Euroman på ski: Tignes og La Rosière er afgrundsdyb action i alperne

Turen var betalt af Atout France og France Montagnes. Holdningerne i artiklen er skribentens egne.

Det ser helt vanvittigt ud, når man sidder i liften på vej mod toppen af La Grande Motte, på kanten mellem de to forbundne skiområder Tignes og Val d’Isère, der tilsammen udgør Espace Killy. Til venstre for én hopper en skiløber pludselig ud fra noget, der ligner en skihopbakke. Han sætter af og flyver højt, højt op mod den blændende, franske vintersol, for så at falde lynhurtigt mod jorden – som et missil. Første gang jeg så det, troede jeg, det var løgn. Anden gang kunne jeg se, at vedkommende, der kastede sig ud i det, var fastspændt til en wire, hvilket altså skulle garantere en eller anden form for sikkerhed i det følgende, dybe fald. Bun J Ride hedder det, og affyringsrampen for det vanvittige stunt ligger placeret midt på Lac-pisten højt oppe i terrænet. Det kan bedst betegnes som bungee-jump på ski. Og det skal jeg selvfølgelig prøve.

Assisteret af en guide fra det franske turistkontor og min norske makker Glenn står jeg derfor med hjertet oppe i halsen og kigger ud mod kanten af en klippevæg, hvor skihopbakken buer alt, alt for stejlt nedad. Glenn skal løbe først, han har prøvet det en gang tidligere, fortæller han – og han er i øvrigt en ekstremt garvet skiløber. Han får sikkerhedswiren spændt om taljen, afleverer sine skistave og gør sig klar. Han kigger kort tilbage mod mig og siger: ”Se så her,” og stryger nedad. Jeg når lige at læne mig lidt fremad og ser ryggen af Glenn, før han i en glidende bevægelse tager afsæt – og laver en salto i luften. Intet mindre.

Et minut senere giver guiden tegn til mig. Glenn er landet sikkert. Kan jeg nå at melde pas? Komme med en dårlig undskyldning? Der er vel også lidt meget vind lige nu, ikke? Guiden leder mig frem til kanten. En af medhjælperne i Bun J Ride tager mine stave og skubber mig hen mod rampen. Hun smiler. ”Vi fik at vide af turistkontoret, at du skulle gøre det uden sikkerhedswiren?” siger hun. Jeg kigger forundret på hende og er klar til at tage benene på nakken, indtil det går op for mig, at hun joker. ”Ha, ha, der fik jeg dig,” griner hun og sætter i med et raskt tag wiren fast om livet på mig. Der står jeg så og kigger ud over klippen. Der er absurd langt ned. ”Tag fat her,” siger medhjælperen og adviserer mig om at holde fast med begge hænder på wiren. Det ender galt det her, tænker jeg, og spørger: ”Skal jeg så holde fast i wiren hele vejen ned eller hvad?” ”Det må du selv om,” svarer hun. ”Er du klar?” Jeg nikker nervøst, for hvad fanden skal jeg ellers gøre? Og så skubber hun mig afsted.

Mine ski får pludselig vanvittigt meget fart på. Jeg går ned i knæ, mens rampen forsvinder under mine fødder. Jeg hænger i luften og svæver. Det føles okay et kort øjeblik, før tyngdekraften hiver mig ned mod jorden, der befinder sig 40 meter under mig. Jeg skriger, mens jeg styrter med et sug i maven. Da linen er helt strakt ud, gentager det sig. Jeg bliver katapulteret tilbage direkte op mod himlen, og jeg tænker, at nu er det slut. Så styrter jeg et par gange mere ned mod jorden, før jeg på en eller anden aparte vis lander med skiene i sneen – med alle mine lemmer intakt. Glenn er straks henne ved mig. Han griner så meget, at hans store krop ryster. Han har optaget mit udspring på sin iPhone og, siger han, jeg skreg så højt og primalt, at det formentlig kunne høres hele vejen gennem dalen ned til bebyggelserne i Tignes.

To dage tidligere befinder Glenn og jeg og et par andre fra gruppen os i La Rosière, et lidt mindre, men ikke desto mindre perfekt beliggende resort i alperne. Her er normalt altid sol, men lige denne dag høvler sneen ned. Alligevel går vi ud sammen med Nathan Gaidet fra ESF, den franske skiskole. Han er tidligere national mester i freeride og tager os med på et ridt på skovpisterne i området. Vi napper en vild tur ind mellem træerne, og konstant leder Nathan os de rette steder hen i det ellers svært fremkommelige vinterlandskab. Der er denne dag stor risiko for lavine, så vi har pisterne helt for os selv. Det er helt genialt, og endnu engang bliver jeg mindet om, hvor god en idé det er at tage ud med en lokalt kendt – og ikke mindst dygtig – instruktør. Han gennemgår sneforholdene, er konstant årvågen og påpasselig omkring sikkerheden og fører os væk fra de klippekanter, hvor vi selv kan risikere at starte en lavine ved en forkert bevægelse på skiene.

Det samme gør sig gældende, da vi ankommer til Tignes, hvor Glenn og jeg tager på ekspedition i den nyfaldne, meterdybe puddersne – nu med en ny guide fra ESF, Robin. Han er til daglig lastbilchauffør i Marseille, men i vintersæsonen arbejder han som skiinstruktør i Tignes. Vi får GPS-sendere på og airbags monteret i vores rygsæk, og Robin giver os en dag med offpiste på topniveau. I høj sol vandrer vi ud under en lift højest oppe i systemet, går til venstre ud på en bjergside – og så afsted. Vi har det hele for os selv, og det er en fantastisk naturoplevelse at køre store sving i perfekt, dyb sne, uden et øje omkring sig. Robin giver os også en kort opdatering på basisteknikken i puddersneen.

”Flyt jeres tyngdepunkt lidt mere tilbage, ret skuldrene fremad, og hav cirka tyve centimeter imellem jeres ski. I skal have vægten bag skiene,” siger han, før han igen laver ottetaller ned gennem dalens urørte sne. På et tidspunkt tager Robin os med i en lift op mod Lac-pisten. Til venstre for os kan vi igen se skihopbakken ved Bun J Ride. En eller anden modig sjæl hopper ud og stryger op mod himlen for så at forsvinde et sted nede mellem bakkerne. Det der, tænker jeg, det gør jeg aldrig igen. Med mindre selvfølgelig at muligheden byder sig.

Find senest opdaterede rejsevejledninger og smittetal for de enkelte lande på Udenrigsministerets hjemmeside.

Turen var betalt af Atout France og France Montagnes. Holdningerne i artiklen er skribentens egne.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ski