at vende processen på hovedet og forsøge at afkøle nutiden og opvarme fremtiden. Børnene, der modstod fristelsen og fik to skumfiduser, afkølede den umiddelbare, varme gevinst ved fysisk at distancere sig fra den. De skubbede skumfidusen væk fra sig på bordet, de vendte sig rundt og kiggede væk, og de afledte opmærksomheden på kreativ vis, samtidig med at de visualiserede den langsigtede belønning: to skumfiduser.

En anden måde at hjælpe det kolde system med at vinde over det varme er at lægge nogle planer, som Mischel kalder ’hvis så’. Det er strategier for, hvordan vi vil handle, når vi står i en situation, hvor det varme system plejer at styre løjerne. Eksempelvis: Hvis jeg nærmer mig køleskabet, så vil jeg ikke åbne døren. Hvis jeg ser en bar, så vil jeg gå over på den anden side af gaden. Hvis mit vækkeur ringer klokken syv, så vil jeg tage i fitnesscentret.

Det lyder måske lettere sagt end gjort. Men Walter Mischels pointe er, at jo mere vi øver os i at tænke sådan, jo mere automatisk bliver det, og jo mindre anstrengende bliver det at udøve selvkontrol. Mischel foreslår, at vi i en dagbog registrerer de situationer, hvor vi har givet efter for en impuls. Når vi har fundet de sårbare punkter, kan vi forberede vores ’hvis så’-strategier. Når vi får vores første sejr over det varme system, vil vores nye adfærd blive en belønning i sig selv. Og det giver selvtillid.

Walter Mischel advarer dog om, at ekstrem selvkontrol ikke nødvendigvis fører til et lykkeligt liv. Altid at udsætte belønningen og konsekvent nægte sig selv at nyde nuet kan være lige så utilfredsstillende som et liv med for lidt selvkontrol.

Filosoffen Descartes var kendt for replikken: ’Jeg tænker, altså er jeg.’ Walter Mischel mener, at det kan skrives bedre. Hvis vi forstår, hvordan det varme og kolde system opererer, og hvis vi øver os i at ændre vores adfærd, så bør sætningen efter Mischels mening lyde sådan her: ’Jeg tænker, derfor kan jeg forandre den, jeg er.’

SKUMFIDUSFORSØGET viste, at mennesker, som er i stand til at sætte sig et mål, klemme ballerne sammen og vente på den langsigtede belønning, nogle gange har flere fordele i livet end dem, som falder for den hurtige fristelse. Henrik Høgh-Olesen fra Aarhus Universitet vurderer da også, at folk, der har en evne til at holde fokus og modstå lysten til at lave overspringshandlinger når længere end dem, der udskyder arbejdet.

”Folk, der kan fastholde fokus, kan gøre de utroligste ting. De kan bestige Mount Everest eller et eller andet fuldstændig grandiost. På vej derop fortæller alt dig: ’Gå ned, gå ned, her er du simpelthen ikke bygget til at være.’ Men fordi du har sat dig det her mål, og fordi du kan fokusere og fastholde, så kan du overrule alle de virkelige ubehagelige stimuli, som fortæller dig, at det her simpelthen er livsfarligt.”

At være modig, selvdisciplineret og målrettet har – set med evolutionsbiologiske briller – måske endnu en fordel, eftersom kvinden ofte vil se en sådan mand som en bedre beskytter end ’den flamboyante påfugl, der sejler hid og did og styres af sine impulser,’ som Henrik Høgh-Olesen formulerer det.

Men det modsatte forekommer selvfølgelig også, understreger han. Mænd, der er i deres impulsers vold, har gode chancer for at finde en kvinde at danne par med. Henrik Høgh-Olesen kalder den type mænd for dionysiske skikkelser med henvisning til vinens og ekstasens gud i græsk mytologi.

”Vi finder typisk de dionysiske skikkelser i kunstverdenen og i musikverdenen. Det er mennesker, som har et fuldstændig exceptionelt talent, som gør, at de meget lettere end andre kan lære at mestre et instrument. De kan et eller andet, som bringer dem i vælten, og fordi de er fuldstændig flamboyante og misundelsesværdigt dygtige og interessante for publikum, så flokkes vi om dem. Om mens vi gør det, har de maksimale parringsmuligheder, og det lever de på – den her intense opflammen. Som regel ender mange af de dionysiske skikkelser i Klub 27 eller tæt derpå. Men det er jo også en form for liv, og det er dybt underholdende for os andre at se på folk, der går planken ud.”

Inden jeg runder interviewet af, spørger jeg Henrik Høgh-Olesen, hvad der lige nu står øverst på hans to-do-liste.

”Jeg sidder og læser eksamensopgaver,” siger han. ”Der er lige røget 35 af dem ind på mit bord, fordi det er januar-eksamen. Det er ikke så lystfyldt.”

Falder han for fristelsen til at udskyde arbejdet?

”Det duer ikke rigtigt,” siger han. ”Jeg vil helst have det væk fra mit skrivebord, så der er frit rum. Nu tager jeg fat og får det overstået. Ikke nogen pylren her.”

I HELE SIT LIV har Adam Grant skyet overspringshandlinger som pesten. At udsætte arbejdet har gjort ham utilpas. Han føler, han mister kontrollen. Han er professor i organisationspsykologi på Wharton School ved University of Pennsylvania. Som studerende stod han tidligt op og gik i gang med at skrive klokken syv. Han rejste sig ikke fra computeren, før han skulle spise aftensmad. Han jagtede det berømte flow, hvor man er fuldstændig opslugt af sit arbejde og glemmer alt om tid og sted. Adam Grant var så optaget af at skrive, at han ikke opdagede, at hans værelseskammerater på kollegiet holdt fest.

Mange år senere, som professor, blev han udfordret til at tage sit arbejdsliv op til revision. En af Adam Grants mest kreative studerende, Jihae Shin, fortalte ham, at hun selv havde gode erfaringer med at lave overspringshandlinger. Faktisk fik hun sine mest originale idéer, når hun tog en pause fra arbejdet. Adam Grant lyttede interesseret. Han udfordrede hende til at bevise sin påstand. Jihae Shin tog kontakt til nogle firmaer og undersøgte, hvor tit medarbejderne lavede overspringshandlinger. Derefter bad hun deres ledere om at vurdere medarbejdernes kreative evner. Det viste sig, at medarbejdere, der udskød arbejdet, var markant mere kreative end kolleger, der tog fat på arbejdet med det samme.

Alligevel var Adam Grant ikke overbevist. Derfor lavede Jihae Shin et nyt forsøg. Hun samlede en gruppe forsøgspersoner og bad dem om at finde på forretningsidéer. Nogle af forsøgspersonerne blev bedt om at gå i gang med at udvikle idéer med det samme. En anden gruppe forsøgspersoner fik at vide, at de skulle bruge fem minutter på at spille ’Minesweeper’ og ’Solitaire’, inden de gik i gang med arbejdet.

Da et uafhængigt panel vurderede forretningsidéerne, var resultatet slående, skriver Adam Grant i et essay med titlen ’Derfor lærte jeg mig selv at overspringshandle’ i The New York Times i 2016. De forsøgspersoner, som havde udskudt arbejdet, havde fundet på idéer, som var 28 procent mere kreative end de forsøgspersoner, som var gået i gang med arbejdet med det samme. Men der er en vigtig detalje. Dem, der spillede spil uden at kende opgaven på forhånd, var ikke mere kreative. De fik blot mere travlt, da de bagefter tog hul på idéudviklingen. Det var kun de forsøgspersoner, som havde fået stillet opgaven, inden de spillede spil, som fik gode idéer. Mens de spillede ’Minesweeper’ og ’Solitaire’, lod medarbejderne sindet vandre, og det gav pote, da de bagefter skulle finde på forretningsidéer.

Resultatet af Jihae Shins forsøg fik Adam Grant til at genoverveje sin modstand mod overspringshandlinger. Han spekulerede på, om han var gået glip af noget som en overdrevent selvdisciplineret professor. Da han skulle skrive sit essay til The New York Times, indledte han sin egen personlige undersøgelse. Stik imod sin natur ventede han nogle dage med at sætte sig til tasterne. Det viste sig at være en god idé. Han kom i tanke om en artikel, han havde læst nogle måneder forinden om mennesker, som, i lighed med ham selv, skynder sig med at gå i gang med en opgave, når de får den stukket i hånden. Artiklen inspirerede Adam Grant til at skrive sit essay på en mere personlig måde, hvor han berettede om sit eget anstrengte forhold til overspringshandlinger, hvilket gjorde teksten mere læseværdig.

Dernæst kom han i tanke om den evigt uheldige George Costanza fra ’Seinfeld’. Costanza har en evne til at slippe ud af besværlige situationer ved at sige noget sjovt og få de andre til at grine. Han slutter af på toppen, om man så må sige. Adam Grant undersøgte, om han kunne bruge samme teknik, når han skrev sit essay. Når han var midt i en sætning, han var glad for, afbrød han arbejdet og rejste sig fra computeren. Det viste sig at være en god strategi, som i øvrigt er velkendt blandt forfattere: Hvis man slutter dagens arbejde midt i en vellykket sætning, kan man næsten ikke vente med at komme i gang igen næste morgen.

Da Adam Grant havde skrevet sit essay, tvang han sig selv til at lægge det væk i tre uger for at lade det hele simre lidt. Da han tog teksten frem igen og læste den med friske øjne, kunne han overrasket konstatere, at den ikke levede op til hans forventninger. Han skrev teksten om og indlemmede nogle flere detaljer, som han var kommet i tanke om i de tre uger, hvor han havde sat sit essay på pause. Dette gjorde teksten markant bedre.

I det færdige essay, som han sendte ind til The New York Times, konkluderer Adam Grant, at overspringshandlinger slet ikke er så dumme, som de har ry for. Han har indset, at de bedste idéer nogle gange opstår, når vi tvinger os selv til at tænke langsomt frem for hurtigt og målrettet. Når vi tænker langsomt og ’sidelæns’, er der større chance for, at vi opdager nye måder at angribe opgaven på og finde overraskende mønstre.

Men, advarer Adam Grant, overspring kan også tage overhånd. I Jihae Shins føromtalte forsøg undersøgte hun, hvad der skete, når en gruppe medarbejdere blev bedt om at vente med at udtænke kreative forretnings-idéer til absolut sidste øjeblik. For den kroniske overspringshandler er resultatet nedslående. Forsøgspersonerne fik så rasende travlt, at de var presset til at arbejde med den idé, der lå lige for, fremfor at udvikle en ny.

FORLEDEN LAGDE Svend Brinkmann en tekst op på sin Instagram-profil:

’Hvis du tænker positivt hver eneste dag, arbejder hårdt, stræber efter at blive den bedste udgave af dig selv, omgiver dig med inspirerende mennesker og aldrig giver op, så er der ingen grænser for, hvor udmattet du kan blive.’

Teksten fik 374 kommentarer og er dermed et af Brinkmanns mest kommenterede opslag. De fleste af Brinkmanns Instagram-følgere erklærede sig enig med psykologiprofessoren. Han er kendt for sin skepsis over for den endeløse strøm af kurser og selvhjælpsbøger, der lover os, at vi bliver gladere, sundere og rigere, hvis blot vi lærer at tænke anderledes og mere effektivt. Brinkmann mener, at idéen om, vi mennesker har frit valg på alle hylder og kan forme og modellere os selv til perfektion, er en illusion. Brinkmann mener ikke, at alting er op til os selv, og hvis vi indser dette, kan vi måske lære at slappe lidt af. Han ser menneskets liv som en tråd, som vi i nogen grad selv spinder, men som andre også spinder med på. Det enkelte menneskes livstråd spindes ind i et livstæppe af vilkår og tilfældigheder, som var til stede, da vi blev født. Vi kan ikke fjerne den tråd, men vi kan lære at leve med den.

Svend Brinkmann kalder Walter Mischels skumfidusforsøg for spændende og tankevækkende. Når han alligevel er forbeholden, så er det fordi, forsøgets konklusioner har givet medvind til idéen om, at det moderne menneske er herre over sin egen skæbne, og at vi med den rette selvkontrol og tankegang kan sikre os selv et sundt liv i velstand.

”Jeg synes, forsøget er udtryk for et ego-orienteret paradigme, hvor det handler om at få så meget som muligt til sig selv. Selvkontrol bliver et redskab til at få så mange skumfiduser som muligt: ’Hvordan kan jeg optimere mine chancer for at få mest?’ Det er fair nok at studere, men mere og mere tyder på, at mennesket faktisk også er et socialt og altruistisk væsen, som i mange sammenhænge – hvis det får tid til at tænke sig om – gerne vil afstå fra at få mere selv, hvis andre har mere brug for det. Eller hvis man kan se for sig, at der er mere relevante og meningsfulde ting at opnå end den her umiddelbare behovstilfredsstillelse,” siger Brinkmann.

Han mener desuden, at Mischel forsømmer at undersøge de bagvedliggende årsager til, at nogle børn er bedre til at styre deres impulser end andre. Undersøger man børnenes baggrund, viser det sig nemlig, at børnenes sociale og økonomiske vilkår i høj grad forklarer, hvorfor nogle børn ringede på klokken, mens andre modstod trangen:

”Fattigere børn spiser hurtigt den ene skumfidus, og det er måske ikke kun, fordi fattige børn har dårligere selvkontrol. Det kan lige så vel være, fordi fattige børn har en erkendelse af deres omverden, som bygger på, at resurserne er knappe: Når jeg har muligheden for at få noget nu, så er det faktisk rationelt at gribe ud efter det, fordi lige om lidt ved jeg ikke, om det er der. Hvis man vil skabe bedre selvkontrol og bedre livsmuligheder, så gælder det om at eliminere fattigdom. Det er langt vigtigere for børnenes liv og deres liv som voksne, end det er at træne deres selvkontrol som en mental bodybuilder.”

SELV HAR Svend Brinkmann fundet en balance mellem selvdisciplin og de mere lystbetonede her-og-nu-impulser i sit arbejdsliv. Han accepterer overspringshandlingerne, men forsøger at minimere de distraktioner, som ikke er produktive. Det gør han ved at ritualisere sin hverdag ved skrivebordet. Inden han sætter sig ned for at arbejde, lægger han sin smartphone over på reolen, så den er ude af syne. Han er nødt til at rejse sig, hvis han vil tjekke de sociale medier på telefonen. Det giver ham et ekstra sekund til at overveje, om han egentlig har brug for at tjekke sin telefon. For det meste bliver han siddende.

En anden strategi er pomodoro-metoden, opkaldt efter en italiener, der opfandt et æggeur formet som en tomat. Man indstiller uret til at tælle ned fra 25 minutter, og i de minutter lover man sig selv at arbejde koncentreret.

”Det kan næsten alle mennesker klare, uanset hvor skadet de er af digitale distraktioner. Når de 25 minutter er gået, får man fem minutter, hvor man må rejse sig op og lave en kop kaffe. Man må helst ikke gå på Facebook, fordi det ofte stjæler mere tid end fem minutter,” siger Svend Brinkmann.

Det kan kræve en mental indsats at komme i gang med pomodoro-metoden, siger han, men når man først har gjort den til en del af sit arbejdsritual, er den en god hjælp.

Han har endnu en rutine. Hver anden dag tager han en pause fra arbejdet og løber en tur. Han nyder at røre sig og komme ud i naturen. Men der er endnu en gevinst ved at bruge sin krop og komme væk fra alle skærmene og fristelserne.

”Det sker næsten hver gang, når jeg kommer tilbage fra en løbetur, at jeg løber direkte ind til computeren. Før jeg tager løbeskoene af, før jeg går i bad, går jeg ind og skriver en masse noter ned. Jeg løber ikke for at få idéer, men de kommer, og de kommer nok netop fordi, jeg ikke forsøger at presse dem frem. Jeg får brugbare idéer, som er blevet realiseret ved at lave noget andet end at sidde og arbejde konkret med dem.”

JEG NÆRMER mig deadline på denne artikel. Researchen er på plads. Jeg har talt med de kilder, jeg skal tale med. Nu er jeg i fuld gang med at skrive. Men det går trægt, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved kun, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Jeg har aldrig mødt en journalist eller en forfatter, der elsker at skrive. Jeg læste engang om en forfatter, som sagde: ’Jeg hader at skrive. Men jeg elsker, når jeg har skrevet.’ At sætte sig ved skrivebordet, tænde computeren og stirre ind i en tom, hvid skærm kan være skræmmende. De mange ensomme timer foran computeren giver dig god tid til at tvivle på dig selv. Og mens du sidder der med hele dagen foran dig, står undvigemanøvrerne i kø som gæsterne ved buffeten på Oslobåden.

Men selv for de mest ekstreme overspringshandlere er der håb. Spørg bare Robert McKee, den anerkendte filmmanuskript-guru. Han er en eftertragtet story doctor i Hollywood, hvor han rådgiver filminstruktører, producere og manuskriptforfattere. Han holder velbesøgte seminarer verden rundt, og flere af hans kursister har vundet stribevis af Oscars og Emmy-statuetter. Hans bog ’Story’ betragtes som en bibel i filmbranchen. McKee er i dag 81, og han er en travl mand. Men som yngre lå han under for sin vane med at udskyde arbejdet. Han beskriver sig selv som olympisk rekordholder i overspringshandlinger. Han brugte timer på at overspringshandle ved at fundere over sin trang til at overspringshandle.

På et tidspunkt var han lige så blokeret som en kloak i Calcutta, skriver han i forordet til bogen ’The War of Art’. Han gjorde hvad som helst for at undgå at sætte sig ved computeren og arbejde. Han åbnede sit klædeskab og besluttede sig for at prøve alt sit tøj. Han lagde sine skjorter, bukser, sweatre, jakker og sokker i bunker og arrangerede dem efter forår, sommer, efterår og vinter. Han prøvede tøjet: afslappet forårstøj, formelt forårstøj og så fremdeles. Det gik der to dage med.

Robert McKees kur mod skriveblokering er ikke at opsøge en psykolog og fortælle om sin trang til at udskyde arbejdet – dette er en overspringshandling! Robert McKee har lært, at den eneste vej frem er at stemple ind på kontoret hver morgen og blive siddende. Uanset om han er inspireret eller ej. Det lyder måske kedeligt, men det er den eneste løsning. Det handler om at være vedholdende, tålmodig, stædig. Når Robert McKee sidder foran computeren og er dybt optaget af en opgave, sker der noget mærkeligt. Han mærker, at alting intensiveres. Idéer opstår på uforklarlig vis. De kommer ud af ingenting. Eller rettere: Han ved godt, hvor de kommer fra. De kommer fra det underbevidste.

Robert McKee bliver som et stykke magnetiseret jern, der trækker metalsplinter til sig.

DET ER BLEVET sen nat. Jeg har travlt. Artiklen skal afleveres i morgen formiddag. Godstoget er så tæt på, at jeg har øjenkontakt med lokoføreren. Han har ikke i sinde at bremse. Jeg kan høre hjulene mod jernbaneskinnerne.

Jeg spekulerer som en gal på, hvordan jeg skal runde artiklen af.

Jeg tænker på Jørgen Leth, som siger, han er bange for kraftprøven i et stykke arbejde. Han er 84 år. Han har skrevet bøger og instrueret film hele sit liv. Han gør det på trods. Jeg tolker det sådan her: Hver gang Jørgen Leth tager hul på et stykke arbejde, der betyder noget for ham – hvor risikoen lurer for at fejle – tropper angsten op med sin skoggerlatter. Angsten elsker, når der er noget på spil. Er der ikke noget på højkant, aner angsten ikke, hvad den skal stille op. Den er arbejdsløs.

Jørgen Leth tænker, at det letteste ville være at opgive.

”Men det kan jeg ikke få mig selv til,” siger han på nummeret ’At Komme Igang’.

Han stirrer tilbage på angsten. Og sætter sig ned og skriver.

KLOKKEN ER 00.57. Jeg har sand i øjnene.

Jeg tænker på børnene med skumfidusen på bordet foran sig.

Jeg tænker på hjernens varme og kolde system.

Jeg overvejer, hvordan Robert McKee ser ud i formelt forårstøj.

Jeg aner ikke, hvordan jeg skal sammenfatte det hele. Jeg mangler en afsluttende sætning, der indfanger essensen af historien.

Jeg skriver den i morgen.