Euroman på ski: Lenzerheide er flammende schweizisk dekadence

I Schweiz' største kanton, den brutalt smukke Graubünden-region, hvor bjergtinder skyder mod himlen som tagrygge i et forstadskvarter, ligger alpebyen Lenzerheide. Om sommeren et verdenskendt mountainbikeområde, om vinteren et mindre kendt skiområde. Hele året rundt er det et mondænt og velfriseret sted, måske vi endda kan strække os og kalde det for dekadent. Snorlige linjer, priser i den høje ende og indhold derefter. Mindre Jägermeister, mere Aperol.

Kontrasten flimrede derfor i flammerne, da jeg en aften i januar lettere uforberedt stod og fejrede den lokale kabelkonges 50-års fødselsdag på en bogstaveligt talt Sambuca-brændende heavy metal-bar på turens sidste aften.

Den aften vender vi tilbage til. To og et halvt døgn tidligere var jeg sammen med fem andre, der også var inviteret til Lenzerheide af byens turistkontor, lettet fra Københavns Lufthavn med kurs mod Zürich. Aftenmørket var allerede skyllet ind over det schweiziske landskab, da vi efter to tog og en enkelt bus ankom til vores hotel, Revier Mountain Lodge. Et nyopført hotel fra december 2017 med personløs reception, restaurant i stueetagen og med små og meget minimalistisk indrettede værelser beklædt med egetræspaneler – og med en forrygende udsigt.

Under 100 meter fra Reviers sirlige trækonstruktioner ligger en gondollift, så vi fik hurtigt sne under plankerne. Ah, følelsen af årets første sne, der trykkes sammen under én! Solen stod højt, hvilket jo var rart, men der var ingen ny sne at spore – kun den fabrikerede slags. Sådan havde det været i mere end tre uger.

”Det er usædvanligt,” fortalte vores guide, Nicola, en hurtigkørende schweizer, som har boet i Lenzerheide i otte år, ”men sådan er det over hele Europa.”

Derfor var off-pisten, som ellers skulle være særdeles godt selskab i Lenzerheide, ikke noget værd. På løjperne var sneen nu ganske fin for størsteparten alligevel, selv hvor der ikke var anvendt snekanoner, så vi overlevede og pegede spidserne ned mod dalen.

Gode, brede løjper med varierende stejlhedsgrader, fine transportstykker og så endda med ganske få andre skiløbere at døje med. Masser af små, stejle stykker til at give god fart, men også tilpas med udfladende passager til at få luft ned i lungerne og syre ud af stængerne.

Med alt andet sjovt her i livet forsvandt tiden hurtigt. Pludselig var klokken 16 og lifterne lukket. I solens sidste stråler, før den atter ville trække sig ned bag de mægtige bjerge over den frosne sø, skyllede vi dagens indtryk ned med et par øl. Dernæst i bad, på restaurant og hjem i seng. En ny dag ventede.

Lenzerheide blev i 2013 koblet sammen med naboområdet Arosa. En scenisk bjergtagende kabeloverfart forbinder de to, så man nu, nemt og tjept, kan benytte sig af begge sider. De minder om hinanden, de to sider – store, brede områder fyldt med sjov.

Da mørket havde sænket sig over den rolige dal i de brede østalper, drog vi i hammam spa. Det løsnede godt i de møre muskler, og så var tiden kommet til turens overdådigste middag. På restauranten Scalottas blev vi beriget med fire-fem velanrettede og lokalt forankrede retter hver, og sikke det smagte. Vin var der også rigeligt af, det var svært at finde en ringe grimasse frem.

Kroppens parader havde sænket sig oven på to dages intenst skiløb, og vinens beruselse satte ind. Jeg og min kollega fra Berlingske drog på Slalom Bar. En lille, næsten ensomt liggende træbjælkebar. Tung, tung rock blæste gennem sprækkerne, indenfor hang røgen som tåge.

”We’re gonna start a fire at the bar … so you have to move,” meddelte en kvindelig bartender med piercinger i hovedet og dreadlocks i halvdelen af sit brune år, da vi satte os med et par store hvedeøl. Vi parerede ordrer, og til tonerne af AC/DC’s ’Hells Bells’ blev der på ubønhørlig vis sat ild til baren. Flammerne flamberede træet, og det lokale klientel var ellevildt og propberuset. Det var byens kabelkonges 50-års fødselsdag, måtte vi forstå, så aftenen var ekstravåd og ’uendelig’, som bartenderen udtrykte det.

Den skaldede og ikke særligt høje kabelkonge, hvis borgerlige navn jeg aldrig fik, var manden bag kabelliften fra Lenzerheide til Arosa, og nu var han på vej mod Kina til et nyt kabelprojekt. For vores eget vedkommende var vi på vej i seng, for morgenen derpå gik turen hjem mod grå, grå Danmark.