Euroman på ski: Tignes og La Rosière er afgrundsdyb action i alperne

Turen var betalt af Atout France og France Montagnes. Holdningerne i artiklen er skribentens egne.

Det ser helt vanvittigt ud, når man sidder i liften på vej mod toppen af La Grande Motte, på kanten mellem de to forbundne skiområder Tignes og Val d’Isère, der tilsammen udgør Espace Killy. Til venstre for én hopper en skiløber pludselig ud fra noget, der ligner en skihopbakke. Han sætter af og flyver højt, højt op mod den blændende, franske vintersol, for så at falde lynhurtigt mod jorden – som et missil. Første gang jeg så det, troede jeg, det var løgn. Anden gang kunne jeg se, at vedkommende, der kastede sig ud i det, var fastspændt til en wire, hvilket altså skulle garantere en eller anden form for sikkerhed i det følgende, dybe fald. Bun J Ride hedder det, og affyringsrampen for det vanvittige stunt ligger placeret midt på Lac-pisten højt oppe i terrænet. Det kan bedst betegnes som bungee-jump på ski. Og det skal jeg selvfølgelig prøve.

Assisteret af en guide fra det franske turistkontor og min norske makker Glenn står jeg derfor med hjertet oppe i halsen og kigger ud mod kanten af en klippevæg, hvor skihopbakken buer alt, alt for stejlt nedad. Glenn skal løbe først, han har prøvet det en gang tidligere, fortæller han – og han er i øvrigt en ekstremt garvet skiløber. Han får sikkerhedswiren spændt om taljen, afleverer sine skistave og gør sig klar. Han kigger kort tilbage mod mig og siger: ”Se så her,” og stryger nedad. Jeg når lige at læne mig lidt fremad og ser ryggen af Glenn, før han i en glidende bevægelse tager afsæt – og laver en salto i luften. Intet mindre.

Et minut senere giver guiden tegn til mig. Glenn er landet sikkert. Kan jeg nå at melde pas? Komme med en dårlig undskyldning? Der er vel også lidt meget vind lige nu, ikke? Guiden leder mig frem til kanten. En af medhjælperne i Bun J Ride tager mine stave og skubber mig hen mod rampen. Hun smiler. ”Vi fik at vide af turistkontoret, at du skulle gøre det uden sikkerhedswiren?” siger hun. Jeg kigger forundret på hende og er klar til at tage benene på nakken, indtil det går op for mig, at hun joker. ”Ha, ha, der fik jeg dig,” griner hun og sætter i med et raskt tag wiren fast om livet på mig. Der står jeg så og kigger ud over klippen. Der er absurd langt ned. ”Tag fat her,” siger medhjælperen og adviserer mig om at holde fast med begge hænder på wiren. Det ender galt det her, tænker jeg, og spørger: ”Skal jeg så holde fast i wiren hele vejen ned eller hvad?” ”Det må du selv om,” svarer hun. ”Er du klar?” Jeg nikker nervøst, for hvad fanden skal jeg ellers gøre? Og så skubber hun mig afsted.