God lyd: Tre højtalere, du bør overveje til dit hjem
Intet hjem er gennemført uden kvalitetshøjtalere og den rette musik, der kan bidrage til livets selskaber og dine zen-søndage. Vi har udvalgt tre, der vil pryde enhver bolig.
Du kan sikkert finde en smart speaker, der enten spiller højere eller er nemmere at transportere, men det er svært at finde en højtaler, der går op i en højere enhed end Sonos ’One’. Det amerikanske tech-medie Wired kårede tidligere i år ’One’ til den bedste smart speaker på markedet.
For begrebsafklaringens skyld skal det lige gøres klart, at ’smart speaker’ dækker over, at man kan stemmestyre højtaleren, hvad enten det er via Amazon-, Apple- eller Google-styresystemer: ”Siri, play ’Wash Me Away’ with Alexandra.” Derudover gør det selvfølgelig ikke noget, at den både lyder godt og har et afdæmpet design, der vil passe godt ind i de fleste hjem. En sikker vinder lige her.
Det har været hårde tider for teknologigiganten fra Struer de sidste mange år. Heldigvis synes vindene at være vendt, der er kommet drev i forretningen igen. Men B&O har altid haft et designsprog, der får dig til at spærre øjnene op – på den gode måde, vel at mærke.
Se bare på Beoplay A9, der efterhånden er blevet en nyklassiker, og som der ved gud kan siges mange pæne ting om. Som med så meget andet godt, dansk design går funktionalitet og æstetik arm i arm her. Glem alt om at gemme den væk. Beoplay A9 skal, selvom den har en del år på bagen, stilles frem til skue for dig selv og dine gæster, tronende i lokalet som den sande konge af æstetiske højtalere.
Der er vel næppe en trådløs stereohøjtaler på markedet, som er sejere at se på end Bowers & Wilkins’ ’Zeppelin’. Den ligner i bund og grund en krydsning mellem luftskibet LZ 129 Hindenburg og en vibrator.
Uden at det skal forfalde til teknisk snak om subwoofere, basgang og rækkevidde, kan vi afsløre, at ’Zeppelin’ også gemmer på høj kvalitet under det futuristiske ydre. Så mangler du bare en flot kommode, en velkurateret playliste og godt selskab.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.